Der er nyt til alle, der har rådet deres patienter (eller sig selv) fra at drikke kaffe på grund af bekymringer om hjerterytmen.
I årtier har dogmet været enkelt: ”Fået diagnosen hjerteflimmer (”atrieflimren”)? Så skal kaffen straks væk.” Antagelsen var, at koffein øger pulsen og udløser flimmer.
DECAF-studiet, der netop er udkommet i det anerkendte amerikanske videnskabelige tidsskrift JAMA (Wong m.fl., 2025) er godt nyt for dig, der kan lide en kop kaffe.
Studiet sammenlignede patienter som fik stød på brystet for at standse hjerteflimmer (”DC-konvertering”) og som fortsatte deres daglige vaner med koffeinholdig kaffe, med en gruppe, der ikke måtte drikke kaffe.
Resultatet: Kaffedrikkerne havde en markant lavere risiko at få hjerteflimmer igen end dem, der ikke drak kaffe! Og ikke så lidt – vi taler om en 40% lavere risiko.
Om det så er en gunstig effekt af koffeinen i kaffen, hvor blokade af nogle såkaldte adenosinreceptorer kan have betydning, eller om det måske var stresset over ikke at måtte drikke kaffe, der var den egentlige udløser, kan man ikke sige noget sikkert om.
De nuværende internationale retningslinjer var allerede på vej i denne retning-de fastslår, at normalt koffeinindtag ikke er forbundet med øget AF-risiko, som vi også tidligere har talt om i et ”Rytmedoktor” webinar – men nu har vi data fra et ”lodtrækningsstudie, der antyder en mulig beskyttende effekt af kaffe.
Konklusion: Nyd din kaffe, cappuccino, latte eller espresso helt uden dårlig samvittighed.
God fornøjelse!
kilde: Wong m.fl., JAMA 2025


Skriv et svar