East studiet

Studiet omfatter næsten 2.800 patienter, som enten fik vanlig behandling af deres atrieflimren (blodfortyndende medicin og medicin for at bremse pulsen – typisk “betablokker” eller “calciumblokker”eller fik en behandling – udover blodfortyndende medicin – med henblik på at genoprette og vedligeholde normal hjerterytme (“sinusrytme”). For at indgå i undersøgelsen, skulle patienterne have en relativ høj risiko for at få blodpropkomplikation, enten på grund af alder, forhøjet blodtryk, tidligere blodprop, anden hjerte-/karsygdom eller andet. Derudover måtte patienterne ikke have haft atrieflimren (konstant eller periodisk) i mere end et år.

Det primære mål for studiet var at undersøge, om der var forskel i forekomst af død af hjerte-/kar årsager eller blodprop i hjernen (“stroke”) imellem de to grupper.

Studiet viser, at patienter, der har haft atrieflimren (konstant eller periodisk) i mindre end et år, klarer sig bedre, hvis man forsøger at fastholde normal hjerterytme end hvis man behandler på “traditionel vis”. Begge grupper af patienter blev, i lige høj grad, behandlet med blodfortyndende medicin. I gruppen af patienter, hvor man forsøgte at fastholde normal hjerterytme, fik 80% (8 ud af 10) medicinsk behandling og 20% (2 ud af 10) fik foretaget ablationsbehandling. Denne behandlingsstrategi kaldes for “rytmekontrol”. I gruppen, hvor man behandlede på “traditionel vis”, fik de fleste medicin af typen “betablokker” eller “calciumblokker”. Begge disse medicingrupper har meget ringe effekt i forhold til at genoprette normal “sinusrytme”, men virker primært ved at bremse den hurtige overledning af impulser fra forkamre til hjertekamre, når man har atrieflimren. Denne behandlingsstrategi kaldes for “frekvenskontrol”.

Efter godt 5 års opfølgning blev studiet stoppet før tid, fordi forskellen mellem grupperne blev så stor, at det ikke var rimeligt at fortsætte. I gruppen, der fik “rytmekontrollerende behandling” (rytmeregulerende medicin – fx Flecainid, Multaq eller Cordarone – eller ablation) var der 20% færre, der døde på grund af hjerte-/karsygdom eller fik blodprop i hjernen (“stroke”). Og forskellen mellem de to grupper blev større og større med tiden.

Forskellen var til stede uanset om der var tale om periodisk (“paroksystisk”) eller konstant (“persisterende”) atrieflimren. Uanset om man var kvinde eller mand. Uanset om man var overvægtig eller ej. Og uanset en masse andre faktorer.

Mine kommentarer og vurdering:

Siden en stor amerikansk undersøgelse (“Affirm”) – sammen med et par mindre europæiske undersøgelser – i starten af 0’erne viste, at det ikke var bedre at tilstræbe normal hjerterytme (“Rytmekontrol”) end at sørge for, at hjerterytmen – trods atrieflimren – ikke blev for hurtig (“Frekvenskontrol”), har behandlingsmålet været at mindske ubehaget ved atrieflimren mest muligt. Og dette har, hos de fleste, betydet, at behandlingen først og fremmest har været med sigte på at hjerterytmen (pulsen) ikke skulle være for hurtig – hverken i hvile eller under aktivitet. Det vi kalder for “Frekvenskontrol”. Og kun, hvis man ikke kan opnå tilstrækkelig god symptomlindring, gå videre til en behandlingspraksis, hvor man forsøger at genoprette og fastholde normal hjerterytme (“sinusrytme”). Det vi kalder for “Rytmekontrol”. Og – uanset den ene eller den anden strategi – at huske overvejelse om nødvendigheden af blodfortyndende medicin. Det vil sige, at “hovedhjørnestenen” i behandling af atrieflimren har været blodfortyndende medicin og medicin, som bremser impulsledningen mellem forkamre og hjertekamre – “Frekvenskontrol”. Og kun, når dette ikke har givet tilstrækkelig symptomlindring, at gå videre med medicin eller ablation for at få den normale hjerterytme genoprettet og fastholdt.

Det nye “East Studie” viser, at – hos personer, der ikke har haft problemer med atrieflimren længere end højst et år – kan man redde liv og førlighed ved at genoprette og fastholde normal hjerterytme (“sinusrytme”). Studiet viser, at risiko for død af hjerte-/kar årsager eller risiko for at få blodprop i hjernen (“stroke”) reduceres med en femtedel (20%), hvis man giver en behandling, der har som mål at genoprette og fastholde normal hjerterytme.

Når jeg læser beskrivelsen af studiet og resultaterne i det højt estimerede tidsskrift “New England Journal of Medicin”, virker det som et velgennemført og solidt studie. Med meget robuste resultater, forstået på den måde, at forskellen i resultaterne er tilstede i alle relevante undergrupper af patienter (mænd/kvinder, yngre/ældre, blodtryksforhøjelse/normalt blodtryk og så videre). Og med en patientsammensætning, som er typisk i den daglige praksis.

Jeg mener, der er to oplagte konsekvenser af studiet:

  • Vi bør blive endnu bedre til at opdage atrieflimren tidligt.
  • Rytmeregulerende medicin (som, for eksempel, Flecainid eller Multaq) eller ablation bør have en mere fremtrædende plads i behandlingen af atrieflimren.

Udgivet af

Peter Steen

Igennem mere end 20 år har jeg først og fremmest interesseret mig for sygdomme og tilstande, der påvirker hjertets rytme eller puls. Jeg har uddannet mig i Hamborg og på Skejby Sygehus. Jeg er nu klinikchef på Hjertecenter Mølholm og har tidligere været overlæge på Skejby Sygehus og på Hjertecenter Varde. Jeg har specielt interesseret mig for atrieflimren (også kaldet "hjerteflimren" eller "forkammerflimren". I forbindelse med mine mange kontakter til patienter med disse problemer, har jeg oplevet at det er et stort behov for et sted, hvor man kan finde let tilgængelig - men alligevel grundig - information om hjerterytmeforstyrrelser, og hvad dertil hører. Dette er baggrunden for, at jeg har oprettet denne blog "Rytmedoktor".

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *