Atrieflimren og motion/sport

Når jeg taler med personer med atrieflimren, både i min konsultation og når man kommer til operation/ablation, bliver der meget tit spurgt til omstændigheder omkring motion og sport, når man har fået problemer med atrieflimren. Men også i forhold til at mindske risiko for atrieflimren i fremtiden. Generelt anbefaler jeg, at man – så vidt som muligt – har motion som en daglig aktivitet. Hos nogle – og efterhånden ikke helt få – er der imidlertid grund til at tale om, hvordan meget betydelig og intensiv motions-/sportsaktivitet kan være mindre hensigtsmæssig.

Jeg vil dele mit opslag i:

  • Motion/sport, når du allerede har atrieflimren (periodisk eller konstant)
  • Motion/sport som provokerende faktor for at atrieflimren

Motion/sport, når du allerede har atrieflimren:

Der er ikke holdepunkter for, at moderat fysisk aktivitet/motion/sport forværrer atrieflimren – og heller ikke holdepunkter for, at moderat motion/fysisk aktivitet hos det store flertal kan få anfald af atrieflimren til at start eller gå over.

Derimod kan moderat fysisk aktivitet/motion/sport give personer med atrieflimren en bedre fysisk udholdenhed, bedre evne til at klare daglige opgaver (socialt, arbejdsmæssigt, familiemæssigt) og bedre oplevet livskvalitet.

Jeg kan derfor anbefale, at du sørger for at bevæge dig – gerne, så du “får lidt sved på panden” – en halv times tid dagligt. En rask gåtur er fint, men naturligvis også anden fysisk aktivitet.

Udfordringerne ved fysisk aktivitet, når man har atrieflimren, er dels flimmeren i sig selv, og dels den medicin, du tager. Når du har flimmer, vil der ikke komme så meget iltet blod fra forkammer til hjertekammer. Det betyder, at der ikke kommer helt samme tilbud af ilt – og dermed energi – til kroppens muskler, organer og hjerne. Du vil derfor lettere blive træt, forpustet og uoplagt. Nogle kan også opleve en fornemmelse af svimmelhed i forbindelse med fysisk aktivitet. Disse gener er ikke “farlige” eller risikable, men kan naturligvis være irriterende og begrænsende. Hvis du alligevel gennemfører fysiske aktiviteter jævnligt – gerne dagligt – vil du alligevel efterhånden opleve, at din fysiske kapacitet bliver bedre, “din kondition stiger”.

Medicinen, du får på grund af din atrieflimren, kan også give problemer. Specielt medicin af typen “betablokker” (f.eks. metoprololsuccinat eller emconcor/bisoprolol), men også cordarone/cordan, verapamil/veraloc og sotacor/sotalol kan være problematiske. Grunden til, at medicin giver problemer er flere. For det første vil disse typer af medicin typisk betyde, at din puls – når du ikke har dine flimmeranfald – er langsommere end den ville være uden medicin. For det andet – og ofte vigtigere – vil den stigning i puls, som vi oplever, når vi er fysisk aktive, være sløvere på grund af medicinen. Og din maksimalpuls vil være lavere på grund af medicinen. Det vil sige, at det tager dig længere tid at få din puls op – og du kan ikke få den så højt op, som hvis du ikke fik medicin. Det betyder i praksis, at du kan opleve for hurtigt at blive træt – syre til i musklerne og blive ubehageligt forpustet. Her kan det være en god idé, at øge belastningen (meget) langsommere, end du ellers ville have gjort. Og langsommere, end du syntes ellers ville være normalt for dig.

Motion/sport som provokerende faktor for at atrieflimren:

Der er en del undersøgelser, der viser at moderat motion/fysisk aktivitet nedsætter din risiko for at få atrieflimren. Der er således ingen betænkeligheder i forhold til moderat motion/fysisk aktivitet – altså “ingen undskyldninger”.

Derimod er der meget der peger på, at specielt “udholdenhedssport” medfører en øget risiko for atrieflimren. Her er der ikke tale om en løbetur et par gange om ugen. Men træning og konkurrencer indenfor, i særlig grad, langdistance løb (maraton, ultraløb), langdistance skiløb (Vasa-loppet, Birkebeinerrennet), “Ironman”, langdistance roning og ekstremcykling. Den øgede risiko for atrieflimren skyldes flere faktorer – kendte som ukendte. Men i hvert fald mener vi, at faktorer som højere niveau af “stress-hormoner”, ændret balance i det såkaldte “autonome nervesystem”, øget tryk-påvirkning af forkamrene og påvirkning af selve hjertekamrene (“sportshjerte”) bidrager til den øgede risiko for at udvikle atrieflimren. Og til at starte anfald af atrieflimren, hvis du allerede har en tendens til at få dette. Denne risiko må jo nødvendigvis opvejes for hver enkelt person i forhold til den gevinst, man oplever ved at træne meget og hårdt – og konkurrere på lange distancer.

Fra et rent “hjerte-sundheds- synspunkt” vil en træningsindsats på højt/intensivt niveau på fem timer om ugen (ideelt med én til to dages pause per uge) være optimal. Mere end dette kan medføre øget risiko for at udvikle atrieflimren, og kan også bidrage til, at du bliver mere belastet af din allerede tilstedeværende anfaldsvise atrieflimren, end du ellers ville være.

Som den gamle græske læge og filosof Hippocrates er citeret for at have udtalt for 2.500 år siden: “Hvis vi kunne give hvert individ den rette mængde næring og fysisk aktivitet – ikke for lidt og ikke for meget – vil vi have fundet den sikreste vej til et godt helbred”. Stadig et klogt og indsigtsfuldt udsagn mange hundrede år senere.

 

1 Comment

  1. Bjarke Vedelsdal

    april 9, 2019 at 8:52 am

    Hej Peter Steen.
    Tak for artiklen. Jeg har ikke hjerteflimmer, men fik en boldprop i hjertet for 6 mdr siden, med ballonudviddelse og stent. Jeg har mistet lidt pumpeeffekt og får nu betablokker (metoprololsuccinat).
    Jeg er 53 år, normalvægtig og elsker at løbe, men oplever nu at motoren ikke er den samme. Jeg mangler fart, overskud og udholdenhed. Jeg er ved at vænne mig til det, fysisk og psykisk. Det har krævet lidt arbejde og læring, og det er det jeg gerne vil fortælle om.
    Som du skriver, er det væsentligt at øge belastningen langsomt.
    Her tænker jeg i de enkelte træningspas. Jeg varmer gerne op med ganske let småløb og udspænding, ca det første kvarters tid.
    Herefter løber jeg 3x(2+1) intervaller. Dvs 2 min 80-90% intensitet og 1 min gang, herefter 2x (4+2) intervaller, hvor jeg løber godt til i 3 min og giver den gas det sidste minut inden 2 minutters gang-pause.
    Efter en sådan lang gradvis stigende opvarmning, har jeg været i gang en god halv times tid, og begynder nu at kunne løbe mere frit, og pulsen er mere rolig og stabil.
    Fra omkring ialt 45 min aktivitet, er det som om kroppen er rigtig klar, og pulsen svarer naturligt til arbejdet. Det betyder så også at når jeg en gang i mellem løber over en time, skal jeg både sørge for væske og energi-indtag.
    Jeg træner 2-3 gange om ugen og den ene gang vil altid være en form for restitutionsløb (det er osse godt for hovedet).
    Tak for din artikel, den er brugbar for mig ift tanker, spørgsmål og erfaringer omkring nedsat hjertefunktion og betablokkere.
    Jeg håber enten du eller andre kan bruge mit indlæg til noget.
    mvh Bjarke V

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2020 Rytmedoktor

Theme by Anders NorénUp ↑