East studiet

Studiet omfatter næsten 2.800 patienter, som enten fik vanlig behandling af deres atrieflimren (blodfortyndende medicin og medicin for at bremse pulsen – typisk “betablokker” eller “calciumblokker”eller fik en behandling – udover blodfortyndende medicin – med henblik på at genoprette og vedligeholde normal hjerterytme (“sinusrytme”). For at indgå i undersøgelsen, skulle patienterne have en relativ høj risiko for at få blodpropkomplikation, enten på grund af alder, forhøjet blodtryk, tidligere blodprop, anden hjerte-/karsygdom eller andet. Derudover måtte patienterne ikke have haft atrieflimren (konstant eller periodisk) i mere end et år.

Det primære mål for studiet var at undersøge, om der var forskel i forekomst af død af hjerte-/kar årsager eller blodprop i hjernen (“stroke”) imellem de to grupper.

Studiet viser, at patienter, der har haft atrieflimren (konstant eller periodisk) i mindre end et år, klarer sig bedre, hvis man forsøger at fastholde normal hjerterytme end hvis man behandler på “traditionel vis”. Begge grupper af patienter blev, i lige høj grad, behandlet med blodfortyndende medicin. I gruppen af patienter, hvor man forsøgte at fastholde normal hjerterytme, fik 80% (8 ud af 10) medicinsk behandling og 20% (2 ud af 10) fik foretaget ablationsbehandling. Denne behandlingsstrategi kaldes for “rytmekontrol”. I gruppen, hvor man behandlede på “traditionel vis”, fik de fleste medicin af typen “betablokker” eller “calciumblokker”. Begge disse medicingrupper har meget ringe effekt i forhold til at genoprette normal “sinusrytme”, men virker primært ved at bremse den hurtige overledning af impulser fra forkamre til hjertekamre, når man har atrieflimren. Denne behandlingsstrategi kaldes for “frekvenskontrol”.

Efter godt 5 års opfølgning blev studiet stoppet før tid, fordi forskellen mellem grupperne blev så stor, at det ikke var rimeligt at fortsætte. I gruppen, der fik “rytmekontrollerende behandling” (rytmeregulerende medicin – fx Flecainid, Multaq eller Cordarone – eller ablation) var der 20% færre, der døde på grund af hjerte-/karsygdom eller fik blodprop i hjernen (“stroke”). Og forskellen mellem de to grupper blev større og større med tiden.

Forskellen var til stede uanset om der var tale om periodisk (“paroksystisk”) eller konstant (“persisterende”) atrieflimren. Uanset om man var kvinde eller mand. Uanset om man var overvægtig eller ej. Og uanset en masse andre faktorer.

Mine kommentarer og vurdering:

Siden en stor amerikansk undersøgelse (“Affirm”) – sammen med et par mindre europæiske undersøgelser – i starten af 0’erne viste, at det ikke var bedre at tilstræbe normal hjerterytme (“Rytmekontrol”) end at sørge for, at hjerterytmen – trods atrieflimren – ikke blev for hurtig (“Frekvenskontrol”), har behandlingsmålet været at mindske ubehaget ved atrieflimren mest muligt. Og dette har, hos de fleste, betydet, at behandlingen først og fremmest har været med sigte på at hjerterytmen (pulsen) ikke skulle være for hurtig – hverken i hvile eller under aktivitet. Det vi kalder for “Frekvenskontrol”. Og kun, hvis man ikke kan opnå tilstrækkelig god symptomlindring, gå videre til en behandlingspraksis, hvor man forsøger at genoprette og fastholde normal hjerterytme (“sinusrytme”). Det vi kalder for “Rytmekontrol”. Og – uanset den ene eller den anden strategi – at huske overvejelse om nødvendigheden af blodfortyndende medicin. Det vil sige, at “hovedhjørnestenen” i behandling af atrieflimren har været blodfortyndende medicin og medicin, som bremser impulsledningen mellem forkamre og hjertekamre – “Frekvenskontrol”. Og kun, når dette ikke har givet tilstrækkelig symptomlindring, at gå videre med medicin eller ablation for at få den normale hjerterytme genoprettet og fastholdt.

Det nye “East Studie” viser, at – hos personer, der ikke har haft problemer med atrieflimren længere end højst et år – kan man redde liv og førlighed ved at genoprette og fastholde normal hjerterytme (“sinusrytme”). Studiet viser, at risiko for død af hjerte-/kar årsager eller risiko for at få blodprop i hjernen (“stroke”) reduceres med en femtedel (20%), hvis man giver en behandling, der har som mål at genoprette og fastholde normal hjerterytme.

Når jeg læser beskrivelsen af studiet og resultaterne i det højt estimerede tidsskrift “New England Journal of Medicin”, virker det som et velgennemført og solidt studie. Med meget robuste resultater, forstået på den måde, at forskellen i resultaterne er tilstede i alle relevante undergrupper af patienter (mænd/kvinder, yngre/ældre, blodtryksforhøjelse/normalt blodtryk og så videre). Og med en patientsammensætning, som er typisk i den daglige praksis.

Jeg mener, der er to oplagte konsekvenser af studiet:

  • Vi bør blive endnu bedre til at opdage atrieflimren tidligt.
  • Rytmeregulerende medicin (som, for eksempel, Flecainid eller Multaq) eller ablation bør have en mere fremtrædende plads i behandlingen af atrieflimren.

Rytmeholdet – et cykelhold for hjertepatienter

Den 6. juni 2020 mødtes “Rytmeholdet” for første gang i Bødkerhuset i sydvestjyske Tistrup. “Rytmeholdet” er født på initiativ af Jørn Lund – den gamle amatørrytter, der – sammen med Jørgen Emil Hansen, Verner Blaudzun og Gert Frank – vandt bronze ved OL i 1976 i Montreal og vandt sølv – sammen med Jørgen Emil Hansen, Leif Mortensen og Mogens Frey – ved VM i 1969. Begge gange i 100 km holdløb på landevej.

Jørn Lund (i midten med cykel) har selv haft atrieflimren og blevet behandlet med ablation (“brænding”/”varmebehandling”). Efter en overstået stofskiftepåvirkning, som en bivirkning til medicinsk behandling med cordarone, er han nu igen klar til at indtage landevejene på racercyklen.

Resten af “Rytmeholdet” er også “hjertepatienter”. Atrieflimren, forhøjet blodtryk, pacemakere og blodpropper i hjertets kranspulsårer er repræsenteret blandt de øvrige ryttere. Fælles for dem alle er, at de har formået at komme videre og har kunnet genoptage deres store interesse for cykling på et pænt, højt, motionsniveau.

Men de har også oplevet usikkerheden og angsten ved at have “noget i vejen med hjertet”. Udfordringer i forhold til at få tilstrækkelig viden om egen situation. Usikkerhed i forhold til, hvordan man kan komme videre i livet – om det er i orden og sikkert at genoptage fysiske aktiviteter. Om det er sikkert at belaste sig på racercyklen igen.

Jørn Lund fandt sin vej igennem sin atrieflimren, og behandling af denne, blandt andet ved at bruge “Rytmedoktor”. Og det har inspireret ham til at sætte gang i cykelholdet “Rytmeholdet”. Det er jeg selvfølgelig glad for – og stolt af. Og, ikke mindst, fordi jeg er blevet inviteret med som en del af holdet.

Vi vil mødes nogle gange om året for, i vores flotte holdtøj, at reklamere for, at man kan komme tilbage til sit gamle liv – inklusive idrætsaktiviteter – selvom man har været så uheldig at møde hjertesygdom som en forhindring på vejen.

Stor tak til Jørn for initiativet og for invitationen til “Rytmedoktor”, om at blive en del af dette.

Video: Praktiske råd i dagligdagen

Video: Atrieflagren

Video: Pacemaker og His-ablation

Video: DC-konvertering

Video: Atrieflimren – ablationsbehandling

Video: Atrieflimren – medicinsk behandling

Video: Forebyg blodpropper

Video: Atrieflimren – behandling