Hvis hjertets pumpefunktion er nedsat kan det nogle gange være aktuelt at indoperere en speciel type pacemaker, der kan stimulere både højre og venste hjertekammer på samme tid – eller på næsten samme tid. Dette kan modvirke en tendens, der ellers kan være, til at hjertekamrene trækker sig uensartet sammen. Det kalder man for dyssynkroni = sammentrækningen af forskellige områder af hjertet sker ikke på samme tid. Denne type pacemaker kaldes for CRT-pacemaker (“Cardiac Resynchronization Therapy”). En CRT-pacemaker kan vælges som alternativ til en almindelig pacemaker, hvis hjerterytmen er for langsom. Den kan også vælges udelukkende for at forbedre pumpefunktionen – uden, at der i øvrigt er behov for pacemaker. Og – endelig – kan den kombineres med muligheden for at give hjertet et stød (http://rytmedoktor.dk/hjertestarter-icd/).

Ligesom for pacemaker og ICD, kan en hjertesvigtpacemaker (CRT-pacemaker/CRT-ICD) opereres ind i lokalbedøvelse. Og – ligesom de andre typer – kan hjertesvigtpacemakeren indstilles (programmeres) ved hjælp af en specialcomputer.