I dette udtag fra Rytmedoktor webinaret “Atrieflimren og ablation – Bedste behandling til tiden” omtale hjertelæge Peter Steen Hansen og gæst hjertelæge Jacob Pontoppidan valget imellem medicinsk behandling eller ablation.
Kan blodfortyndende medicin nedsætte risikoen for blodpropper?
Risikoen for blodpropper ved atrieflimren kan nedsættes meget væsentligt, hvis du behandles med såkaldt blodfortyndende medicin. Det er en type medicin, som nedsætter blodets størkningsevne. “Bagsiden af medaljen” er, at nedsat størkningsevne kan give øget risiko for blødning. For at sikre, at man ikke risikerer at skade mere end at gavne, er der forskellige faktorer, der tages med i overvejelserne om, hvorvidt du vil have gavn af blodfortyndende medicin. Man skal både tage hensyn til risikoen for blodpropper og risikoen for at få alvorlig blødning. Mere om dette i kapitlet “Blodprop og alvorlig blødning”: https://rytmedoktor.dk/blodprop-og-alvorlig-bloedning/
Anden medicinsk behandling af atrieflimren
Frekvenskontrol
Principielt kan man vælge to strategier for medicinsk behandling, når man har atrieflimren. Den ene strategi kaldes for “frekvenskontrol”. Den går i princippet ud på, at man accepterer atrieflimren, men medicinerer for at undgå for hurtig overledning af flimmer-impulserne fra forkamrene til hjertekamrene. Det betyder, at medicinen skal forhindre, at pulsen bliver for hurtig. I såvel hvile som under aktivitet. Målet for behandlingen er, at hvilepulsen ikke skal være over 90/minut, og at pulsen under moderat aktivitet (rolig gang, én etage trappegang) ikke skal komme over 115/minut.
De stoffer, man vil vælge til frekvenskontrol, er betablokkere (for eksempel metoprololsuccinat, selozok, atenolol), calciumblokkere (for eksempel verapamil) eller digoxin. Betablokkere har ofte bivirkninger i form af træthed, manglende fysisk kapacitet, vægtstigning, impotens og urolige drømme. Calciumblokkere kan give forstoppelse og tendens til hævede ankler og underben.
Rytmekontrol
Den anden strategi til medicinsk behandling af atrieflimren kaldes for “rytmekontrol”. Den går ud på at stoppe atrieflimren og forhindre nye tilfælde. Altså en strategi, der går ud på at holde hjerterytmen normal (sinusrytme).
De stoffer, man vil vælge til rytmekontrol, kan igen være betablokkere eller calciumblokkere. Begge er dog ikke særlig effektive i denne forbindelse. Mere effektive er flecainid (=Tambocor), propafenon (=Rytmonorm), sotalol (=Sotacor) og amiodaron (=Cordarone/Cordan).
Flecainid
Flecainid er ofte ganske effektivt – både i forhold til at stoppe anfald af atrieflimren og at forebygge nye anfald. Det kan kun anvendes, hvis der ikke er nedsat pumpefunktion af hjertet eller tegn på åreforkalkning. Bivirkninger er ofte beskedne. Der kan være bivirkninger i form af synspåvirkning eller tendens til svimmelhed. Årsagen til disse er, at stoffet ikke kun virker på hjertet, men også kan påvirke nervecellerne i centralnervesystemet. Man vil oftest anbefale at kombinere flecainid med en mindre dosis betablokker eller calciumblokker. Det skyldes, at flecainid nogle gange kan få en flimmer til at blive til en såkaldt atrieflagren.
For at undgå at atrieflagren under samtidig behandling med flecainid skal give al for hurtig puls, vil man give supplerende medicin (betablokker eller calciumblokker). Den supplerende medicin hæmmer impulsoverledningen fra forkamre til hjertekamre. Man behøver ikke altid tage flecainid som en fast, daglig medicin. Mange kan nøjes med at tage flecainid, når man får anfald af atrieflimren. Man kalder det for “pill-in-the-pocket” behandling. Det er vigtigt at tale med en hjertelæge om muligheden for at bruge flecainid på denne måde. Læs mere om Flecainid på Medicin.dk.
Sotalol
Sotalol er ikke meget mere effektivt end betablokkere. Til gengæld giver stoffet risiko for rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene, som kan være farlige. Dette ses specielt hos personer med nedsat nyrefunktion. Yderligere ses det hyppigere hos kvinder og hos personer, som samtidig får anden type af medicin, der kan påvirke det såkaldte QT-interval, som måles på hjertediagrammet (EKG). Læs mere om Sotalol på Medicin.dk.
Multaq
Multaq er – efter min erfaring – ikke særligt effektivt og har mange bivirkninger, ofte i form af meget generende kvalmetendens. Læs mere om Multaq på Medicin.dk.
Amiodaron
Amiodaron (Cordarone eller Cordan) er det mest effektive stof til at undgå atrieflimren. Det har imidlertid også mange bivirkninger – specielt ved langtidsbehandling (mere end 6 måneder). Bivirkningerne spænder fra en generende lysoverfølsomhed for sollys (man tåler dårligt solen – bliver hurtigere forbrændt) til stofskiftepåvirkning og risiko for påvirkning af lever-, lunge- og nervesystem. Det kan være udmærket at anvende dette stof i en kortere periode. Eksempelvis før og efter DC-konvertering (stød på brystet for at stoppe atrieflimren) eller i en periode efter ablationsbehandling. Herudover vil jeg sjældent anvende det til mere langsigtet behandling på grund af de mange bivirkninger. Læs mere om Amiodaron på Medicin.dk.
Flecainid (Tambocor), propafenon (Rytmonorm), sotalol (Sotacor) og Multaq behandling bør altid startes under indlæggelse (typisk 2 døgn), hvor hjerterytmen overvåges. Cordarone kan godt startes uden samtidig indlæggelse og overvågning.
Bivirkninger ved medicinsk behandling af atrieflimren
Bivirkninger til de forskellige former for medicin fremgår dels af indlægssedlerne i medicinpakningerne, dels kan du spørge din læge om dette. Jeg vil dog nævne et par bivirkninger, som man ikke altid er tilstrækkeligt opmærksomme på at fortælle om.
En hyppig bivirkning, jeg ofte selv hører om – specielt når man får medicin af typen betablokker, sotalol og amiodaron (Cordan/Cordarone) – er øget træthed og nedsat fysisk funktionsformåen. Dette skyldes, at medicinen også sænker den normale puls (sinusrytmen bliver langsommere, end den ellers ville have været), og – vigtigt – at pulsen stiger langsommere under fysisk aktivitet, end den normalt ville gøre. Billedligt kan man sammenligne det med, at hvor du – under fysisk aktivitet – træder på speederen, så træder medicinen samtidigt på bremsen. Det betyder, at det går for langsomt med at øge ilt-tilbuddet til muskler og andre organer – og dermed, at man for hurtigt “kører træt”. Generelt skal man derfor sørge for at justere medicindoser til så lave niveauer som muligt. Og undlade at kombinere medicin med pulsdæmpende egenskaber (for eksempel kombination af betablokker og Cordan/Cordarone).
Specielt med Cordan/Cordarone og Sotalol/Sotacor skal man være forsigtig med at give andre lægemidler. En del – også ganske almindelige – lægemidler forstærker nogle effekter af Cordan/Cordarone og Sotalol/Sotacor, så du kommer i risiko for nogle alvorlige hjerterytmeforstyrrelser. Det er derfor vigtigt, at du spørger din læge eller på sygehuset, om den medicin du allerede får – eller ny medicin – går an sammen med den hjerterytmeregulerende medicin.