Fuld bedøvelse eller ej ved ablationsbehandling?

Jeg er på bloggen flere gange blevet spurgt til min holdning for eller imod fuld bedøvelse ved ablationsbehandling. Spørgsmålet har også været debatteret i Facebook-gruppen “Atrieflimren”. Jeg kan også se, at flere hospitaler bruger anvendelse af fuld bedøvelse som en “kvalitetsfaktor”.

Grunden til overhovedet at give bedøvelse eller beroligende medicin i forbindelse med ablationsbehandling er (1) at dæmpe angst, (2) at dæmpe smerter og (3) at gøre det lettere at acceptere den tid, indgrebet tager – og ligge stille.

Principielt gribes problematikken an på forskellig vis:

  • Fuld bedøvelse. Det vil sige, at man er helt væk og skal hjælpes med vejrtrækning. Ofte ved, at der lægges en tube ned i luftrøret eller ved hjælp af en såkaldt “larynxmaske”, som ligger i svælget og er forbundet med en respirator eller en ventilationspose.
  • Lokal bedøvelse og gentagne medicineringer med beroligende og smertestillende medicin direkte ind i blodbanen gennem et kateter (“Venflon”).
  • Lokal bedøvelse og konstant medicinering med beroligende og smertestillende medicin. Her bruger man typisk de samme typer af medicin, som ved en fuld bedøvelse. Men i lidt mindre mængder, så man ikke er længere væk, end at man selv kan trække vejret. Og at man er i stand til at forstå og give besked.

Jeg foretrækker selv at bruge den sidste løsning – altså lokal bedøvelse kombineret med konstant medicinering med beroligende og smertestillende medicin. Jeg anvender medicin, der hedder propofol (bedøvelsesmiddel) og ultiva (smertestillende). Fordelene ved denne fremgangsmåde er – efter min mening – at man tilfører mindre beroligende og smertestillende medicin. Og dermed mindsker ubehaget efter bedøvelse i form af kvalme, utilpashed og opkastning. Men – endnu vigtigere – at det giver mig mulighed for at have en kontakt til min patient under hele indgrebet. Jeg tror selv på, at det giver mindre risiko for nogle sjældne – men meget alvorlige – komplikationer til ablationsindgrebet. Specielt ved ablation for atrieflimren. Dette er ikke underbygget af større videnskabelige undersøgelser, men er baseret på min egen erfaring (mere end 5.000 ablationer) og på samtaler med kolleger rundt om i verden, der har oplevet disse sjældne komplikationer. Ved at give både den beroligende og den smertestillende medicin konstant bliver det muligt – med erfaring – at indstille medicineringen præcis sådan, at man har den ønskede smertestillende effekt på det tidspunkt, hvor man har brug for den. Nemlig når man skal til at starte selve varmeafgivelsen. Derudover er jeg meget opmærksom på, at der er fuldstændig ro på operationsstuen. Så tale og lyde i det hele taget er begrænset til et absolut minimum. Denne fremgangsmåde – som jeg har praktiseret gennem mere end 15 år – giver, efter min mening, de samme fordele som anvendelse af fuld bedøvelse. Men uden de ulemper, der kan være forbundet med anvendelse af fuld bedøvelse.

Når det så er sagt og skrevet, er jeg imidlertid også af den opfattelse, at fuld bedøvelse kan være OK at bruge, hvis man – som patient – er særligt angst for  operationen. Jeg plejer imidlertid at bruge lidt ekstra tid på at gennemgå, hvorfor – og hvordan – jeg normalt griber tingene an. Og herefter vil mange være helt med på “at gøre det på den sædvanlige måde”. Men nogle holder fast ved, gerne at ville fuldt bedøves – og så gør vi det.

Derimod er det min erfaring, at metoden med kombination af lokal bedøvelse og gentagne doser af afslappende og smertestillende medicin ikke er god. Ofte vil man som behandler (læge) ikke vente længe nok til, at der er fuld effekt af medicinen. Det kan betyde, at der opstår smerter – og herefter skal der endnu højere doser til, for at få tilfredsstillende effekt.

Fuld bedøvelse kan, efter min erfaring, være uhensigtsmæssig i de situationer, hvor der ikke er tale om behandling af atrieflimren eller atrieflagren. Her vil man ofte gerne prøve at fremprovokere den relevante hjerterytmeforstyrrelse. Og dette kan vanskeliggøres, hvis man bruger fuld bedøvelse.

Selv om jeg selv foretrækker at have en rutine med kombineret lokalbedøvelse og konstant medicinering med afslappende og smertestillende medicin, kan det være helt i orden at gribe det an på andre af de nævnte måder. Inklusive at anvende fuld bedøvelse. Det allervigtigste er nok, at have nogle velafprøvede rutiner og et godt samarbejde med de læger, der normalt har ansvaret for at bedøve patienter (anæstesilæger).

Jeg håber, indlægget har givet en lidt mere nuanceret forståelse for, hvorfor man kan vælge den ene eller den anden strategi ved bedøvelse. Og – forhåbentligt også – forklarer, hvorfor jeg ikke mener, man bør bruge anvendelsen af fuld bedøvelse som en “kvalitetsparameter” eller “reklame” for valget af behandlingssted.

1 Comment

  1. Tak for et oplysende indlæg. Det gav mig ro på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2020 Rytmedoktor

Theme by Anders NorénUp ↑