Dit hjertes pumpefunktion styres ved hjælp af svage elektriske impulser, som dannes i et område af det højre forkammer (“højre atrium”), som kaldes for “Sinusknuden”. Sinusknuden kaldes ind imellem for dit hjertes “naturlige pacemaker”. Den sender regelmæssigt (når du har “Sinusrytme”) impulser ud – flere, hvis du er fysisk aktiv og færre, hvis du slapper af. Disse impulser breder sig ud i hjertet – først igennem forkamrene og derefter igennem hjertekamrene. Dette får først forkamrene til at trække sig sammen og dermed tømme sig. Og dernæst trækker hjertekamrene sig sammen og tømmer sig – det “blå og brugte” blod til lungerne, det “røde og friske iltede” blod til hjernen, musklerne og andre organer i kroppen.
Hvordan udbreder impulserne sig?
I figuren nedenfor kan du se, hvordan impulserne normalt udbreder sig. De bevæger sig fra “Sinusknuden” til “Hjertekamrene” gennem “AV-knuden”. “AV-knuden” virker som en slags relæ-station, der forsinker impulsudbredelsen lidt, så hjertekamrene får tid til at blive fyldt med blod fra forkamrene. Når impulserne når hjertekamrene, trækker både højre og venstre hjertekammer sig sammen på samme tid og sender blod ud af hjertet til henholdsvis lungerne (højre hjertekammer) og resten af kroppen (venstre hjertekammer). Dette gentager sig for hvert eneste hjerteslag. Hjertet hviler sig et kort øjeblik efter hvert hjerteslag – for derefter at sende et nyt hjerteslag afsted. I et normalt hjerte trækker alle kamrene sig således sammen regelmæssigt eller rytmisk.
- Sinusknuden
- Venstre atrium
- Elektriske impulser fra sinusknuden
- AV-knuden
- højre atrium
- Venstre hjertekammer
- Højre hjertekammer
Det er dine hjerteslag, der danner din puls, som du kan føle – for eksempel ved håndleddet eller på halsen. Hastigheden og regelmæssigheden af dine pulsslag – og dermed din hjerterytme – kan måles ved at “tage pulsen”. Pulshastigheden (pulsslag per minut) fortæller hvor hurtigt dit hjerte slår. Og rytmen kan bedømmes på og pulsen er regelmæssig (“rytmisk”, “i takt”) eller om den er uregelmæssig (“urytmisk”, “ude af takt”).
Når din læge tager et EKG (“ElektroKardioGram”) er det for at bedømme hjertets elektriske impulser. Hver del af EKG’et afspejler forskellige dele af de elektriske impulsers vej igennem hjertet.