Jeg har tidligere skrevet om sammenhængen mellem overvægt og atrieflimren. Der er kommet flere nye undersøgelser, der har set på denne sammenhæng.

Jeg vil dele opslaget op i tre afsnit – 1) Hvad er sammenhængen mellem overvægt og atrieflimren; 2) Får jeg mindre atrieflimren, hvis jeg taber mig, og 3) hvordan påvirker vægttab udviklingen i atrieflimren.

Sammenhæng mellem overvægt og atrieflimren

Der er mange undersøgelser, der har vist at jo større overvægt, desto større risiko for atrieflimren. En større undersøgelse fra australske forskere viser, at risiko for atrieflimren stiger med 8% for hvert BMI-point over 27. Du regner dit BMI ud ved at dele din vægt med din højde (i meter) to gange: Du er 1,75 m (altså 175 cm) høj og vejer 86 kg – det giver 86 divideret med 1,75 = 49. Herefter dividerer du 49 med 1,75 = 28. Det giver altså et body-mass index (BMI) på 28. Du kan let finde en app på din mobil, som kan hjælpe med BMI-beregningen.

Hvad sker der, hvis jeg taber mig?

Denne figur viser, hvad der sker med din atrieflimren hvis du kun taber dig meget lidt (3%, eller – hvis du som udgangspunkt vejer 80 kg – 2,5 kg). Hvis du taber dig moderat (3-9%) og hvis du taber dig mere end 10%. Ti procent svarer til, at du taber dig 8 kg, hvis din udgangsvægt er 80 kg. Uden at gøre andet ved din atrieflimren – det vil sige, uden at medicinere dig eller behandle dig med fx en ablation – kan du reducere forekomsten af din atrieflimren med næsten 50%, hvis du taber dig 10% i vægt.

Der er også undersøgelser, der viser at du får bedre resultat ud af såvel medicinsk behandling som behandling med ablation, hvis du samtidigt taber dig.

Hvordan påvirker vægttab udviklingen i atrieflimren

Hvis du allerede har haft gentagne episoder med atrieflimren, kan din flimren udvikle sig på tre måder: 1) du kan få mindre atrieflimren, 2) du kan få flere (og længere) episoder med atrieflimren eller 3) din atrieflimren kan blive konstant.

I denne undersøgelse har forskerne kigget på, hvordan din atrieflimren udvikler sig over tid, afhængigt af, om du ikke taber dig, taber dig lidt (3-9% af din udgangsvægt) eller taber dig pænt meget (mere end 10% af din udgangsvægt). Som udgangspunkt havde cirka halvdelen af forsøgspersonerne konstant atrieflimren (= ”persistent”) og halvdelen anfaldsvis/periodisk (= ”paroxysmal”) atrieflimren. Man undersøgte så, hvor mange der blev fri for atrieflimren over tid (grå farve); hvor mange der skiftede fra anfaldsvis til konstant atrieflimren (lilla farve); hvor mange der skiftede fra konstant til anfaldsvis atrieflimren (gul farve) og hvor mange, der ikke skete noget med (grøn farve).

Du kan se, at i gruppen med størst vægttab var der flest, der blev fri for atrieflimren (52%) eller skiftede fra konstant til anfaldsvis flimren (36%). Og kun meget få, der skiftede fra anfaldsvis til konstant flimren (3%). Mens der i gruppen med det mindste vægttab var færrest, der blev fri for atrieflimren (25%) eller skiftede fra konstant til anfaldsvis atrieflimren (1%). Og flest, der skiftede fra anfaldsvis til konstant flimren (48%).

Man så altså en klar tendens til forværret og mere atrieflimren i gruppen med mindst vægttab. Og en ligeså klar tendens til forbedret og mindre atrieflimren i gruppen med det største vægttab.