Aurikellukning forhindre, ligesom blodfortyndende medicin, blodpropper i hjernen. Når du har atrieflimren, fungerer hjertet ikke optimalt, og blodet kan derfor blive hængende i venstre forkammer. Dette øger risikoen for, at blodet størkner og danner en blodprop. Hvis denne blodprop løsner sig, kan den følge blodstrømmen til hjernen og forårsage en blodprop der.
Denne video er et udtag fra Rytmedoktor webinaret “Atrieflimren og blodfortyndende medicin – pas på hjernen” med hjertelægerne Peter Steen Hansen og Jacob Pontoppidan.
Lukning af hjerteøret
Normalt gives blodfortyndende medicin som Xarelto, Pradaxa, Lixiana, Eliquis eller Marevan for at forhindre blodpropper. Men nogle mennesker kan ikke tåle disse mediciner eller har andre helbredsproblemer, der gør dem særligt udsatte for blødning, som visse tarmsygdomme. Eller de har fået en blodprop på trods af at tage blodfortyndende medicin.
I sådanne tilfælde kan man vælge at lukke hjerteøret. Den mest almindelige metode er at indsætte en membran, som lukker for blodstrømmen til og fra hjerteøret. Denne procedure er ret enkel og udføres via blodkarrene fra lysken.
Placeringen af lukkemekanismen sikres med ultralydsscanning fra spiserøret (TEE). Efter nogle uger til måneder vokser hjerteceller ind over membranen, og herefter kan man stoppe med at tage blodfortyndende medicin.
Læs Hjerteforeningens indlæg om “Lukning af auriklen” her. Se Hjerteforeningens film om “Lukning af hjerteøre i venstre forkammer” her.
Læs mere og se hele webinaret her:
https://rytmedoktor.dk/atrieflimren-blodprop-og-blodfortyndende-medicin-pas-pa-hjernen