Ventrikulær takykardi

Ventrikulær takykardi er en anfaldsvis hjerterytmeforstyrrelse, der opstår i hjertekamrene (ventriklerne). Dette til forskel fra de langt hyppigere hjerterytmeforstyrrelser, der inddrager forkamrene (atrierne). Ventrikulær takykardi forkortes ofte til VT. Man ser hyppigst VT hos personer, som tidligere har haft en blodprop i hjertet, og derfor har fået beskadiget en del af hjertemuskulaturen. Man kan også se VT hos personer med andre former for hjertesygdom – ofte af typen hjertesvigt. Ind imellem kan man se VT hos personer uden nogen som helst tegn på hjertesygdom.

VT edt

Det væsentlige ved VT er at få afklaret om det er en alvorlig hjerterytmeforstyrrelse eller ej. Hvis der er tegn på anden hjertesygdom  som – for eksempel – tidligere blodprop i hjertet, er det en alvorlig hjerterytmeforstyrrelse.

Det er derfor vigtigt, at der bliver gjort de relevante undersøgelser for at finde ud af, om der er anden hjertesygdom til stede. Det kan være ultralydsskanning af hjertet (ekkokardiografi), undersøgelse af hjertets kranspulsårer (KAG) og andre undersøgelser.

Behandlingen vil ofte være en kombination af medicin og f.eks. en hjertestarter (ICD) (http://rytmedoktor.dk/hjertestarter-icd/). I visse situationer kan det også være relevant at gøre ablationsbehandling, hvor man fører et instrument frem til hjertet fra lysken med henblik på at opvarme – “brænde” – relevante områder i hjertekamrene. Dette kan så forhindre, at rytmeforstyrrelsen kommer igen.

Udgivet af

Peter Steen

Igennem mere end 20 år har jeg først og fremmest interesseret mig for sygdomme og tilstande, der påvirker hjertets rytme eller puls. Jeg har uddannet mig i Hamborg og på Skejby Sygehus. Jeg er nu klinikchef på Hjertecenter Mølholm og har tidligere været overlæge på Skejby Sygehus og på Hjertecenter Varde. Jeg har specielt interesseret mig for atrieflimren (også kaldet "hjerteflimren" eller "forkammerflimren". I forbindelse med mine mange kontakter til patienter med disse problemer, har jeg oplevet at det er et stort behov for et sted, hvor man kan finde let tilgængelig - men alligevel grundig - information om hjerterytmeforstyrrelser, og hvad dertil hører. Dette er baggrunden for, at jeg har oprettet denne blog "Rytmedoktor".

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *