Medicinsk behandling af atrieflimren

Vigtigst er: stillingtagen til behov for blodfortyndende behandling (“AK-behandling”) – se Opslag om dette.

Principielt kan man vælge to strategier for medicinsk behandling. Den ene strategi kaldes for “frekvenskontrol”. Den går i princippet ud på, at man accepterer atrieflimren, men medicinerer for at undgå for hurtig overledning af flimmer-impulserne fra forkamrene til hjertekamrene. Det betyder, at medicinen skal forhindre, at pulsen bliver for hurtig. I såvel hvile som under aktivitet. Målet for behandlingen er at hvilepulsen ikke skal være over 90/minut og at pulsen under moderat aktivitet (rolig gang, én etage trappegang) ikke skal komme over 115/minut.

De stoffer man vil vælge til frekvenskontrol er betablokkere (f.eks. metoprololsuccinat, selozok, atenolol), calciumblokkere (f.eks. verapamil) eller digoxin. Betablokkere har ofte bivirkninger i form af træthed, manglende fysisk kapacitet, vægtstigning, impotens og urolige drømme. Calciumblokkere kan give forstoppelse og tendens til hævede ankler og underben.

Den anden strategi kaldes for “rytmekontrol”. Den går ud på, at stoppe atrieflimren og forhindre nye tilfælde. Altså  en strategi, der går ud på at holde hjerterytmen normal (sinusrytme).

De stoffer man vil vælge til rytmekontrol kan igen være betablokkere eller calciumblokkere. Begge er dog ikke særlig effektive i denne forbindelse. Mere effektive er flecainid (=Tambocor), propafenon (=Rytmonorm), sotalol (=Sotacor) og amiodaron (=Cordarone/Cordan).

Flecainid er ofte ganske effektivt – både i forhold til at stoppe anfald af atrieflimren og at forebygge nye anfald. Det kan kun anvendes, hvis der ikke er nedsat pumpefunktion af hjertet eller tegn på åreforkalkning. Bivirkninger er ofte beskedne. Der kan være bivirkninger i form af synspåvirkning eller tendens til svimmelhed, fordi stoffet ikke kun virker på hjertet, men også kan påvirke nervecellerne i centralnervesystemet. Man vil oftest anbefale at kombinere flecainid med en mindre dosis betablokker eller calciumblokker. Det skyldes, at flecainid nogle gange kan få en flimmer til at blive til en såkaldt atrieflagren (se post om atrieflagren). For at undgå at atrieflagren under samtidig behandling med flecainid skal give al for hurtig puls, vil man give supplerende medicin (betablokker eller calciumblokker), der hæmmer impulsoverledningen fra forkamre til hjertekamre.

Sotalol er ikke meget mere effektivt end betablokkere. Til gengæld giver stoffet risiko for rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene, som kan være farlige. Dette ses specielt hos personer med nedsat nyrefunktion, hos kvinder og hos personer som samtidig får anden type af medicin, der kan påvirke det såkaldte QT-interval, som måles på hjertediagrammet (EKG).

Multaq er – efter min erfaring – ikke særligt effektivt, og har mange bivirkninger – ofte i form af meget generende kvalmetendens.

Amiodaron (Cordarone eller Cordan) er det mest effektive stof til at undgå atrieflimren. Det har imidlertid også mange bivirkninger – specielt ved langtidsbehandling (mere end 6 måneder). Bivirkningerne spænder fra en generende lysoverfølsomhed for sollys (man tåler dårligt solen – bliver hurtigere forbrændt) til stofskiftepåvirkning og risiko for påvirkning af lever-, lunge- og nervesystem. Det kan være udmærket af anvende dette stof i en kortere periode før og efter DC-konvertering (stød på brystet for at stoppe atrieflimren) eller i en periode efter ablationsbehandling. Herudover vil jeg sjældent anvende det til mere langsigtet behandling på grund af de mange bivirkninger.

Flecainid (Tambocor), propafenon (Rytmonorm), sotalol (Sotacor) og Multaq behandling bør altid startes under indlæggelse (typisk 2 døgn), hvor hjerterytmen overvåges. Cordarone kan godt startes uden samtidig indlæggelse og overvågning.

En hyppig bivirkning, jeg ofte selv hører om – specielt når man får medicin af typen betablokker, sotalol og amiodaron (Cordan/Cordarone) – er øget træthed og nedsat fysisk funktionsformåen. Dette skyldes, at medicinen også sænker den normale puls (sinusrytmen bliver langsommere, end den ellers ville have været), og – vigtigt – at pulsen stiger langsommere under fysisk aktivitet, end den normalt ville gøre. Det betyder, at det går for langsomt med at øge ilt-tilbuddet til muskler og andre organer – og dermed, at man for hurtigt “kører træt”. Generelt skal man derfor sørge for at justere medicindoser til så lave niveauer som muligt. Og undlade at kombinere medicin med pulsdæmpende egenskaber (f.eks. kombination af betablokker og Cordan/Cordarone).

Specielt med Cordan/Cordarone og Sotalol/Sotacor skal man være forsigtig med at give andre lægemidler. En del – også ganske almindelige – lægemidler forstærker nogle effekter af Cordan/Cordarone og Sotalol/Sotacor, så du kommer i risiko for nogle alvorlige hjerterytmeforstyrrelser. Det er derfor vigtigt, at du spørger din læge eller på sygehuset, om den medicin du allerede får – eller ny medicin – går an sammen med den hjerterytmeregulerende medicin.

 

2 Comments

  1. Hej Peter,

    Er AV nodal reentry takykardi (AVNRT) UNS (DI471R) set som atrieflimren?

    På forhånd tak.

    • Peter Steen

      maj 10, 2020 at 3:43 pm

      Hej Marius,
      AV nodal reentry takykardi (AVNRT) er en helt anden hjerterytmeforstyrrelse end atrieflimren. Du kan finde opslag om begge typer af hjerterytmeforstyrrelse på min blog.
      Mvh
      Peter Steen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2020 Rytmedoktor

Theme by Anders NorénUp ↑