Atrieflimren er den mest almindelige rytmeforstyrrelse, vi kender til. Den rammer 25% af os i løbet af livet. Cirka 3% – fra vugge til grav – har atrieflimren, svarende til godt 150.000 danskere. Atrieflimren kan optræde episodisk – kaldes så for “paroxystisk atrieflimren“. Eller den kan være konstant til stede – kaldes så for “persisterende eller permanent atrieflimren“. Når du har atrieflimren, er den almindelige styring af hjertets puls sat ud af drift. I stedet for en regelmæssig impulsdannelse fra sinusknuden (=sinusrytme), vil der være et kaotisk virvar af impulser i hjertets forkamre (=atrier – og deraf “atrieflimren”). Et vekslende antal af disse impulser vil ledes fra forkamrene og ned til hjertekamrene. Det betyder, at pulsen bliver helt uregelmæssig – og ofte hurtigere, end den ellers ville have været. Nogle gange meget hurtigere. Heldigvis vil AV-knuden kun tillade et begrænset antal af flimmer-impulserne at bevæge sig ned i hjertekamrene. Hvis ikke vi havde denne bremsende effekt af AV-knuden, ville vi sandsynligvis dø første gang vi får atrieflimren.

Mens der er atrieflimren, vil hjertets pumpefunktion fungere ueffektivt. Det vil sige, at der kommer mindre energi ud til kroppen, end normalt. Det vil du typisk mærke som en øget tendens til at blive forpustet. Og at du hurtigere bliver træt. Nogle mærker også den urolige hjerterytme. Der er ikke ualmindeligt, at man ofte skal af med vandet, mens atrieflimren står på. Mange mærker også nedsat koncentrationsevne, mens de har atrieflimren.