Rytmeholdets sommertur 27-28. juni 2026

,

Rytmeholdet er et cykelhold, der består af ca. 30 mænd og kvinder. De har alle det til fælles, at de har haft udfordringer med hjertet. Holddeltagerne er en blanding af tidligere elitecykelryttere og glade cykelamatører. Og med ”Rytmedoktor”/Peter Steen som en del af holdet. Mange har haft svært ved at komme i gang med fysisk aktivitet igen, efter deres hjerteproblem er blevet håndteret. Men har på Rytmeholdet fundet det fællesskab og den tryghed der gør, at lysten og modet til fysisk aktivitet er kommet tilbage. Der trænes en gang om ugen og en weekenddag hver måned samles holdet til en længere tur med efterfølgende frokost. En gang om året samles hele holdet med ægtefæller til et weekendarrangement.

Denne gang gik det ud over Fåborg og omegn. I den varmeste weekend i danmarkshistorien cyklede vi 80 km på Sydfyn og Tåsinge lørdag og 45 km søndag. Men på trods af varmen klarede alle det flot – selvom man har haft, eller stadig har, problemer med hjertet, kan man godt klare fysisk belastning, når man husker at passe på hinanden.

Alle deltagere samlet foran Hotel Fåborg Fjord før afgang på lørdagens tur til skønne Sydfyn og Tåsinge – i 35 graders tropevarme. Cykelentusiaster kan genkende Jørgen Emil Hansen, Leif Mortensen, Jørn Lund, Per Sandahl, Lars Henry Andersen og Per Frederiksen.

Flot holdopstilling foran Svanninge Kirke på søndagsturen


Det er meget almindeligt, at personer, der oplever problemer med hjertet, ikke længere tør være fysisk aktive. Men i virkeligheden er det bedste, man kan gøre for både sig selv og hjertet netop at fortsætte med de aktiviteter, man sætter pris på. Og griber man det fornuftigt an, kan de fleste – på trods af hjerteproblemer – fortsætte med at være fysisk aktive. Det er kun godt for både krop og hjerne.

For mig som hjertelæge er det en stor glæde at se personer, der på grund af problemer med hjertet er blevet tilbageholdende med at holde sig fysisk i gang, ”kommer op på hesten igen”. Og se, hvor meget glæde det giver at kunne fortsætte med et fysisk aktivt liv.

Comments

2 svar til “Rytmeholdets sommertur 27-28. juni 2026”

  1. Ib Østergaard Avatar
    Ib Østergaard

    Hej Peter. Er det en mulighed at blive en del af jeres cykelhold. Jeg er 67 år og er ablateret to gange på henholdsvis på OUH. Og Mølholm af dig. Jeg er cykel motionist, og cykler to til tre gange om ugen, lidt afhængig af vejret. Jeg holder meget af fællesskabet i cykling, og ser mig selv en med humor og godt humør samt selvironi. På forhånd tak.

    1. Peter Steen Hansen Avatar
      Peter Steen Hansen

      Hej Ib,
      Tak for dit spørgsmål om “Rytmeholdet”. Jeg har ladet din forespørgsel gå videre til ledelsen af holdet. Du hører nærmere.
      De bedste hilsner,
      Peter Steen/Rytmedoktor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rytmedoktor er hjertelæge Peter Steen Hansen, Jacob Pontoppidan og Sam Riahi, som igennem mange år har beskæftiget sig med hjerterytmeforstyrrelser.

Om Rytmedoktor