Godt nyt for personer med periodisk/anfaldsvis atrieflimren

Jeg har netop været til den årlige kongres for europæiske hjertelæger, der særligt interesserer sig for behandling af hjerterytmeforstyrrelser. Der var flere nyheder, som jeg gerne vil dele med jer.

Bedre resultater ved ablationsbehandling (varmebehandling) af periodisk atrieflimren

Jeg har tidligere skrevet om, at op imod 90% af personer med periodisk/anfaldsvis atrieflimren kan slippe for flimmeren efter bare èn varmebehandling.

Disse flotte resultater kan opnås med den sidste udvikling af den teknologi og teknik, vi anvender ved ablation. En teknik og en teknologi, som jeg også selv benytter mig af, når jeg laver ablation for atrieflimren. På kongressen blev det bekræftet fra flere centre i Europa, at det er realistisk at opnå disse fine resultater. Det er meget vigtigt, at nye og gode resultater ikke kun findes på et enkelt center – eller hos en enkelt operatør. Det giver al for stor risiko for, at der kan være usikkerhed i rapporteringen, eller at andre – af forskellige grunde – ikke kan reproducere de fine resultater. Bekræftelsen fra flere centre betyder, at forventningen til de bedre resultater kan generaliseres. Det er også helt i tråd med vores egen erfaring med resultaterne over de sidste par år. Min dygtige kollega, Mattias Duytschaever fra Belgien,har lavet en undersøgelse, hvor han indopererede en langtidsoptager til hjerterytmen under huden på patienter, der skulle have foretaget ablation for atrieflimren. Sammenlignet med den sidste måned før ablationen kunne han vise, at næsten alle patienter ikke længere havde atrieflimren et år efter. Et meget flot resultat.  Jeg synes, vi kan være stolte af, at ablationsbehandling for atrieflimren over bare de sidste 2-3 år er blevet så meget bedre, sammenlignet med tidligere. Samtidig blev det også bekræftet, at risiko for komplikationer ved ablationsbehandling med denne – mere effektive – teknologi, er meget lav. I virkeligheden lavere end de tal for risiko, vi tidligere har set. Det ligger også meget godt i tråd med min egen erfaring. Vi kan nu – med ærlig og god samvittighed – berolige vores patienter med, at risiko for komplikationer ved ablationsbehandling er meget lille – helt nede på et niveau betydeligt under én komplikation per 100 behandlinger.

Det er vigtigt at understrege, at disse gode resultater kun gælder for personer, der stadigvæk har flimmeren som et periodisk problem. Desværre stiller sagen sig anderledes problematisk, når vi taler om konstant (“persisterende” eller “kronisk”) atrieflimren – i særlig grad, hvis flimmeren har været konstant tilstede i lang tid (måneder eller år).

Published by

Peter Steen

Igennem mere end 20 år har jeg først og fremmest interesseret mig for sygdomme og tilstande, der påvirker hjertets rytme eller puls. Jeg har uddannet mig i Hamborg og på Skejby Sygehus. Jeg er nu klinikchef på Hjertecenter Mølholm og har tidligere været overlæge på Skejby Sygehus og på Hjertecenter Varde. Jeg har specielt interesseret mig for atrieflimren (også kaldet "hjerteflimren" eller "forkammerflimren". I forbindelse med mine mange kontakter til patienter med disse problemer, har jeg oplevet at det er et stort behov for et sted, hvor man kan finde let tilgængelig - men alligevel grundig - information om hjerterytmeforstyrrelser, og hvad dertil hører. Dette er baggrunden for, at jeg har oprettet denne blog "Rytmedoktor".

12 thoughts on “Godt nyt for personer med periodisk/anfaldsvis atrieflimren”

  1. Hej Peter. Tusind tak for din info fra hjertekongressen. Jeg er nu endnu mere lykkelig for, at jeg sagde ja til ablationsbehandling i januar-19 efter lange og svære overvejelser for jeg havde “kun” haft flimren i et halvt års tid, men mange bivirkninger med bisoprolol. Der er nu næsten gået 3 mdr uden den mindste flimren.
    Mvh Allan

  2. Jeg blev ablateret den 15 feb.2017. 6 uger efterfølgende fik jeg et atrieflimmer anfald på ca. 6 timer. Flimmeren forsvandt af sig selv og jeg har ikke haft anfald siden.
    Jeg er så taknemlig for at have fået denne behandling for det har givet mig min ellers tabte livskvalitet tilbage.
    Dine fine og oplysende informationer på hjerterytme forstyrrelser er og vil vedblive med at være til stor interesse for mig, derfor takker jeg dig for dem.
    De bedste hilsner
    Irene Kobberskov

    1. Kære Irene,
      Tak for din fine tilbagemelding. Atrieflimren medfører – hos mange – desværre væsentligt nedsat livskvalitet. Det er dejligt at høre, at du har det så godt.
      Venlig hilsen,
      Peter Steen

  3. Blev ablateret på Mølholm 28.januar 2019. Har ikke haft atrieflimmer siden. Var til 3 mdr.kontrol forleden og er nu ved at trappe ud af Isoptin.
    Vil gerne stille et spørgsmål vedr. Isoptin, lægen på hjerteambulatoriet sagde jeg bare skulle stoppe uden nedtrapning. I indlægssedlen står, at man ikke må stoppe pludseligt, og man skal trappe langsomt ned. Er så blevet i tvivl om hvad der er bedst at gøre.
    Hvad mener du Peter Steen ?
    Mange tak for super behandling af dig på Mølholm.
    Venlig hilsen
    Lilian Aabenhuus

    1. Kære Lilian,
      Det glæder mig, at det går godt efter ablationen. Med hensyn til Isoptin vil jeg anbefale dig, at du starter med at halvere dosis. Hvis det fortsat går fint, kan du så stoppe helt to uger senere.
      Mvh.
      Peter Steen

  4. Hei, det du har skrevet om flimmer, gjelder det også for oss med fløtter som jeg har hatt noen år ?

    1. Hei Arne,
      Tak for din kontakt til “Rytmedoktor”. Meget af det, jeg har skrevet om flimmer gjelder også for flutter. Fx behov for blodfortyndende medisin og påvirkning af fysisk kapasitet. Hvis du har spesifikke spørgsmål, er du velkommen.
      Mvh.
      Peter Steen

  5. Ablation november 2019 på Mølholm af dig. Fantastisk forløb, trygt og godt – tak for det til alle.
    Fik efter 1 uge anfald, indlagt igen og anfaldet gik i sig selv efter 8 timer. Ingen anfald siden 🙂
    Til 3 mdr.s kontrol og efter lidt besværligheder nu trappet helt ud af metropolol, som gav mange bivirkninger. Efter udtrapning af metropolol pludselig forhøjet BT (aldrig haft før). Sat i behandling med Losarstad 50 mg.
    Har ofte fornemmelse af ekstraslag/sitren i hjertet/uro eller, hvad det nu end er ? Det kan være svært at forklare. Det er ofte kortvarigt, men kan blive vækket af det og tit tilstede ved sovetid. Har fået lavet ekstra Holter monitorering på en “god dag”, som ikke var helt repræsentativ for, hvad jeg normalt oplever. Procenten af ekstraslag var okay i flg. læge og fortsætter BT-kontrol hos egen læge.
    Er det et normalt fænomen efter ablation ! og/eller er det noget, man som “rytmepatient” bare er mere opmærksom på end andre, fordi der har været så meget uro omkring rytmen/hjertet og forsvinder det mon?
    Bedste hilsner
    Gyda

    1. Hej Gyda,
      Som “rytmepatient” er man ofte meget mere opmærksom på ellers “normale” hændelser i hjertet. Som fx ekstraslag. Vi har alle – mere eller mindre – ekstraslag. Men de fleste af os mærker det ikke. Det er ikke noget, du skal bekymre dig om. Kun hvis du igen, mere konstant, får urolig hjerterytme. Så vil det være en god idé, at få optaget et EKG for at se, om du skulle have fået problemer med flimmer igen. Det sker for cirka 15-20% af de, der har fået foretaget en ablation. Hvis det skulle ske, kan det være en idé at gentage behandlingen.
      Bedste hilsner,
      Peter

  6. Hej Steen
    Da jeg ud fra dit store engagement og erfaring med ablation, oplever stor tillid til dig – også ud fra de personlige kommentarer – vil jeg høre om muligheden for ablation udført af dig. Jeg er indstillet til ablation midt i august og kan ud fra 30 dages reglen vælge andet område. Vil du kunne udføre dette indgreb tidligere?
    Vh Kim

    1. Hej Kim,
      Når der er mere end 30 dages ventetid på behandling i det offentlige system, kan du altid bede “Patientvejlederkontoret” om “omvisitering” til behandling i privat regi. For ablationsbehandling vil det sige Privathospitalet Mølholm fordi vi har Sundhedsstyrelsens godkendelse til “højt-specialiseret behandling”.

      Vi har altid under fire ugers ventetid – typisk ca. 3 uger.

      Mvh.
      Peter Steen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *