Den alvorligste komplikation til atrieflimren er en blodprop i hjernen.
- Penumbra (i risiko)
- Kerne (Dødt væv)
I sjældne tilfælde kan der sætte sig blodpropper i andre organer – for eksempel i hjerte, nyrer, tarm. Blodpropperne stammer fra venstre forkammer (venstre atrium). Og oftest fra en struktur i venstre forkammer, som kaldes for hjerteøret eller auriklet. Når du har atrieflimren, vil blodet ikke tømmes lige så effektivt fra venstre forkammer til venstre hjertekammer, som når du har normal hjerterytme. Blodet vil derfor have tendens til at blive hængende i visse områder af venstre atrium. Når blodet ikke cirkulerer, vil det have tendens til at størkne – ligesom et sår, hvis du har skåret dig. Hvis størknet blod løsner sig fra venstre forkammer, vil det følge blodstrømmen ud i kroppen – og desværre oftest følge blodstrømmen til hjernen hvor det kan sætte sig som en blodprop.
Mindst 25% af alle blodpropper i hjernen skyldes atrieflimren. Det vil sige, at ca. 3-4.000 danskere hvert år får en blodprop i hjernen på grund af atrieflimren. Skaderne kan variere meget, men omfatter lammelse, påvirket tale og syn, hukommelse og – i værste fald – død. Desværre giver blodpropper, som skyldes atrieflimren, ofte endnu større skader end blodpropper af anden årsag.
Kan blodfortyndende medicin nedsætte risikoen for blodpropper?
Risiko for blodpropper ved atrieflimren kan nedsættes meget væsentligt, hvis du behandles med såkaldt blodfortyndende medicin. Det er en type medicin, som nedsætter blodets størkningsevne. “Bagsiden af medaljen” er, at nedsat størkningsevne kan give øget risiko for blødning. For at sikre, at man ikke risikerer at skade mere end at gavne, er der forskellige faktorer der tages med i overvejelserne om, hvorvidt du vil have gavn af blodfortyndende medicin. Man skal både tage hensyn til risiko for blodpropper og risiko for at få alvorlig blødning. Mere om dette i kapitlet “Blodprop og alvorlig blødning”: https://rytmedoktor.dk/blodprop-og-alvorlig-bloedning/
Typer af blodfortyndende medicin
Der findes forskellige former for blodfortyndende medicin. Fælles for dem alle er, at de hæmmer dannelse af bestemte størkningsfaktorer i vores lever.
Inden for de sidste 10 år er der kommet nye blodfortyndende typer af medicin på markedet. Det drejer sig om Xarelto, Pradaxa, Lixiana og Eliquis. Og flere er på vej. Fælles for de fire stoffer er, at de er testet i forhold til Marevan. De beskytter ligeså godt mod blodpropper som Marevan. Og måske giver de lidt mindre risiko for hjerneblødning end Marevan. Man skal tage en fast dosis – det vil sige, at man ikke skal have taget kontrolblodprøver (INR) for at justere dosis. Og at effekten ikke er påvirkelig af mad og drikke.
Mange læger vil foretrække ét af de fire nye stoffer, når de skal starte blodfortyndende behandling. Dog skal man fortsætte med marevan, hvis man har fået skiftet en hjerteklap til en “mekanisk” hjerteklap.
K-vitamin er en nødvendighed for dannelsen af nogle af disse størkningsfaktorer. I mange år har vi derfor anvendt medicin, som modvirker K-vitamins effekt i leveren. Det mest anvendte af disse stoffer er Marevan. Effekten af marevan måles med regelmæssige blodprøver. Det er muligt at lære, hvordan man selv styrer kontrol og dosering af Marevan. Man måler en værdi, der hedder INR. Det rette interval for INR er mellem 2 og 3. Hvis tallet er for lavt (under 2), virker medicinen ikke tilstrækkeligt effektivt. Hvis tallet er for højt (over 3), er der øget risiko for blødning. Effekten af marevan er afhængig af mange faktorer – bl.a. kostemner med højt indhold af K-vitamin (for eksempel kål og visse andre grønsager) og alkohol.
Er man i behandling med Marevan, og ikke har problemer med dette, behøver man ikke at skifte.
Skriv et svar