I dette webinar taler Peter Steen Hansen og hjertelæge Jacob Pontoppidan om ablationsbehandling af atrieflimren. Både om, hvor virksomt ablationsbehandling er, og hvornår man bør overveje ablation.
Atrieflimren er en af de mest almindelige hjerterytmeforstyrrelser, som påvirker mange mennesker verden over. Omtrent 150.000 danskere har atreflimren og der kommer cirka 20.000 nye til hvert år. Denne tilstand, også kendt som hjerteflimmer, kan føre til alvorlige komplikationer som slagtilfælde og hjertesvigt, hvis den ikke behandles korrekt. En af de mest effektive behandlingsmetoder for atrieflimren er ablation, en procedure, som kan reducere symptomerne og forbedre livskvaliteten for mange patienter.
Hvad er atrieflimren?
Atrieflimren er, når hjertets øvre kamre (forkamre eller atrier) slår uregelmæssigt og ofte meget hurtigt. Denne uregelmæssighed kan føre til mindre effektiv tømning af hjertet og øge risikoen for blodpropper, som kan forårsage slagtilfælde – stroke. Symptomerne inkluderer hjertebanken, træthed, svimmelhed og åndenød, men nogle mennesker mærker ikke noget. Atrieflimren kan både optræde periodisk – altså perioder med atrieflimren og mellemliggende perioder med normal hjerterytme – og konstant.
Ablation: En effektiv behandling
Ablation er en procedure, der korrigerer de elektriske signaler i hjertet, som forårsager den uregelmæssige rytme. Lægen fører et tyndt rør (kateter) gennem blodkarrene til hjertet, hvorefter der anvendes varme, højspændingsstrøm eller kulde til at ødelægge små områder af hjertevævet, der laver de unormale elektriske signaler.
Vi fremhæver i webinaret, at ablation oftest er meget effektiv. Især for patienter, hvor medicin ikke virker godt nok. Fordelene ved ablation er færre symptomer, bedre livskvalitet og lavere risiko for komplikationer som slagtilfælde – stroke.
Hvornår bør man overveje ablation?
Det er en specialistopgave at vurdere, hvem der skal have ablation. Denne vurdering bør ske i samarbejde mellem patienten og en kardiolog (hjertespecialist), helst en, der har erfaring med atrieflimren.
Faktorer, der skal overvejes:
- Symptomernes sværhedsgrad: Patienter med svære symptomer, der påvirker deres daglige liv, kan have stor gavn af ablation.
- Effekten af medicin: Hvis medicin ikke har været effektiv eller har givet bivirkninger, kan ablation være et bedre alternativ.
- Patientens alder og generelle helbred: Hos meget gamle (over 80 år) og hos personer med mange konkurrerende sygdomme, bør man grundigt overveje, hvilken behandling, der vil være bedst..
- Varigheden af atrieflimren: Patienter med kortvarig atrieflimren, der kommer og går, har ofte bedre resultater med ablation end dem med vedvarende atrieflimren. I særlig grad hvis du har haft konstant atrieflimren meget længe.
Fremtidsperspektiver og konklusion
Forskning i ablationsteknikker og -udstyr fortsætter med at udvikle sig. Det betyder, at ablationsbehandlingen hele tiden udvikler sig i retning af højere effektivitet og større sikkerhed. Nye teknologier som avancerede billeddannelsesteknikker og nye ablationsenergier gør ablation mere præcis og mindre invasiv.
I webinarets konklusion fremhæver vi vigtigheden af grundig vurdering og individuel behandlingsplanlægning for patienter med atrieflimren. Samarbejde mellem patienten og en kardiolog med speciale i atrieflimren er afgørende for at vælge den bedste behandling på det rette tidspunkt. Ablation er ofte en attraktiv behandlingsmulighed, der kan forbedre livskvaliteten og reducere risikoen for alvorlige komplikationer hos mange patienter med atrieflimren.
Atrieflimren kan være udfordrende, men med avancerede behandlinger som ablation og vejledning fra specialister med særlig interesse i atrieflimren, kan mange patienter opnå bedre kontrol over deres hjerterytme og leve et bedre liv.