Selv om du får behandling for at undgå nye episoder med atrieflimren – medicinsk eller har fået en ablation – kan det ske, at der kommer episoder med atrieflimren igen. Symptomerne kan selvfølgelig være ligeså ubehagelige og angstprovokerende som tidligere.

Hvis du oplever en ny episode med atrieflimren er det vigtigt:

  • Prøv at tage det roligt og undgå panik
  • Sæt eller læg dig ned og forsøg at tage det roligt – det kan være, det går over af sig selv
  • Med mindre du er betydeligt påvirket af din flimren og har det rigtigt skidt, er det som hovedregel ikke nødvendigt at skynde dig til lægen eller på hospitalet
  • Hvis du bliver betydeligt påvirket eller episoden ikke går over af sig selv, skal du kontakte din læge eller vagtlægen
  • Hvis du har haft en episode med atrieflimren, er det vigtigt, at du fortæller din praktiserende læge – eller hjertelægen – om dette. Hvor lang tid stod det på? Hvad mærkede du? Var der noget, du har tænkt på, kunne have provokeret episoden? Fik du nogen form for behandling?