Hjertet består af fire kamre – to forkamre og to hjertekamre. Forkamrene kaldes også for atrier (ét atrium) og hjertekamrene for ventrikler (én ventrikel). Hjertet skal dels pumpe “det gamle” blod, hvor ilten er brugt ude i kroppen, gennem lungerne, så blodet kan tilføres ny energi (=ilt) og dels pumpe “det friske” blod, som er iltet i lungerne, ud i kroppen som vores “brændstof”. Kredsløbet i hjertet er illustreret med en blå side (højre forkammer og højre hjertekammer), som modtager det iltfattige blod fra kroppen og pumper det ud i lungekredsløbet. Og en rød side (venstre forkammer og venstre hjertekammer), som modtager det iltrige blod fra lungerne og pumper det ud i kroppen.
Elektriske signaler
Styringen af pumpefunktionen foregår elektrisk. Sinusknuden sender regelmæssigt signaler ud i forkamrene – roligt i hvile og hurtigere, når vi er i aktivitet – som får forkamrene til at tømme sig ned i hjertekamrene. De elektriske signaler fra forkamrene samler sig i AV-knuden og ledes herfra ned igennem et ledningssystem til hjertekamrene. Hermed gives der signal til hjertekamrene om at tømme sig. Normalt medfører denne elektriske styring en puls, der svinger – afhængig af aktivitetsniveau – mellem 60 og 150 slag per minut. Nogle har lidt lavere hvilepuls, specielt hvis man er i rigtig god form. Og nogle kan få pulsen højere op, specielt børn og unge. Vi laver omkring 100.000 pulsslag i døgnet. I op til hundrede år. Imponerende, at det hos de fleste af os foregår helt uden problemer.
- Aorta
- Lungepulsåren
- Venstre atrium
- Højre atrium
- Højre hjertekammer
- Venstre hjertekammer
- Sinusknuden
- Venstre atrium
- AV-knuden
- His’ske bundt
- Venstre hjertekammer
- Højre og venstre grenbundt
- Purkinje fibre
Der kan opstå problemer med hjerterytmen, hvis der enten kommer for få impulser fra forkamrene ned i hjertekamrene. Eller hvis der kommer for mange.
Sinusknuden
Hvis Sinusknuden udsender for få impulser, bliver pulsen naturligvis også lav. Det kan give symptomer i form af træthed, svimmelhed og besvimelser. Så kaldes det for Syg Sinus Syndrom. Denne tilstand kan afhjælpes med en pacemaker.
AV-knuden
Hvis AV-knuden ikke vil overlede tilstrækkeligt mange impulser, bliver pulsen også for lav. Det kan give de samme symptomer – træthed, svimmelhed og besvimelser. Så kaldes det for AV-blok. Denne tilstand kan også afhjælpes med en pacemaker.
Tachykardi
Hjerterytmen kan også blive for hurtig. Så kalder vi det for tachykardi (græsk: hurtigt hjerte). Der er forskellige årsager til dette. Den hyppigste årsag er atrieflimren.
Hjerteklapperne
Imellem forkamre og hjertekamre – og imellem hjertekamre og henholdsvis lungepulsåren og kropspulsåren – sidder hjerteklapperne. De fungerer som énsretterventiler, og sørger for at blodet kun løber fremad – og ikke tilbage.
Højre og venstre hjertekammer sørger for at pumpe blodet henholdsvis ud i lungerne og ud i kroppen. Normalt tømmer det venstre hjertekammer sig ca. 60% for blod ved hvert hjerteslag. Hvis pumpekraften er nedsat taler vi om hjertesvigt eller nedsat pumpefunktion.