Upåagtede faktorer, der kan udløse atrieflimren (hjerteflimmer)

Upåagtede faktorer, der kan udløse atrieflimren

,

Mange personer med tilbagevendende atrieflimren véd, at (større mængder) kaffe, alkohol – og nogle gange fysisk aktivitet – kan udløse episoder med atrieflimren. Der er imidlertid andre faktorer, der kan være i spil – og viden om disse kan hjælpe dig til at undgå episoder med flimren. Vidste du for eksempel at både rejser, ferier og stoffer kan være medvirkende til atrieflimren?

Rejser

Når du rejser, kan du udsætte dig selv for faktorer, der kan starte atrieflimren. Det kan være, at du bliver “overtræt” eller udmattet. Det stress, du udsætter dig selv for ved at rejse, sammen med ændringer i søvnmønster, kan udløse en stress-situation i kroppen med øgede niveauer af stress-hormoner, der kan medvirke til at fremprovokere flimren.

  • Sørg for at få sovet godt
  • Sørg for at drikke tilstrækkeligt (og ikke for meget alkohol…)
  • Lad være at springe måltider over
  • Forbered dig mentalt på f.eks. flyskift
  • Undgå travlhed, tag dig tid og vær organiseret og velforberedt

Overdrevet stress kan påvirke dit hjerte via kroppens produktion af adrenalinlignende hormoner. Ved at blive mere bevidst om, hvilke situationer, der øger dit stress-niveau og forsøge at undgå disse – eller være forberedt på dem – kan du mindske din risiko for at få atrieflimren. Mindfullness øvelser og meditation kan være med til at reducere stress-påvirkning.

Ferier

“Holiday Heart” er velkendt som udløsende faktor for atrieflimren. Det er fordi ferier – hos nogle – lader en række mulige provokerende faktorer komme i spil. Det er stress (rejse-), udmattelse, manglende søvn og øget alkoholindtagelse. Specielt indtagelse af større mængder alkohol kan være anfaldsprovokerende, men for nogle vil selv mindre mængder alkohol kunne fremprovokere episoder med flimren.

ferie holiday heart atrieflimren stress udmattelse alkohol

Feststoffer

Det kan måske forekomme irrelevant, men virkeligheden er, at stoffer som hash, amfetamin, kokain og “designer-drugs” (f.eks. ecstasy) ikke kun bruges af unge.

fest stoffer hash amfetamin kokain atrieflimren

Både hash/marihuana, kokain, ecstasy og amfetamin øger din puls betydeligt – og ofte i flere timer. Anfaldsvis atrieflimren er bare én af mange grunde til at undgå denne typer stoffer. Læs i øvrigt her hvad sundhed.dk skriver om stofmisbrug og afhængighed.

Der er mange faktorer, der kan medvirke til at fremprovokere atrieflimren. Selv, hvad vi normalt opfatter som positive begivenheder som ferier eller fejring af fødselsdage og højtider. En god “tommelfingerregel”, hvis man har anlæg for atrieflimren er, at “gøre alt med måde”.

Comments

4 svar til “Upåagtede faktorer, der kan udløse atrieflimren”

  1. Gitte Friis Avatar
    Gitte Friis

    Hej Peter

    Jeg er en kvinde på 56, desværre overvægtig, men har svært ved at tabe mig grundet kroniske smerter i bevægeapparatet. Er opereret på spinal stenose i lænden.
    Jeg gør hvad jeg kan, men har fået konstateret type 2 diabetes.

    I den forbindelse har jeg afprøvet medicin, der skulle hjælpe på langtids sukkeret, samt appetitnedsættende.

    Ozempic – oplevede 2 uger/behandlinger ekstrem høj puls med atrieflimmer – samt blodtryksfald, hvor jorden nærmest forsvandt under mig – afsluttede behandling

    Forxiga – efter 2 behandlinger oplevede jeg igen høj puls og atrieflimmer

    Semglee – 3 behandlinger, efterfulgt af høj puls og flimmer

    Trulicity – lav dosis (0,75 mg) – efter 4 behandlinger, igen høj puls og flimmer

    Herefter forsøgt med tbl.behandling – Trajenta 5 mg – 1 tbl. morgen – efter 7 dage måtte jeg stoppe denne behandling, da jeg igen blev plaget af høj puls og flimmer.

    For hver gang kommer flimmeret langsomt snigende over nogle dage, til at vare et par minutter til timer. Værst er timer og ofte om natten – hvor jeg sidder i sofaen og sover.
    Når jeg stopper med medicinen, går der ca 2 uger til jeg er helt symptomfri for høj puls og flimmer.

    Når jeg oplyser lægerne på diabetesklinikken om mine symptomer oplever jeg en følelse af, at de ikke tror på mig, men jeg insisterer og jeg afprøves i ny medicin.
    Jeg har oplevet flimmer ved indtagelse af Tramadol for smerter.

    Havd er det for et stof jeg ikke tåler i ovenstående. Jeg tænker, at der må være tilsat et stof der hæmmer appetitten, og det må være der jeg skal søge?

    Min mor har samme problemer, tager Ozempic hver uge, og hendes hjerte viser samme symptomer som mit. Hendes læge siger der ikke er en sammenhæng og hun skal fortsætte behandling med Ozempic.
    Hun er nu blevet brændt 3 gange og har fået stød 3-4 gange. Bliver pt behandlet med cordan

    Med venlig hilsen

    Gitte Friis

    1. Peter Steen Avatar
      Peter Steen

      Hej Gitte,
      Tak for din henvendelse.
      Jeg kan desværre ikke give dig et godt bud på, hvad det er, du reagerer på i de forskellige typer af medicin. Men svært uheldigt er det jo, at du ikke kan få den bedste behandling for din diabetes uden det giver dig ubehagelige bivirkninger i form af atrieflimren. Der er nok ikke så meget andet at gøre end at fortsætte samarbejdet med diabetesklinikken.
      Mvh
      Peter Steen

  2. Arne B. Hansen Avatar
    Arne B. Hansen

    Hej Peter
    Jeg har to spørgsmål, som jeg håber du vil kommentere på:

    1) Kan Conjuncain EDO 4 mg/ml til øjenbedøvelse fremkalde Atrieflimmer?
    2) Kan Atrieflimmer fremprovokeres ved at ligge på venstre side i ”Nato-stilling” og sove?

    Kort om sagen:
    – Mand 67 år
    – Fik konstateret Atrieflimmer i september 2021 – fik blodfortyndende medicin og betablokkere og blev DC konverteret flere gange uden længerevarende succes.
    – Blev ablateret i januar 2022. De første måneder blev jeg flere gange DC-konverteret uden det store held. Jeg fik derfor Cordarone i en periode med store succes hvad angår hjerterytmen.
    – Blev taget ud af alt medicin maj 2022 (havde på daværende tidspunkt en score på 0 og meget normale blodværdier, blodtryk, ingen søvnapnø, let forhøjet BMI mm.) Hjerterytmen har være på plads siden marts 2022. Jeg havde ubehag ved medicinen og fik 7 måneder senere en Cordarone induceret stofskifteforgiftning, som pt menes at være kureret.
    – Jeg haft det fremragende siden marts 2022 – ingen anfald af Atrieflimmer overhovedet.
    – Men en fredag aften fornylig, hvor jeg gik i seng og lagde mig på venstre side i ”Nato-stilling” ”sparkede” hjertet resolut igen, og jeg fik et kraftigt anfald af hjerteflimmer med voldsom uro i hele kroppen og med høj puls. Inden for den næste time tissede jeg tre gange. Der var virkelig gang i det. Det hele varede 3-4 timer og har ikke været der siden.
    – Jeg har funderet på, hvad anfaldet kan skyldes. Flere forhold mener jeg kan udelukkes: Fik ingen alkohol den dag, drak 3-4 kopper kaffe som sædvanligt, var ikke stresset, men meget afslappet. Alt i alt en fuldstændig normal dag. Delte dog en flaske rødvin med konen torsdag aften, men det har vi gjort af og til uden problemer.
    – Det eneste usædvanlige op til anfaldet var efter min viden, at jeg tirsdag og torsdag blev laserbehandlet i det ene øje pga for højt tryk. Her blev der anvendt Conjuncain som bedøvelse.
    Nu 9 dage efter har jeg ikke mærket flere anfald. Jeg har tid ved min egen læge i næste uge, men vil gerne høre, om du har viden om, at Conjuncain og/eller en bestemt ydre tryk på brystet som følge af en bestemt liggestilling kan fremprovokere atrieflimmer. Jeg håber det var og er et engangstilfælde.

    På forhånd tak og tak for den gode hjemmeside.
    Mvh
    Arne

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Arne,
      Lokalbedøvelse til øjnene bør ikke kunne fremprovokere atrieflimren. Derimod oplever nogle, at bestemte stillinger – typisk at ligge på venstre side – kan udløse øget tendens til ekstraslag (“ekstrasystoler”), som igen kan trigge atrieflimren.

      Når det er sagt, er det nok mere sandsynligt, at det var en “enlig svale”, ikke nødvendigvis udløst af noget specielt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rytmedoktor er hjertelæge Peter Steen Hansen, Jacob Pontoppidan og Sam Riahi, som igennem mange år har beskæftiget sig med hjerterytmeforstyrrelser.

Om Rytmedoktor