Vi bliver jævnligt spurgt, om det er forsvarligt at gå i sauna eller vinterbade, eller begge dele, når man har fået problemer med hjerteflimmer (atrieflimren). Der er ikke rigtigt større og gode videnskabelige undersøgelser at læne sig op ad, men jeg har alligevel prøvet at samle, hvad vi ved om både brug af sauna og vinterbadning, når man har hjerteflimmer.

Sauna og hjerteflimmer
For mange er sauna en vigtig del af livskvalitet, velvære og restitution. I Skandinavien har saunatraditionen dybe rødder, og patienter med hjerteflimmer spørger naturligt, om de fortsat kan nyde denne del af livet.
Hos de fleste med stabil anfaldsvis (”paroxystisk”) eller konstant (”persisterende”) hjerteflimmer er svaret ja.
Hvordan påvirker sauna hjertet?
Når kroppen opvarmes i saunaen:
- Pulsen stiger moderat, svarende til let fysisk aktivitet
- Blodkarrene udvider sig
- Man mister væske gennem sved
Dette er normale fysiologiske reaktioner, som hos langt de fleste med velreguleret hjerteflimmer tåles uden problemer. Kroppen tilpasser sig, og kredsløbet falder hurtigt til ro igen efterfølgende.
Kan sauna udløse anfald?
Sauna er i sig selv sjældent årsag til hjerteflimmer. Erfaring og større nordiske befolkningsstudier peger på, at regelmæssig, moderat saunabrug generelt er forbundet med god hjerte-kar-sundhed.
Hvis der opstår hjertebanken i forbindelse med sauna, skyldes det oftest:
- Væskemangel
- Overophedning
- Hurtig temperaturændring
Det er derfor vanerne omkring saunaen, der er afgørende.
Gode og enkle råd
Vi anbefaler en rolig og moderat tilgang:
- Hold seancerne af rimelig varighed
- Drik vand før og efter
- Undgå alkohol i forbindelse med sauna
- Køl gradvist ned
- Afbryd, hvis du føler dig utilpas
Sauna skal opleves som behagelig og afslappende – ikke som en belastning.
Hvornår skal man tænke sig om?
Vi anbefaler individuel vurdering, hvis du har:
- Nyligt debuteret eller ustabil hjerteflimmer
- Tendens til svimmelhed eller besvimelse
- Hjertesvigt eller anden betydende strukturel hjertesygdom
Samlet vurdering
For de fleste patienter med stabil hjerteflimmer kan sauna fortsat være en tryg og værdifuld del af hverdagen. Men undgå meget lange ophold, sørg for at drikke tilstrækkelig meget væske, undgå alkohol og vær i øvrigt opmærksomhed på kroppens signaler.

Vinterbadning og hjerteflimmer
Nogle vil godt kunne opleve, at vinterbadning kan udløse episoder med hjerteflimmer.
Når kroppen udsættes for (meget) koldt vand, frigøres der dels ”stress-hormoner”, som øger blodtryk og pulshastighed, dels kan der udløses en ”dykker-refleks”, der sløver pulshastigheden. Der kan altså være tale om modsat rettede påvirkninger af det nervesystem i kroppen, vi ikke selv har kontrol over, det ”autonome nervesystem”. Denne påvirkning kan udløse ekstraslag (”ekstrasystoler”) og gøre hjertet mere modtageligt for at ekstraslagene kan udløse hjerteflimmer.
Risikoen er større, hvis du springer i vandet end hvis du stiger langsomt i. Og større, hvis vandet er meget koldt, f.eks. under 10 grader, og du bliver længe i vandet.
Risikoen er også større, hvis du tidligere har oplevet at få hjerteflimmer, når du udsætter dig for kulde eller vinterbadning.
Hvis du derimod har en velbehandlet hjerteflimmer med kun få eller ingen anfald, eller du har konstant hjerteflimmer uden særlige symptomer, kan du godt vinterbade uden større risiko.
Gode og enkle råd
- Stig langsomt i og undgå alt for kolde vandtemperaturer.
- Undgå at blive længe i vandet.
- Lad være med at vinterbade, hvis du har drukket alkohol.
- Undlad, hvis det gentagne gange har givet dig symptomer.
- Lad være, hvis du er febersyg, udtalt træt eller bare i dårlig dagsform.
- Og lad selvfølgelig være med at vinterbade alene.
Samlet vurdering
Vinterbadning påvirker kroppen mere end at gå i sauna. Så, hvor stort set alle kan fortsætte med sauna, skal du tænke dig lidt mere om i forhold til vinterbadning. De fleste, der har en velbehandlet hjerteflimmer, kan imidlertid godt fortsætte også med vinterbadning.
Kombination af sauna og vinterbadning
Hvis du kombinerer sauna med koldt vand:
- Gå roligt i vandet
- Undlad, hvis det gentagne gange giver symptomer
- Undgå kuldebadning ved infektion, udtalt træthed eller dårlig dagsform


Skriv et svar