Medicinsk behandling af atrieflimren (hjerteflimmer)

Medicinsk behandling af atrieflimren

Vigtigst er: stillingtagen til behov for blodfortyndende behandling (“AK-behandling”).

Frekvenskontrol

Principielt kan man vælge to strategier for medicinsk behandling, når man har atrieflimren. Den ene strategi kaldes for “frekvenskontrol”. Den går i princippet ud på, at man accepterer atrieflimren, men medicinerer for at undgå for hurtig overledning af flimmer-impulserne fra forkamrene til hjertekamrene. Det betyder, at medicinen skal forhindre, at pulsen bliver for hurtig. I såvel hvile som under aktivitet. Målet for behandlingen er, at hvilepulsen ikke skal være over 90/minut og at pulsen under moderat aktivitet (rolig gang, én etage trappegang) ikke skal komme over 115/minut.

De stoffer man vil vælge til frekvenskontrol er betablokkere (for eksempel metoprololsuccinat, selozok, atenolol), calciumblokkere (for eksempel verapamil) eller digoxin. Betablokkere har ofte bivirkninger i form af træthed, manglende fysisk kapacitet, vægtstigning, impotens og urolige drømme. Calciumblokkere kan give forstoppelse og tendens til hævede ankler og underben.

Rytmekontrol

Den anden strategi til medicinsk behandling af atrieflimren kaldes for “rytmekontrol”. Den går ud på, at stoppe atrieflimren og forhindre nye tilfælde. Altså en strategi der går ud på at holde hjerterytmen normal (sinusrytme).

De stoffer man vil vælge til rytmekontrol, kan igen være betablokkere eller calciumblokkere. Begge er dog ikke særlig effektive i denne forbindelse. Mere effektive er flecainid (=Tambocor), propafenon (=Rytmonorm), sotalol (=Sotacor) og amiodaron (=Cordarone/Cordan).

Flecainid

Flecainid er ofte ganske effektivt – både i forhold til at stoppe anfald af atrieflimren og at forebygge nye anfald. Det kan kun anvendes, hvis der ikke er nedsat pumpefunktion af hjertet eller tegn på åreforkalkning. Bivirkninger er ofte beskedne. Der kan være bivirkninger i form af synspåvirkning eller tendens til svimmelhed. Årsagen til disse er, at stoffet ikke kun virker på hjertet, men også kan påvirke nervecellerne i centralnervesystemet. Man vil oftest anbefale at kombinere flecainid med en mindre dosis betablokker eller calciumblokker. Det skyldes, at flecainid nogle gange kan få en flimmer til at blive til en såkaldt atrieflagren.

For at undgå at atrieflagren under samtidig behandling med flecainid skal give al for hurtig puls, vil man give supplerende medicin (betablokker eller calciumblokker). Den supplerende medicin hæmmer impulsoverledningen fra forkamre til hjertekamre. Man behøver ikke altid tage flecainid som en fast, daglig, medicin. Mange kan nøjes med at tage flecainid, når man får anfald af atrieflimren. Man kalder det for “pill-in-the pocket” behandling. Det er vigtigt at tale med en hjertelæge om muligheden for at bruge flecainid på denne måde.
Læs mere om Flecainid på Medicin.dk.

Sotalol

Sotalol er ikke meget mere effektivt end betablokkere. Til gengæld giver stoffet risiko for rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene, som kan være farlige. Dette ses specielt hos personer med nedsat nyrefunktion. Yderligere ses det hos kvinder og hos personer, som samtidig får anden type af medicin, der kan påvirke det såkaldte QT-interval, som måles på hjertediagrammet (EKG).
Læs mere om Sotalol på Medicin.dk.

Multaq

Multaq er – efter min erfaring – ikke særligt effektivt, og har mange bivirkninger. Ofte i form af meget generende kvalmetendens.
Læs mere om Multaq på Medicin.dk.

Amiodaron

Amiodaron (Cordarone eller Cordan) er det mest effektive stof til at undgå atrieflimren. Det har imidlertid også mange bivirkninger – specielt ved langtidsbehandling (mere end 6 måneder). Bivirkningerne spænder fra en generende lysoverfølsomhed for sollys (man tåler dårligt solen – bliver hurtigere forbrændt) til stofskiftepåvirkning og risiko for påvirkning af lever-, lunge- og nervesystem. Det kan være udmærket af anvende dette stof i en kortere periode. Eksempelvis før og efter DC-konvertering (stød på brystet for at stoppe atrieflimren) eller i en periode efter ablationsbehandling. Herudover vil jeg sjældent anvende det til mere langsigtet behandling på grund af de mange bivirkninger.
Læs mere om Amiodaron på Medicin.dk.

Flecainid (Tambocor), propafenon (Rytmonorm), sotalol (Sotacor) og Multaq behandling bør altid startes under indlæggelse (typisk 2 døgn), hvor hjerterytmen overvåges. Cordarone kan godt startes uden samtidig indlæggelse og overvågning.

Bivirkninger ved medicinsk behandling af atrieflimren

Bivirkninger til de forskellige former for medicin fremgår dels af indlægssedlerne i medicinpakningerne, dels kan du spørge din læge om dette. Jeg vil dog nævne et par bivirkninger, som man ikke altid er tilstrækkeligt opmærksomme på at fortælle om.

En hyppig bivirkning, jeg ofte selv hører om – specielt når man får medicin af typen betablokker, sotalol og amiodaron (Cordan/Cordarone) – er øget træthed og nedsat fysisk funktionsformåen. Dette skyldes, at medicinen også sænker den normale puls (sinusrytmen bliver langsommere, end den ellers ville have været), og – vigtigt – at pulsen stiger langsommere under fysisk aktivitet, end den normalt ville gøre. Billedligt kan man sammenligne det med, at hvor du – under fysisk aktivitet – træder på speederen, så træder medicinen samtidigt på bremsen. Det betyder, at det går for langsomt med at øge ilt-tilbuddet til muskler og andre organer – og dermed, at man for hurtigt “kører træt”. Generelt skal man derfor sørge for at justere medicindoser til så lave niveauer som muligt. Og undlade at kombinere medicin med pulsdæmpende egenskaber (for eksempel kombination af betablokker og Cordan/Cordarone).

Specielt med Cordan/Cordarone og Sotalol/Sotacor skal man være forsigtig med at give andre lægemidler. En del – også ganske almindelige – lægemidler forstærker nogle effekter af Cordan/Cordarone og Sotalol/Sotacor, så du kommer i risiko for nogle alvorlige hjerterytmeforstyrrelser. Det er derfor vigtigt, at du spørger din læge eller på sygehuset, om den medicin du allerede får – eller ny medicin – går an sammen med den hjerterytmeregulerende medicin.

Comments

31 svar til “Medicinsk behandling af atrieflimren”

  1. Marius Avatar
    Marius

    Hej Peter,

    Er AV nodal reentry takykardi (AVNRT) UNS (DI471R) set som atrieflimren?

    På forhånd tak.

    1. Peter Steen Avatar
      Peter Steen

      Hej Marius,
      AV nodal reentry takykardi (AVNRT) er en helt anden hjerterytmeforstyrrelse end atrieflimren. Du kan finde opslag om begge typer af hjerterytmeforstyrrelse på min blog.
      Mvh
      Peter Steen

  2. Britta Madsen Avatar
    Britta Madsen

    Hej Peter.
    Jeg skriver til dig, fordi min mor på 88 år, er meget påvirket af hjerteflimmer. Hun har indtil for 6 måneder siden kunnet spille golf og været fysisk aktiv, men så kom hjerteflimmeren. Hun bliver behandlet med betablokkere, men hun flimrer fortsat. Hun har åndenød, træthed og kan ikke overkomme noget. Hun bliver opgivende og er meget grådlabil. Altså forringet livskvalitet.
    Er der andre muligheder end betablokkere, når hun er 88 år ?
    Vh Britta Madsen, Hobro

    1. Peter Steen Avatar
      Peter Steen

      Kære Britta,
      Tak for din henvendelse.
      Jeg kan ikke se, om din mor har været set af en hjertelæge – eller om det er hendes praktiserende læge, der har taget sig af hende. I hvert fald er hun ikke taget tilstrækkeligt hånd om, når hun fortsat er så påvirket af sin atrieflimren, som du beskriver. Jeg vil foreslå, at hun bliver set og virderet af en hjertelæge – og, hvis dette allerede er sket – at hun får en ny tid til en opfølgende konsultation. Og en behandling, som kan give hende en bedre livskvalitet tilbage igen.
      Mvh. Peter Steen

  3. Lene Nordby Villumsen Avatar
    Lene Nordby Villumsen

    Hej Peter

    Jeg fik konstateret arterieflimmer i september 2021. Man igangsatte derfor behandling med:
    Bloxazoc 50 mg – morgen og aften
    Eliquis 5 mg – morgen og aften
    Atorvastatin 40 mg – morgen

    Efter jeg har fået den medicin får jeg svedeture, som da jeg var i overgangsalderen. Jeg er nu 70 år, så det er ikke overgangsalder.
    Jeg forbinder disse anfald med ovenstående medicinindtag, kan det passe, og har du hørt om andre med den bivirkning?

    Med venlig hilsen
    Lene

    1. Peter Steen Avatar
      Peter Steen

      Hej Lene,
      Tak for din henvendelse og spørgsmål.
      Det kan godt være Bloxazoc, der giver dig “svedeture”. Det kan dog også være din atrieflimren som sådan. Jeg vil foreslå, at du taler med din praktiserende læge om det – eventuelt kunne man prøve at skifte fra Bloxazoc til Veraloc. Det er en anden type medicin end Bloxazoc, men også med den virkning, at det bremser impulsledningen fra forkamre til hjertekamre.
      Med venlig hilsen,
      Peter Steen

  4. Anne Jørgensen Avatar
    Anne Jørgensen

    Hej Peter
    Jeg er af en spansk læge ordineret bisoprolol 2,5 mg, og digixina 0,25mg i 5 dage, 2 dage fri. Jeg har tidligere fået 100 mg metoprolol og 0,125 mg digoxin mod hjerteflagren. Har været uden flagren i et halvt år, men så kom det igen, og jeg kunne ikke stoppe det . Derfor henvendelse til læge i Spanien, hvor jeg er på ferie. Lægen kasserede min medicin og sagde det brugte man ikke mere. Er bisoprolol og metoprolol meget forskellig? Vh Anne

    1. Peter Steen Avatar
      Peter Steen

      Hej Anne,
      Tak for din henvendelse.
      Der er ikke den store forskel på bisoprolol og metoprolol. Begge er “betablokkere”. Metoprolol anvendes fortsat i stor udstrækning, men bisoprolol er da også et udmærket produkt. Jeg vil anbefale, at du taler med din læge og eventuelt med hjertelæge i sygehusambulatoriet eller en privatpraktiserende hjertelæge, når du kommer hjem fra Spanien.
      Med venlig hilsen,
      Peter Steen

  5. Allan Olesen Avatar
    Allan Olesen

    Hej Peter.
    Jeg har haft hjertestop og har en ICD som har hjulpet mig et par gange. Jeg fik betablokker ( Carvedilol) 25 mg. Efter sidste stød fra ICD en, blev jeg sat i behandling med Codarone 200 mg. Det vil sige at jeg får både betablokkere 25 mg. X 2 Og Cordarone 200 mg. Tror du evt. der kan være andre muligheder. Jeg har på det sidste oplevet en ubehagelig muskeltræthed, jeg er fysisk ret aktiv men bliver selvfølgelig begrænset af dette. Det skal siges at jeg også får Atorvastatin 40 mg. Et middel som jo også kan forårsage muskeltræthed.
    Tak for rigtig god information iøvrigt.

    Venlig hilsen
    Allan

    1. Peter Steen Avatar
      Peter Steen

      Hej Allan,

      Tak for din henvendelse og interesse for min blog ”Rytmedoktor”.
      Jeg vil anbefale dig, at du taler med arytmilægerne på det center, der har ansvaret for din ICD. Der kan godt være andre muligheder – fx ablationsbehandling – men det afhænger af, hvad det helt konkret er, der er sket forud for dine stød fra ICD’en.

      Med venlig hilsen,
      Peter Steen

      1. Allan Avatar
        Allan

        Hej igen.
        Det der er gået forud for de hjertestop jeg har haft (sidste for et år siden) er at man mener det er ekstrasystoler som er kommet i løb, altså mange lige efter hinanden. Man mener ikke ablation vil være tilrådeligt idet jeg i forvejen har et stort område af hjertet som ikke fungerer. Jeg fik en blodprop i hjertet for knap 30 år siden hvor jeg mistede noget hjertekapacitet. Det jeg gerne vil spørge dig om er om du kan anbefale en alternativ/ mindre medicinmængde så jeg ikke er så hæmmet fysisk. Jeg tænker på at jeg får Cordarone og betablokkere.

        Tak for svar iøvrigt.
        Mvh.
        Allan

        1. Peter Steen Avatar
          Peter Steen

          Hej Allan,
          Tak for opslag.
          Som jeg skrev i mit sidste svar, vil jeg foreslå, at du taler med hjertelægerne der, hvor du bliver fulgt på grund af din ICD. Jeg synes, dit spørgsmål er lidt for komplekst af svare på, når jeg ikke kender mere til dig, end de få opslag, du har sendt mig.
          Held og lykke.
          Mvh
          Peter Steen

  6. Ole Siggaard-Andersen Avatar
    Ole Siggaard-Andersen

    Kære Peter Steen,
    Jeg ser først RytemeDoktor.dk nu, hvor der linkes til den i Den Korte Avis. Min kone (84 år) har haft anfald af atrieflimren i snart et års tid med anfald hver 3-4 uge. Hun får metoprolol-succinat og eliquis. Anfaldene varer fra 4 – 10 timer og kan stoppes med metoprolol-tartrat. Måske jeg skulle prøve flecainid ved anfald? Jeg er meget imponeret over din hjemmeside.
    Med venlig hilsen
    Ole Siggaard-Andersen,
    Speciallæge i klinisk biokemi.

    1. Peter Steen Avatar
      Peter Steen

      Kære Ole,
      Tak for din kommentar og dit spørgsmål. Jeg vil ikke tilråde flecainid til din hustru. Vi bruger helst ikke denne type antiarytmika til +80-årige, da man ikke bør give det til personer med aterosklerose – og det er der trods alt en vis a priori risiko for, at din hustru kan have – selvom hun i øvrigt er rask og rørig. Jeg vil anbefale, at hun fortsætter som nu og anvender metoprololsuccinat til at kupere anfaldende med.
      Med venlig hilsen,
      Peter Steen

  7. Jette Kjærgård Avatar
    Jette Kjærgård

    Hej Peter. Jeg har fået ablation tre gange sidst sept. 21 på ÅUH De skriver at proceduren var vellykket, der skulle dog to overlæger til at udføre det!
    Problemet er, at det ikke har været et godt resultat i praksis, altså for mig. Indtil midt januar havde jeg forskellige rytmer, hurtig, langsom med pauser, og ind imellem normal rytme(føltes det som)Hjertelægerne diagnostiserer det som atrieflimmer/atrieflagren og Multifokal atrietakycardi!? Sidste Egk viste atriefl.
    Pga af svær nedsat pulsamplitude og arvævsdannelse kan jeg ikke få flere ablationsbeh(siger overlæge Sam) men ved recidiv skal der behandles medicinsk( Flecainid) eller alternativt pacemaker og HIS ablation!!?? Nu har jeg så recidiv og er indkaldt til indlæggelse på ÅUH hvor de skriver til justering af medicinsk behandling.
    Mit spørgsmål til dig: hvad mener du om det og hvorfor kan jeg ikke får flere almindelige ablationsbeh??
    Undskyld, at mit spørgsmål blev så lang!
    Mvh Jette Kjærgård

    1. Peter Steen Avatar
      Peter Steen

      Hej Jette,
      Tak for dine spørgsmål – som bestemt ikke er for lange.
      Når overlæge Sam Riahi bedømmer mulighederne for at få noget godt ud af flere ablationer som ringe, har jeg ingen grund til at betvivle dette. Hvis dine tilbagefald fortrinsvist er i form af “atrieflagren”, som det har været tidligere, er Flecainid nok ikke det bedste valg som medicinsk behandling. Tværtimod kan man opleve, at Flecainid forstærker tendensen til atrieflagren i stedet for at gavne! Der findes andre muligheder for medicinsk behandling end Flecainid, men jeg mener bestemt også at en pacemaker og efterfølgende “His-ablation” kunne være et godt valg i din situation. Alt i alt bør du være helt tryg ved den rådgivning du får i Aalborg.
      Med venlig hilsen,
      Peter Steen

  8. Gun Mow Avatar
    Gun Mow

    Hej Peter. Vi har tidligere været kontakt. Mit spørgsmål er: Jeg fik cordarone i 1/2 år for at stoppe atrieflimmeranfaldene som jeg stadig fik trods ablation PFA ( okt 21). Det var skøntat være fri for flimmeri 4 mdr, med desværre medførte den for lavtstofskifte plus andet. Jeg er nu medicineret med eltroxin, så stofskiftetallene er normale, ….men…..kan jeg forvente at jeg skal leve med det fremover

    Med venlig hilsen Gun

  9. Sus Avatar
    Sus

    Hej.
    Vil det være muæigt at få en hurtig second opinion hos jer ?

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Susanne,
      Hvis det er en “second opinion”, der ikke kræver adgang til sundhedsjournal, men hvor du kan beskrive problemet, er du velkommen til at maile direkte til mig (psh@molholm.dk). Hvis det derimod er lidt mere komplekst og kræver, at jeg også får mulighed for at gennemgå din sundhedsjournal og resultatet af tidligere undersøgelser, kan du kontakte hjertesekretærerne på Privathospitalet Mølholm og booke en tid til en “second opinion”. Det kan være videokonsultation eller fysisk fremmøde. Du når hjertesekretærerne på mail: hjerte@molholm.dk
      Mvh Peter Steen

  10. Marianne Würtz Avatar
    Marianne Würtz

    Hej Peter.
    Tak for en fantastisk website, der giver grundige forklaringer på stort set alt! Jeg har dog flg. spørgsmål:
    Jeg får metoprololsuccinat 25 mg morgen og aften mod atrieflimren, som opstod eller blev opdaget på intensiv efter en hjerteklapoperation (biologisk hjerteklap) i dec.2024. Som bivirkning har jeg voldsom træthed, som bevirker at jeg overkommer meget lidt, og det gør mig mismodig. Kunne jeg forsøge med 50 mg til natten i stedet? I indlægslisten står der ved al brug: én gang dagligt, så jeg ved egl. ikke, hvorfor jeg skal tage det 2 gange dagligt. Da jeg typisk er vågen 1-2t hver nat, vil jeg helst tage det til natten. Jeg er 68 år og tager også Rivaroxaban 20 mg og Atorvastatin 20 mg.
    Med venlig hilsen Marianne

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Marianne,
      Jeg er glad for, at du synes om Rytmedoktor.
      Jeg synes fint, du kan prøve at tage 50 mg metoprolol om aftenen/til natten og dermed undlade morgendosis. Jeg kan ikke læse af din kommentar, om du har konstant atrieflimren sidne hjerteklapoperationen, eller om det er til og fra. Hvis det har været konstant tilstede siden december 2024, er der nok ikke så meget andet at gøre ved det, end at sikre pulsen ikke bliver uhensigtsmæssig høj. Det er den effekt metoprolol har. Desværre har metoprolol ofte den bivirkning, at man bliver meget træt og ikke overkommer så meget. I den situation kan man forsøge at skifte fra metoprolol til verapamil. Det kan du prøve at tale med din læge/hjertelæge om. Hvis du ikke har atrieflimren konstant, kunne det være en mulighed at tænke på f.eks. ablation. Men, som jeg skriver, det er ikke relevant, hvis du har flimren hele tiden og har haft det siden operationen.
      Med venlig hilsen,
      Peter Steen

  11. Gorm Peter Gorell Avatar
    Gorm Peter Gorell

    Hej Peter

    Min hjertelæge på Randers fortalte mig at det ikke var klogt at blive ved med DC konvertering? Dette er jeg lidt uforstående overfor, det hjælper med det samme og holder ca. 1,5 år pr. Gang – jeg har nu fået 4 stød i alt – Jeg er ikke så interesseret i medicinsk behandling udover Eliquis og Astorvatin som jeg tager dagligt.
    Hun nævnte endvidere en evt. ablation, men jeg mener ikke det er så godt når det er vedvarende flimmer jeg har når det går i gang?
    Min hvilepuls svinger normalt fra 35-65

    Men spørgsmålet er om jeg ikke bare kan fortsætte DC konvertering når det hjælper så godt?

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Gorm,
      Tak for dit meget relevante spørgsmål. Når der går ca. 1,5 år imellem DC-konverteringerne, vil jeg normalt acceptere det som en 100% gangbar strategi. Alternativt er jeg enig i, at ablation kan være en overvejelse værd. Reservationen overfor effekten af ablation går mere på, om man har gået meget lang tid med konstant flimren. Hvis du normalt er blevet DC-konverteret relativt hurtigt, vil ablationsbehandling forventes at have god effekt hos dig.
      Mvh
      Peter Steen/Rytmedoktor

  12. Christian Christensen Avatar
    Christian Christensen

    Hej Peter!
    For mit atrieflimren bliver jeg behandlet med Rytmonorm, 250 mg om morgen og 300 mg om aften. Til morgen får jeg også Lixiana og Lanzoprazol.
    Til aften Nilemdo 180 mg og 12,5 mg betablokker.
    Jeg har utroligt svære bivirkninger, især om aften, begynder godt en timer efter indtagelse af medicinen. Luft i maven, små mavekramper, kvalme, altså rigtig ubehag. Det fortsætte med ind i natten, og til morgen kommer dertil så ofte enten hård afføring eller meget løs.
    Jeg er udredt både med gastroskopi og koloskopi uden forekomst af nogen art, blot en lille hæmoroide, dog uden gener.
    Findes der en anden medicin jeg bedre kan tåle?

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Christian,
      Tak for mail og spørgsmål.
      Det kunne være en mulighed at prøve med “Flecainid” som alternativ til “Rytmonorm”. De to præparater virker nærmest på samme måde overfor atrieflimren, men det kunne være, at du vil opleve færre bivirkninger, hvis du blev omstillet til “Flecainid”.
      Et andet – og nærliggende – alternativ kunne være en “ablationsbehandling”. Du kan læse mere om ablation for atrieflimmer på “Rytmedoktor”, men kort fortalt er det en både effektiv og meget sikker behandling.

      Jeg vil foreslå, at du taler med hjertelægerne om alternativer – både medicinsk og ablation – til din nuværende medicinering med Rytmonorm.

      Med venlig hilsen,
      Peter Steen

  13. Ulla B. Avatar
    Ulla B.

    Jeg har haft paroksystisk hjerteflimmer siden 2015. I 2017 en mislykket ablation, der endte ud i hjertestop og sternotomi, fordi mit hjerte ligger malroteret pga. overvægt. Dette har dæmpet min lyst til ablation betragteligt. Ny ablation lidt senere i forløbet har ikke haft den store effekt, og jeg er nu på Multaq, Metoprololsuccinat 50 mg og selvfølgelig Eliquis. Jeg har en hjertestent pga. en forsnævring, og derfor er anden hjertemedicin ikke mulig, har jeg fået at vide.
    Mit problem er en overvældende træthed, som bliver værre og værre og som jeg snart ikke kan være i længere. Multaq har desuden aldrig haft en jubel-effekt, men dæmper dog min flimmer en hel del, omend jeg har episoder hver eneste dag og ofte om natten også.
    Min hvilepuls ligger typisk omkring 50-55, men kan sagtens dale til under 50, og mit BT ligger for det meste også fint, men kan dale til 95/65.
    Jeg starter snart hos en coach med speciale i vægttab og overspisning. Ville et vægttab kunne betyde, at min hjerteflimmer måske bliver så meget forbedret, at jeg kan undvære Multaq, eller skal jeg stille og roligt begynde at affinde mig med tanken om et nyt ablationforsøg?

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Ulla og tak for din kommentar og spørgsmål. Der er flere undersøgelser, der har peget på, at et større vægttab kan betyde, at der bliver færre problemer med flimren. Både færre episoder og af kortere varighed, men også, at den flimmer, der så alligevel måtte komme, bliver nemmere “at leve med”. Hvis ikke du oplever tilstrækkelig effekt af vægttab, synes jeg du, sammen med din læge/hjertelæge skal overveje en ny ablation.
      Med venlig hilsen,
      Peter Steen/Rytmedoktor

  14. Jens Larsen Avatar
    Jens Larsen

    Hej Peter , Jakob og sam

    Jeg var med på webinaret i går , det var super. Jeg venter på ablation på 5 uge og har fået en tid den 3-11 – 26 i Ålborg men overveje af forskellige årsager at ta ned til jer. I mellemtiden er jeg på isoptin 120 mg som er ok men den sidste uge har jeg fået trælse bivirkninger voldsom tinitus, muskel spændinger, tricks i håndryggen begge hænder , let kvalme , nedsat appetit,tunge ben og ingen energi. Kan jeg evt droppe isoptin og ta en metroprolol i stedet for. Jeg fik fryse behandling i 2023 Ålborg med fin effekt.
    Fik nethindeløsning i påsken 2026 fuld narkose og dagen efter var der fuld galop i hjertet on off en eller 2 gange i ugen. Ny nethindeløsning på samme øje 16 uger efter sidste. Så afventer olie fjernelse om 4-5 uger og så er det at jeg syntes det kolliderer lidt med den blodfortyndende behandling og en ny nethinde operation. Håber det gi mening

    Mvh Jens mand 57 år 193. 93 kg

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Jens,
      Tak for spørgsmål og dejligt, at du kunne lide vores webinar.
      Det vil være OK at tage metoprolol i stedet for Isoptin. F.eks. 50 mg metoprolol dagligt.
      Jeg vil anbefale, at du taler med øjenlægerne om, hvad der vil være den bedste planlægning. Du bør ikke holde pause med blodfortyndende medicin de første 8 uger efter ablationen.
      Mvh
      Rytmedoktor/Peter Steen

  15. Lis Hvolby Avatar
    Lis Hvolby

    Hej Peter
    Jeg blev diagnostiseret med hjerteflagren for 2 mdr siden. Jeg spillede bordtennis og fik pulsen for højt op og blev dårlig og hentet af 112 til HH jeg fik metoprololsuccinat 50 mg 1 gang daglig og Xarelto 1 gang daglig. 10 dage efter blev jeg igen hentet af 112 pga hjerteflimmer og HH ordinerede metoprololsucc 50 mg 2 gange daglig jeg synes det hjalp mig fantastisk, men så blev jeg ramt af divertikulitis ( jeg tror nerverne gik i maven) og fik en Bioclavid behandling som hjalp bortset fra mine tarme har lidt lider under den behandling 10 dage efter fik jeg et voldsomt hjerteflimmer anfald og måtte hentes med 112 igen det viste sig at jeg havde fået blærebetændelse og fik Selexid kur på 5 dage. De sidste 3 uger har jeg haft voldsom angst og nerver om morgenen som selv 1 oxapax ( ordineret af psykiater fordi jeg for nu 3 år siden fandt min mand død af hjertestop på vores badeværelse) ikke kan hjælpe mig. Jeg er 71 år og ofte hjælper det på angsten når jeg er sammen med mennesker jeg er tryg ved ja så kan jeg nærmest føle mig helt rask. Jeg spekulerer på om denne angst kan være en bivirkning af metoprololsuccinat ? Men så ville angsten vel ikke gå væk når jeg er sammen med andre ?
    Jeg har først en konsultation hos min egen læge d 5. Okt. og vil nødig opfattes som hypokonder
    Mange hilsner Lis

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Lis,
      Det er desværre ikke ualmindeligt med angst i forbindelse med hjertesygdomme og også i forbindelse med hjerteflimmer. Jeg tror ikke så meget på, at det er en bivirkning til Metoprolol. Jeg vil foreslå, at du taler med din praktiserende læge om muligheden for at få en henvisning til en psykolog – gerne en, der ved noget om reaktioner på hjertesygdomme. Måske kan Hjerteforeningen også være en hjælp.
      Mange hilsner,
      Peter Steen/Rytmedoktor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rytmedoktor er hjertelæge Peter Steen Hansen, Jacob Pontoppidan og Sam Riahi, som igennem mange år har beskæftiget sig med hjerterytmeforstyrrelser.

Om Rytmedoktor