Per Diemer skriver om styrketræning

DIT HJERTE SKAL HAVE MOTION .. styrketræning uden overanstrengelse

Min 24-årige know-it-all body builder kollega fortæller mig i al sin visdom, at “man kan altid finde en time hver dag til at træne”. Jeg kigger mildt overbærende på ham og omformulerer det for mig selv til, “man kan altid træne”.

For lige at få det på plads, så er jeg selv 57 år gammel, 183 høj og vejer i underkanten af 95 kilo. Jeg har gået med forkammerflimmer i minimum 4 år, men fik det først diagnosticeret for to år siden og fik min første DC konvertering (stød) for 6 uger siden. Jeg arbejder 1,5 job som hhv. sikkerhedsvagt og grafiker, og jeg har 2 børn fifty fifty. Så jeg vover den påstand, at jeg har lidt mere at have det i end min unge kollega 🙂

MAN KAN ALTID TRÆNE Men det er helt individuelt, HVAD man kan træne med. Hvis du vejer 120 kilo, så vil du selv under de bedste omstændigheder have svært ved at løbetræne, og er du svært ramt af din lidelse, så kan en tur op ad trapperne være nok til at udløse et anfald.

Jeg er selv ramt i relativt mild grad – måske pga min unge alder 🙂 så jeg har haft frihed til at eksperimentere lidt. Og en af de ting, som slår mig er, at jeg altid vil kunne styrketræne. Det vil sige, at jeg kan holde min krop og mit kredsløb ved lige, selv når jeg helst ikke skal blive forpustet – jeg skal bare ikke forvente at sætte nogle rekorder.

Men jeg skal forvente, at al bevægelse og al træning – uanset hvor lidt – kommer mig til gode på helbredskontoen. Og så giver det et fantastisk mentalt boost at se sig selv yde noget på trods.

Så for at hjælpe mig selv til at holde fast og komme videre, når det er hårdt, har jeg formuleret nogle overskrifter, som jeg vil uddybe her under:

TRÆNINGEN ER VIGTIG – IKKE DET KONKRETE RESULTAT Altså det er ikke vigtigt, om du løfter 2 eller 20 kilo. Det vigtige er, at du gør det. Jeg bruger selv mindre vægte, end jeg ellers ville have gjort og laver bare flere gentagelser. Det giver udholdenhed som en bonus 🙂

TRÆN LANGSOMT Det tager den tid, det tager. Og hvis du træner med stille og rolige velovervejede bevægelser… 1. så belaster du ikke dit hjerte så hårdt 2. så opnår du en helt ny muskel- og kropsbevidsthed, som kan hjælpe dig til at yde mere med mindre.

Og husk, du bruger den samme energi, om du flytter en vægt 100 gange hurtigt eller 100 gange langsomt. Du kan altså stadig tabe dig og opbygge muskelmasse, selvom dit hjerte ikke hamrer der ud ad.

TRÆN EN MUSKEL AF GANGEN Fordelen ved styrketræning er, at du kan isolere din træning til en muskel af gangen. Når man løber, er adskillige store muskelgrupper involveret og dit behov for ilt stærkt forøget. Men ved vægttræning, kan du med lidt øvelse bevæge dig helt ned i den enkelte muskel og dermed træne næsten uden at øge behovet for ilt og dermed undgå at belaste hjertet.

Hvis du kombinerer det med åndedrætsøvelser, kan du i virkeligheden træne ret effektivt – det tager bare lidt længere tid jf. forrige punkt. – lad åndedrættet følge øvelserne og tøm lungerne, når du spænder musklen og træk vejret langsomt ind, mens du slapper af.

HJEMMETRÆNING Der er flere gode grunde til at have udstyr til at træne der hjemme: 1. Du kan træne, lige når du føler for det. 2. Du kan træne så meget/lidt, du orker. Du SKAL ikke gennemføre et helt program. 3. Der er ingen, der kigger – hvis du er lidt flov over ikke at kunne så meget.

Men selvfølgelig… fordelen ved at gå i træningscenter er, at du har selskab og professionel instruktion. Det må du selv afveje.

Men lad mig uddybe hjemmetræningen lidt. Jeg bruger en kombination af helt gammeldags gulvøvelser – armstrækninger, mavebøjninger, squats og den slags – remme og kettlebells. Redskaberne er ikke så vigtige, men med de her har jeg en uendelighed af øvelser i alle sværhedsgrader til rådighed, og på den måde bliver det ikke så kedeligt 🙂 – Kettlebells sæt med 5 vægte kan fås for 1.200,- – Remme kan fås helt ned til 100,- for et sæt, men mine til 300,- er rare at arbejde med 🙂

DEN VIGTIGSTE FORDEL VED HJEMMETRÆNING .. er, at du gør det nemt for dig selv at træne og at komme i gang.

Det største problem med at træne er, at det nemt bliver uoverskueligt, specielt i starten. Du skal sætte timer af til det, pakke skiftetøj, passe det ind i kalenderen etc. etc.

Jeg har lavet en liste af øvelser, jeg skal i gennem for at få gennemarbejdet hele kroppen. Men ofte har jeg for travlt til at løbe hele programmet i gennem. Så tager jeg bare en øvelse af gangen, når jeg har tid og krydser af på listen. Nogle gange tager det flere dage at komme i gennem et listen – men det er lige meget. Jeg skal bare i gennem, og så starter jeg forfra.

Og bemærk… en øvelse giver knap nok sved på panden. Så jeg behøver ikke at skifte eller gå i bad – jeg HAR spurgt mine omgivelser 🙂

Jeg håber, at det her kan give andre lyst til at gå i gang. Bare skriv, hvis du har konkrete spørgsmål vedr. træning og udstyr.

Og som altid… personlige erfaringer – ikke en prædikken. Konsulter din egen læge og pas godt på dig selv 🙂

Per Diemer skriver om motion og atrieflimren

 

 

DIT HJERTE SKAL HAVE MOTION
.. erfaringer med løb og atrieflimren

Jeg ved godt, at for mange af jer er løb slet ikke en mulighed. Måske er din tilstand for dårlig eller din vægt for stor. Men hvis løb har været din foretrukne motionsform indtil nu, og du ærgrer dig over at lægge den på hylden, så kan du måske bruge mine erfaringer til noget.

JEG HAR OGSÅ VÆRET I KNÆ
Jeg blev første gang opmærksom på min tilstand ved næsten at gå i gulvet under en helt almindelig fredelig løbetur. Pludselig føltes det, som om jeg havde løbet en marathon, og det sortnede for mine øjne. Da jeg kom ned på knæ, gik der ti sekunder, og så var det som om, intet var hændt. Lidt forundret fortsatte jeg forsigtigt, uden at der skete mere. Der gik næsten et år inden næste anfald, men gradvis kom de oftere og oftere, til det gik op for mig, at der var noget helt galt.
Kort fortalt fik jeg konstateret atrieflimren, kom på Metoprolol, og så var det i første omgang det – troede jeg. Anfaldene var nu kommet for at blive – når jeg anstrengte mig – og jeg tænkte, at det var noget, jeg måtte leve med.

PROBLEMET VAR ILTMANGEL
Selvfølgelig er problemet konkret, at hjertet ikke gør, hvad det skal, men resultatet er iltmangel. Og ved løb bruger man rigtig meget ilt – hvem kender ikke til at være forpustet, selv uden hjerteproblemer?
Det gik op for mig, at et anfald altid blev varslet af, at musklerne syrede til – lynhurtigt. Et sikkert tegn på iltmangel, der umiddelbart efter blev fulgt af et hamrende hjerte og svimmelhed.

JEG LAGDE EN STRATEGI
Da lægen havde forsikret mig om, at min tilstand ikke var direkte farlig omend voldsomt irriterende, gik jeg i gang med at prøve mig frem for at finde en strategi for at holde mig i form alligevel. Og jeg kom frem til følgende fremgangsmåde:

1. TEGNENE: Lær tegnene at kende og hold belastningen lige under det, der udløser flimmeren. Jeg går ud fra, at de tegn er helt individuelle.
2. GÅ NED I DISTANCE: Før var min favoritdistance 5 km. Nu er jeg landet på 3 km.
3. OPVARMNING: Det har jeg bare aldrig været god til. Men når man starter op på en løbetur og aktiverer de store muskler i lår og sæde, så trækker de alt ilt ud af blodet, sådan! Og hvis hjertet ikke følger med, så får man akut åndenød og flimmer. Men opvarmning med squats (benbøjninger til 90°) giver en mere kontrolleret igangsætning og mulighed for hjertet til at følge med.
4. ÅNDEDRÆTSØVELSER: De fleste har det med kun at bruge en lille del af deres lunger, typisk den øverste. Resten af lungerne er fyldt med stillestående luft, der ikke bidrager til iltningen af blodet. I mange sportsgrene, ikke mindst kampsport, er åndedrætsøvelser en naturlig del af træningen, fordi en effektiv vejrtrækning giver større styrke og udholdenhed. Ved bevidst at tømme lungerne maksimalt, altså presse mellemgulv og brystkasse sammen, får man tømt den gamle, iltfattige luft helt ud. Ved at slappe af i mellemgulvet og udvide brystkassen igen, fyldes lungerne nu helt op med iltrig luft, og selv med et dårligt fungerende hjerte, får man iltet blodet mere end normalt. Jeg kombinerer åndedrætsøvelserne med mine squats for at ilte blodet maksimalt inden løbeturen. Og under løbeturen koncentrerer jeg mig hele tiden om at tømme lungerne mest muligt – de skal nok selv finde ud af at fylde sig igen 🙂

BEMÆRK at som en bonus, så giver åndedrætsøvelserne mig helt generelt mere energi i hverdagen, fordi de hjælper mig med at ilte blodet mere.

I mit næste indlæg vil jeg skrive om styrketræning som en måde at styrke formen uden at miste pusten.

Igen… det her er mine personlige erfaringer – det er ikke en prædikken. Konsulter din egen læge og pas godt på dig selv

Hvor godt virker ablation for atrieflimren?

Konklusionen på mit indlæg bliver, at ablation er en god behandling med en lav risiko.

Men først baggrund for denne konklusion:

Når vi foretager ablation for atrieflimren, benytter vi os af en viden om, at atrieflimren altid startes af ekstraslag (“ekstrasystoler”) fra bestemte områder i forkamrene – oftest områder omkring indmundingen af blodkarrene fra lungerne tilbage til hjertet (“lungevenerne”). Det vil sige: “ingen atrieflimren uden ekstrasystoler”, mens man kan have masser af ekstrasystoler uden nødvendigvis at få atrieflimren.

Ablation foretages med et lille instrument (et “ablationskateter”), som indføres til det venstre forkammer via blodkarsystemet fra lysken. Man kontrollerer det opnåede resultat med et andet lille instrument – et cirkelformet kateter – der kan vise, at den dannede barriere er effektiv.

 

 

Nedenfor har jeg vist, hvordan ablationspunkterne (de rød-brune cirkler) er markeret på et billede af det venstre forkammer med de fire lungevener strittende ud til henholdsvis højre og venstre side.

 

Ved opvarmningen (“ablationen”) varmes vævet op til ca. 65 til 70 grader. Det bevirker, at der kommer et “brændemærke” og senere et ar, hvor opvarmningen er sket. Ligesom hvis man skærer sig eller brænder sig på huden. Et ar danner en barriere for den elektriske impulsledning, og hvis arret når hele vejen rundt om de områder, der laver ekstraslag, vil der være en barriere hele vejen rundt, som forhindrer ekstraslagene i at komme videre rundt i hjertet – og dermed forhindrer, at atrieflimren opstår. Den samme effekt kan opnås ved at fryse vævet (“cryo-ablation”).

Nu kan du spørge: “Skader man ikke hjertet med behandlingen?”

Jo – det er faktisk hele meningen med det. Ablatio betyder “skære væk; fjerne”. Vi har imidlertid erfaring for – gennem mere end 15 år – at det ikke betyder noget for forkamrenes funktion efterfølgende. De områder, hvor man giver behandlingen, deltager ikke i forkamrenes tømningsfunktion i nogen målbar grad.

Derimod er det vigtigt, at varmeafgivelsen (eller kulde, hvis man anvender cryo-ablation) kun påvirker forkammervævet, og ikke beskadiger andre organer eller strukturer. Det kan være blodkarrene fra lungerne (lungevenerne), spiserøret (der ligger helt tæt på venstreforkammers bagvæg), en nerve der løber tæt på venstre forkammer og styrer mellemgulvets muskelfunktion (frenicus-nerven), lungerneog at varmen ikke er så voldsom, at der kan brændes hul i forkammervæggen, så der opstår blødning til hjertehulen.

Derfor er det vigtigt, at varmeafgivelsen (eller kuldeafgivelsen) foretages meget kontrolleret. Så man på den ene side opnår et effektivt resultat – en effektiv barriere – men på den anden side med så lille risiko for skadevirkning i omgivelserne som overhovedet mulig. Og her har både radiofrekvens (varme) og cryo (kulde) en god balance med høj effekt og lav risiko.

Bagsiden af denne nødvendige forsigtighed er, at vi ind imellem ikke får givet så meget vævspåvirkning ved behandlingen, at der kommer en blivende effekt på vævet. Der kan altså komme “huller i hegnet”. Det betyder, at fejl-impulserne – der starter atrieflimren – fortsat kan finde vej til hjertet. Og, dermed, at man fortsat kan få atrieflimren.

Det kan derfor være nødvendigt at gentage behandlingen – altså lave en ny ablationsoperation. Dette er nødvendigt hos 15-20% indenfor det første år efter den første behandling. For 5 år siden var dette tal 35-40%, så vi har klart bedre resultater i dag, end vi havde dengang. Selvom det ikke er ideelt endnu – altså 0% eller tæt på……

Det vigtige budskab i denne sammenhæng er, at risiko for skadevirkninger ved en ablationsbehandling er meget lille. Det véd vi fra det danske kvalitetsregister, som alle centre i Danmark, der foretager disse behandlinger, indberetter til.

De første uger efter ablationen

De første uger – op til tre måneder – efter ablation for atrieflimren kan der fortsat forekomme atrieflimren. Det kan man godt undre sig over, når man nu lige er blevet opereret.

Det skyldes, at selve operationen “stresser” hjertet. Og en typisk måde for hjertet at reagere på, når det bliver “stresset” er, at få lettere ved at slå ud i atrieflimren. Dette kender vi også fra andre operationer i hjertet – for eksempel, hvis man udskifter en hjerteklap eller laver omkørselsoperation (by-pass operation) på grund af forkalkede kranspulsårer.

Denne uro er ikke noget alle mærker. Men nogle gange kan det være meget generende, selvom det ofte vil foretage sig i løbet af nogle uger. Hvis der er mange tilbagefald i de første uger efter ablationen, vil jeg ofte anbefale, at du får medicin af typen Cordarone i et par måneder.

Det er også grunden til, at vi ofte anbefaler at fortsætte med din vanlige medicin i en periode – ofte de første tre måneder – efter ablationsbehandlingen.

Hvad kan betyde mindre chance for et godt resultat?

Der er bedre resultater af ablationsbehandling, hvis man har periodisk flimren (altså perioder med flimren afløst af perioder med normal hjerterytme), end hvis man har konstant flimren (altså flimren hele tiden – uden perioder med normal hjerterytme). Dette skyldes, blandt andet, at der sker nogle kroniske forandringer i hjertemuskulaturen ved konstant flimren, som i sig selv er med til at forstærke flimmertendensen. Alligevel kan man sagtens overveje ablationsbehandling ved konstant flimren, men med lidt nedtonede forventningerne til resultatet.

Det er derfor væsentligt, at man ikke går for lang tid med konstant flimmer, før man beslutter sig for at ablationsbehandling kan være en god behandling. Desværre har der været en tendens til, at læger har villet prøve alle muligheder for behandling med medicin, før de foreslår ablationsbehandling. Dette er nok – desværre – stadig ofte tilfældet. Der er en del gode undersøgelser, der understøtter, at en mere aktiv håndtering – hurtigere henvisning til ablationsbehandling – giver bedre langtidsresultater.

Hvis din livskvalitet er væsentligt påvirket af din atrieflimren – på trods af den medicin du får – bør du således presse på i forhold til at blive henvist til ablationsbehandling. Det samme er tilfældet, hvis du har betydende bivirkninger til den medicin du får.

Kan du selv gøre noget for at bedre resultatet af en ablation(se mere: http://rytmedoktor.dk/hvad-kan-du-selv-gore-for-at-bedre-din-situation-med-atrieflimren/)

Vi véd, at betydelig overvægt og søvnapnø både øger risikoen for at få atrieflimren og risikoen for at få atrieflimren igen, efter ablationsbehandling – eller medicinsk behandling, for den sags skyld. Det er derfor vigtigt at tilstræbe vægttab og at blive undersøgt for en mistænkt søvnapnø – og, om nødvendigt, få det behandlet.

Jeg mener ikke, der generelt er grund til at anbefale at holde sig fra eksempelvis kaffe og moderate mængder alkohol. Der er heller ikke baggrund for, at bestemte typer af kost skal undgås – eller er gavnlige.

Kan man overhovedet forvente, at ablationsbehandling kan fjerne problemet med flimmer?

Der er mange undersøgelser, der viser, at ablationsbehandling giver gode resultater, hvis man ikke har kunnet opnå tilstrækkeligt med medicin. Der er også flere undersøgelser, der viser, at ablationsbehandling har større chance for at give stabil og normal hjerterytme end medicinsk behandling. I flere undersøgelser er det vist, at mere end 80% – altså mere end 8 ud af 10 – ikke har atrieflimren 5 år efter ablationsbehandling. Og at mindre end én ud af 10 af disse (altså mindre end 10%) behøver supplerende rytmeregulerende medicin. For at opnå disse resultater, kan det være nødvendigt med mere end én behandling.

Sammenfatning

Ablation for atrieflimren er en behandling med gode chancer for at kunne give stabil og normal hjerterytme (sinusrytme) hos rigtigt mange, der ellers er meget plagede af problemet. Og med en lav risiko for komplikationer, når behandlingen foretages i erfarne hænder.

Og – vigtigt – i Danmark er det erfarne hænder, der foretager disse behandlinger.

Maze og “Mini-Maze”

Maze er engelsk for labyrint. Princippet bag operation er en gammel observation: hvis man gør volumen af sammenhængende forkammermuskulatur tilstrækkeligt lille, kan flimmer ikke forekomme. Operationen blev i 1980’erne udviklet af den amerikanske hjertekirurg James Cox. Han udviklede operationen via forskellige mellemstadier. Derfor kaldes den færdigudviklede operation for Cox’ Maze-III operation.

De stiplede linier illustrerer, hvor man først skærer vævet i stykker – og siden syr det sammen. Der dannes herved en “labyrint” (Maze) fra sinusknuden (der starter de normale hjerteimpulser) til AV-knuden (der leder impulserne fra forkamrene til hjertekamrene).

Operationen er teknisk vanskelig, og er kun i begrænset omfang taget op i forskellige hjertecentre. I øvede hænder er det imidlertid en effektiv behandling af atrieflimren med en relativ beskeden risiko ved operationen. I størrelsesordenen 90% får normal hjerterytme (sinusrytme) ved operationen. Nogle får dog efterfølgende atrieflagren, som man så ofte kan behandle med en kateterablation. Cirka 10% skal efterfølgende have en pacemaker – oftest på grund af påvirkning af sinusknuden. Der er tale om en omfattende hjerteoperation, hvor man skal påregne en betydelig rekonvalescensperiode efterfølgende – ofte op til et halvt års tid.

Der findes en videreudvikling af operationen, som man kalder Maze-IV, hvor man bruger kulde (Cryo), i stedet for en kniv, til at lave linierne i labyrinten med. Fordelen ved denne teknik er, at den kan laves kikkert-baseret. Resultaterne ved Maze-IV er ikke så velunderbyggede som ved Maze-III.

En af fordelene ved Maze-operationerne er, at man samtidig fjerner hjerteøret fra det venstre forkammer. Det nedsætter risiko for blodprop i fremtiden.

På grund af den vanskelige teknik ved Maze-III operationen, har man udviklet forskellige modifikationer, som samlet set kaldes mini-Maze. Der er imidlertid ikke tale om labyrint-kirurgi  (Maze-kirurgi), men typisk “bare” tale om en kirurgisk baseret isolering af vævene i venstre forkammer omkring indmundingen af blodkarrene fra lungerne. I virkeligheden det samme, som foretages ved en kateterbaseret ablation (http://rytmedoktor.dk/ablation-af-atrieflimren/) . Der dannes således ingen labyrint fra sinusknude til AV-knude – hvorfor betegnelsen mini-Maze er misvisende. Resultaterne ved denne form for kirurgi er samlet set omtrent som resultaterne ved kateterablation – ikke bedre.

Såvel Maze-III og de såkaldte mini-Maze indgreb anvendes hyppigst, hvis man skal foretage anden hjerteoperation. For eksempel reparation eller udskiftning af en hjerteklap hos en patient, der også har atrieflimren. En sjælden gang imellem kan man også vælge kirurgisk behandling for atrieflimren uden samtidigt behov for anden hjerteoperation. Dette vil typisk være, hvis gentagne kateterablationer ikke har givet tilstrækkeligt godt resultat.

 

Upåagtede faktorer, der kan udløse atrieflimren

Mange personer med tilbagevendende atrieflimren véd, at (større mængder) kaffe, alkohol – og nogle gange fysisk aktivitet – kan udløse episoder med atrieflimren. Der er imidlertid andre faktorer, der kan være i spil – og viden om disse kan hjælpe dig til at undgå episoder med flimren

Rejser

Når du rejser, kan du udsætte dig selv for faktorer, der kan starte atrieflimren. Det kan være, at du bliver “overtræt” eller udmattet. Det stress, du udsætter dig selv for ved at rejse, sammen med ændringer i søvnmønster, kan udløse en stress-situation i kroppen med øgede niveauer af stress-hormoner, der kan medvirke til at fremprovokere flimren.

  • Sørg for at få sovet godt
  • Sørg for at drikke tilstrækkeligt (og ikke for meget alkohol……..)
  • Lad være at springe måltider over rejsestress
  • Forbered dig mentalt på f.eks. flyskift
  • Undgå travlhed, tag dig tid og være organiseret og velforberedt

Overdrevet stress kan påvirke dit hjerte via kroppens produktion af adrenalinlignende hormoner. Ved at blive mere bevidst om, hvilke situationer, der øger dit stress-niveau og forsøge at undgå disse – eller være forberedt på dem – kan du mindske din risiko for at få atrieflimren. Mindfullness øvelser og meditation kan være med til at reducere stress-påvirkning.

Ferier

“Holiday Heart” er velkendt som udløsende faktor for atrieflimren. Det er fordi ferier – hos nogle – lader en række mulige provokerende faktorer komme i spil. Det er stress (rejse-), udmattelse, manglende søvn og øget alkoholindtagelse. Specielt indtagelse af større mængder alkohol kan være anfaldsprovokerende, men for nogle vil selv mindre mængder alkohol kunne fremprovokere episoder med flimren.

alkohol

Feststoffer

Det kan måske forekomme irrelevant, men virkeligheden er, at stoffer som hash, amfetamin, kokain og “designer-druugs” (f.eks. ecstasy) ikke kun bruges af unge. feststofferBåde hash/marihuana, kokain, ecstasy og amfetamin øger din puls betydeligt – og ofte i flere timer. Anfaldsvis atrieflimren er bare én af mange grunde til at undgå denne typer stoffer.

 

Der er mange faktorer, der kan medvirke til at fremprovokere atrieflimren. Selv, hvad vi normalt opfatter som positive begivenheder som ferier eller fejring af fødselsdage og højtider. En god “tommelfingerregel”, hvis man har anlæg for atrieflimren er, at “gøre alt med måde”.

julehjerte

Jeg ønsker hermed alle læsere af min blog en glædelig jul og et fredfyldt nytår

 

 

Atrieflimren og søvnapnø

Søvnapnø og atrieflimren

Obstruktiv søvnapnø er meget almindeligt hos personer med atrieflimren. Op imod halvdelen af alle med atrieflimren har også søvnapnø. Søvnapnø findes hyppigere hos patienter med atrieflimren end de sædvanlige risikofaktorer: forhøjet blodtryk, overvægt og sukkersyge. Tilbagefald af atrieflimren efter DC-konvertering (elektrisk stød på brystkassen for at stoppe atrieflimren) er mere almindeligt hos personer med søvnapnø end hos personer uden dette. Denne forskel forsvinder, hvis man behandler personer med søvnapnø med CPAP (se nedenfor). I en australsk undersøgelse har man set, at personer med søvnapnø kun har effekt af ablation, hvis man behandler deres søvnapnø med CPAP. Til gengæld havde personer med søvnapnø lige så god effekt af ablation som personer uden søvnapnø, hvis de startede behandling med CPAP. Det er derfor vigtigt, at udspørge om symptomer på søvnapnø og undersøge for dette, hvis der er mistanke. Formodentlig vil det være gavnligt rutinemæssigt at undersøge for søvnapnø hos alle, der skal have foretaget ablation for atrieflimren – i hvert fald, hvis der er begrundet mistanke om dette.

 

Søvnapnø (obstruktiv søvnapnø)

Når man sover afslappes muskulaturen i kroppen – også muskulaturen i svælget. Tungen vil falde bagud, specielt når du ligger på ryggen, og der bliver mindre plads til luftpassagen. Drøblen og den bløde gane helt bagtil i munden kan give sig til at vibrere – du snorker.

Hvis der bliver så lidt plads i svælget, når du sover, at det helt lukker til, kan luften ikke passere ned i lungerne på dig. Da hjernen alligevel vil have, at du trækker vejret, vil din vejrtrækningsmuskulatur i brystkasse og mellemgulv alligevel forsøge at trække vejret ind. Resultatet bliver, at du holder pauser i vejrtrækningen – men, på grund af dine ubevidste forsøg på alligevel at trække vejret mod modstanden i svælget, øges trykket betydeligt inde i brystkassen på dig. Når du holder pause i vejrtrækningen, vil iltkoncentrationen i blodet falde. Når du efter en periode igen trækker vejret, bliver iltkoncentrationen igen normal. Pauserne i vejrtrækningen kan godt være ganske lange – specielt for den, der ligger ved siden af og følger med……..

sovnapno-01

Hvis man har søvnapnø, vil pauserne typisk gentage sig mange gange i løbet af natten. Det giver dårlig søvnkvalitet med meget lidt ”dyb søvn”. Derfor er personer med obstruktiv søvnapnø ofte meget trætte om dagen. Og kan have tendens til at falde i søvn, have koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær. Der findes forskellige slags udstyr, der kan anvendes til at undersøge, om du har søvnapnø. Hvis du (eller din ægtefælle) har mistanke om, at du har søvnapnø, vil det være en god idé at tale med din praktiserende læge. Du kan så få en henvisning til f.eks. en øre-næse-halslæge med interesse i søvnapnø.   Behandling af søvnapnø går ud på at modvirke sammenklapning af svælget under vejrtrækning. Ofte vil vægttab hjælpe på problemet. Nogle har glæde af såkaldte snorkebøjler. En snorkebøjle tages i munden, når man skal sove. Den virker ved at trække underkæben længere frem, så pladsen bagtil i svælget øges. Mange vil have gavn af Continous Positive Airway Pressure – forkortes CPAP.

cpap

Det betyder, at man hele tiden trækker vejret imod et vist overtryk. Du skal anvende et udstyr, der består af en næsemaske, en luftslange og en luftkompressor. Via næsemasken blæses et lille overtryk ned i svælget. Dette hjælper med til at forhindre sammenklapningen af svælget og holder dermed luftvejene åbne. CPAP behandlingen er normalt meget effektiv, og de fleste vænner sig hurtigt til at anvende udstyret. Alene den forbedrede livskvalitet i vågen tilstand, som de fleste oplever i udtalt grad, er i høj grad motiverende for at anvende udstyret.

Atrieflimren og overvægt

Overvægt og vægttab – betydning for atrieflimrenhealth_wellness-1

Mange undersøgelser viser, at overvægt øger risiko for atrieflimren. Sammenhængen mellem overvægt og atrieflimren ser ud til også at gælde, hvis man ser bort fra de øvrige risikofaktorer for atrieflimren, som er forbundet med overvægt – f.eks. forhøjet blodtryk og sukkersyge.

Beregning af “Body mass index” (BMI)

De fleste undersøgelser har kigget på sammenhængen mellem det såkaldte ”body-mass-index” (BMI) og atrieflimren. BMI udregnes ved at dividere din vægt (i kilogram) to gange med din højde (i meter). Er din vægt 80 kg og din højde 175 cm, bliver dit BMI 80 divideret med 1,75 og resultatet heraf divideret med 1,75 én gang til. Matematisk altså vægten (V) divideret med højden (H) ”i anden potens): BMI = V/H2.

Overvægt giver mere atrieflimren

BMI større end 35 – det vil sige svær overvægt – medfører at risiko for at udvikle atrieflimren er øget med en faktor 3 til 4. At der altså er op til 4 gange så stor risiko for at få atrieflimren, som hvis du er normalvægtig. Mindre udtalt overvægt øger ikke risiko for atrieflimren helt så meget.

Også risiko for at få et nyt tilfælde af atrieflimren, hvis du allerede har haft et tilfælde tidligere, stiger, hvis du er overvægtig.

Hvis du har forhøjet BMI, vil du oftest også have forstørret venstre forkammer (venstre atrium). Derudover vil der være mere fedt omkring hjertet og du vil have en slags kronisk sløv ”steril betændelsestilstand” i kroppen. Alle tre faktorer medfører større risiko for atrieflimren.

Betydningen af vægttab

Vægttab med reduktion i BMI med i størrelsesordenen 5 kg/m2 (det svarer til et vægttab på cirka 10 kg, hvis du er 180 cm høj) nedsætter antallet af episoder med atrieflimren, varigheden af episoderne og graden af symptomer under episoderne. I et andet studie, som var lidt længerevarende (5 års opfølgning) kunne man påvise, at et vægttab på mere end 10% af udgangsvægten (f.eks. mere end 10 kg vægttab, hvis du som udgangspunkt vejer 100 kg), medførte en 6-dobling i den tid, man havde normal hjerterytme.

Også efter varmebehandling (ablation) for atrieflimren har man set, at chancen for at lykkes med at holde normal hjerterytme efter ablation er højere, hvis man – som overvægtig – lykkes at tabe sig.

Sammenfattende:

  • Overvægt øger risiko for at udvikle atrieflimren
  • Overvægt øger risiko for nye episoder af atrieflimren
  • Vægttab mindsker atrieflimren – og symptomerne ved atrieflimren
  • Vægttab øger chancen for normal hjerterytme efter ablation

Der er altså rigtig god grund til at tabe dig, hvis du vil undgå atrieflimren – og hvis du vil begrænse dine gener ved atrieflimren.

 

 

 

Atrieflimren og motion/sport

Når jeg taler med personer med atrieflimren, både i min konsultation og når man kommer til operation/ablation, bliver der meget tit spurgt til omstændigheder omkring motion og sport, når man har fået problemer med atrieflimren. Men også i forhold til at mindske risiko for atrieflimren i fremtiden. Generelt anbefaler jeg, at man – så vidt som muligt – har motion som en daglig aktivitet. Hos nogle – og efterhånden ikke helt få – er der imidlertid grund til at tale om, hvordan meget betydelig og intensiv motions-/sportsaktivitet kan være mindre hensigtsmæssig.

Jeg vil dele mit opslag i:

  • Motion/sport, når du allerede har atrieflimren (periodisk eller konstant)
  • Motion/sport som provokerende faktor for at atrieflimren

Motion/sport, når du allerede har atrieflimren:

Der er ikke holdepunkter for, at moderat fysisk aktivitet/motion/sport forværrer atrieflimren – og heller ikke holdepunkter for, at moderat motion/fysisk aktivitet hos det store flertal kan få anfald af atrieflimren til at start eller gå over.

Derimod kan moderat fysisk aktivitet/motion/sport give personer med atrieflimren en bedre fysisk udholdenhed, bedre evne til at klare daglige opgaver (socialt, arbejdsmæssigt, familiemæssigt) og bedre oplevet livskvalitet.

Jeg kan derfor anbefale, at du sørger for at bevæge dig – gerne, så du “får lidt sved på panden” – en halv times tid dagligt. En rask gåtur er fint, men naturligvis også anden fysisk aktivitet.imagescafb5l9w

Udfordringerne ved fysisk aktivitet, når man har atrieflimren, er dels flimmeren i sig selv, og dels den medicin, du tager. Når du har flimmer, vil der ikke komme så meget iltet blod fra forkammer til hjertekammer. Det betyder, at der ikke kommer helt samme tilbud af ilt – og dermed energi – til kroppens muskler, organer og hjerne. Du vil derfor lettere blive træt, forpustet og uoplagt. Nogle kan også opleve en fornemmelse af svimmelhed i forbindelse med fysisk aktivitet. Disse gener er ikke “farlige” eller risikable, men kan naturligvis være irriterende og begrænsende. Hvis du alligevel gennemfører fysiske aktiviteter jævnligt – gerne dagligt – vil du alligevel efterhånden opleve, at din fysiske kapacitet bliver bedre, “din kondition stiger”.

Medicinen, du får på grund af din atrieflimren, kan også give problemer. Specielt medicin af typen “betablokker” (f.eks. metoprololsuccinat eller emconcor/bisoprolol), men også cordarone/cordan, verapamil/veraloc og sotacor/sotalol kan være problematiske. Grunden til, at medicin giver problemer er flere. For det første vil disse typer af medicin typisk betyde, at din puls – når du ikke har dine flimmeranfald – er langsommere end den ville være uden medicin. For det andet – og ofte vigtigere – vil den stigning i puls, som vi oplever, når vi er fysisk aktive, være sløvere på grund af medicinen. Og din maksimalpuls vil være lavere på grund af medicinen. Det vil sige, at det tager dig længere tid at få din puls op – og du kan ikke få den så højt op, som hvis du ikke fik medicin. Det betyder i praksis, at du kan opleve for hurtigt at blive træt – syre til i musklerne og blive ubehageligt forpustet. Her kan det være en god idé, at øge belastningen (meget) langsommere, end du ellers ville have gjort. Og langsommere, end du syntes ellers ville være normalt for dig.

Motion/sport som provokerende faktor for at atrieflimren:

Der er en del undersøgelser, der viser at moderat motion/fysisk aktivitet nedsætter din risiko for at få atrieflimren. Der er således ingen betænkeligheder i forhold til moderat motion/fysisk aktivitet – altså “ingen undskyldninger”.

Derimod er der meget der peger på, at specielt “udholdenhedssport” medfører en øget risiko for atrieflimren. Her er der ikke tale om en løbetur et par gange om ugen. Men træning og konkurrencer indenfor, i særlig grad, langdistance løb (maraton, ultraløb), langdistance skiløb (Vasa-loppet, Birkebeinerrennet), “Ironman”, langdistance roning og ekstremcykling. Den øgede risiko for atrieflimren skyldes flere faktorer – kendte som ukendte. Men i hvert fald mener vi, at faktorer som højere niveau af “stress-hormoner”, ændret balance i det såkaldte “autonome nervesystem”, øget tryk-påvirkning af forkamrene og påvirkning af selve hjertekamrene (“sportshjerte”) bidrager til den øgede risiko for at udvikle atrieflimren. Og til at starte anfald af atrieflimren, hvis du allerede har en tendens til at få dette. Denne risiko må jo nødvendigvis opvejes for hver enkelt person i forhold til den gevinst, man oplever ved at træne meget og hårdt – og konkurrere på lange distancer.

imagesca89kgtq

Fra et rent “hjerte-sundheds- synspunkt” vil en træningsindsats på højt/intensivt niveau på fem timer om ugen (ideelt med én til to dages pause per uge) være optimal. Mere end dette kan medføre øget risiko for at udvikle atrieflimren, og kan også bidrage til, at du bliver mere belastet af din allerede tilstedeværende anfaldsvise atrieflimren, end du ellers ville være.

Som den gamle græske læge og filosof Hippocrates er citeret for at have udtalt for 2.500 år siden: “Hvis vi kunne give hvert individ den rette mængde næring og fysisk aktivitet – ikke for lidt og ikke for meget – vil vi have fundet den sikreste vej til et godt helbred”. Stadig et klogt og indsigtsfuldt udsagn mange hundrede år senere.

 

Atrieflimren og livskvalitet

Mange mennesker lever et godt og rigt liv på trods af atrieflimren. Der er imidlertid også mange med atrieflimren, der oplever væsentligt påvirket livskvalitet på grund af dette. Det gælder både ved konstant flimren og – måske i endnu højere grad – ved periodisk flimren.

Den påvirkede livskvalitet kan have mange årsager. Mange er bange for, eller nervøse ved, hvad flimmeren kan betyde for hjertet. Slider det på hjertet? Andre kan være bange for, om de risikerer en blodprop i hjernen. Mange har symptomer på deres flimren i form af forpustethed, træthed, koncentrationsbesvær, urofornemmelse i kroppen, svedtendens osv.. Og oplever derfor indskrænkninger i, hvad de ellers gerne ville gøre. Mange slider med bivirkninger til den medicin, de har fået udskrevet af lægen.

'I'm writing you a prescription. Do you want a longer life with less quality or vice versa?'

Vi véd – fra mange undersøgelser – at den oplevede livskvalitet hos personer med atrieflimren i gennemsnit er lige så påvirket, som hvis man har svær, kronisk, hjertesygdom (som hjertesvigt) eller som hvis man gennemgår et langvarigt forløb med kræftsygdom. Det vil sige, at livskvaliteten i gennemsnit er betydeligt påvirket.

Vi véd – heldigvis – også, at den oplevede livskvalitet kan forbedres væsentligt, hvis man:

  • får grundig information om atrieflimren, og hvad det betyder for dig
  • hvis du får oplevelsen af, at blive taget alvorlig
  • får grundig information om, hvad der kan være fornuftig behandling
  • får behandlet tilstanden, så du enten får stabil og normal hjerterytme – eller får dæmpet symptomerne/generne fra flimmeren
  • tager hånd om, at medicin – der ellers kan være fornuftig at give – kan have væsentlige bivirkninger, som påvirker din oplevede livskvalitet
  • får grundig information om, hvad flimmeren har af konsekvenser for din måde at leve dit liv på. Og, at du – som hovedregel – skal kunne leve et normalt liv, og forvente normal livslængde på trods af din hjerterytmeproblem
  • får taget stilling til, om det er nødvendigt for dig at få blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper (http://rytmedoktor.dk/blodfortyndende-medicin/)

I mange undersøgelser har man kunnet vise, at både medicinsk behandling (http://rytmedoktor.dk/medicinsk-behandling-af-atrieflimren/) og ablationsbehandling (“brænding”, “varmebehandling”; http://rytmedoktor.dk/ablation-af-atrieflimren/) kan bedre den oplevede livskvalitet væsentligt.

Nogle gange kan den oplevede livskvalitet påvirkes så meget, at det nærmer sig egentlige angstreaktioner eller depression. Det kan derfor være en rigtig god idé, at tage sin praktiserende læge med på råd. Og nogle gange kan det være relevant og gavnligt at blive henvist til psykolog eller psykiater. Det er min erfaring, at specielt såkaldte kognitive psykologiske værktøjer kan være gavnlige.

 

 

Medicinsk behandling af atrieflimren

Vigtigst er: stillingtagen til behov for blodfortyndende behandling (“AK-behandling”) – se Opslag om dette.

Principielt kan man vælge to strategier for medicinsk behandling. Den ene strategi kaldes for “frekvenskontrol”. Den går i princippet ud på, at man accepterer atrieflimren, men medicinerer for at undgå for hurtig overledning af flimmer-impulserne fra forkamrene til hjertekamrene. Det betyder, at medicinen skal forhindre, at pulsen bliver for hurtig. I såvel hvile som under aktivitet. Målet for behandlingen er at hvilepulsen ikke skal være over 90/minut og at pulsen under moderat aktivitet (rolig gang, én etage trappegang) ikke skal komme over 115/minut.

De stoffer man vil vælge til frekvenskontrol er betablokkere (f.eks. metoprololsuccinat, selozok, atenolol), calciumblokkere (f.eks. verapamil) eller digoxin. Betablokkere har ofte bivirkninger i form af træthed, manglende fysisk kapacitet, vægtstigning, impotens og urolige drømme. Calciumblokkere kan give forstoppelse og tendens til hævede ankler og underben.

Den anden strategi kaldes for “rytmekontrol”. Den går ud på, at stoppe atrieflimren og forhindre nye tilfælde. Altså  en strategi, der går ud på at holde hjerterytmen normal (sinusrytme).

De stoffer man vil vælge til rytmekontrol kan igen være betablokkere eller calciumblokkere. Begge er dog ikke særlig effektive i denne forbindelse. Mere effektive er flecainid (=Tambocor), propafenon (=Rytmonorm), sotalol (=Sotacor) og amiodaron (=Cordarone/Cordan).

Flecainid er ofte ganske effektivt – både i forhold til at stoppe anfald af atrieflimren og at forebygge nye anfald. Det kan kun anvendes, hvis der ikke er nedsat pumpefunktion af hjertet eller tegn på åreforkalkning. Bivirkninger er ofte beskedne. Der kan være bivirkninger i form af synspåvirkning eller tendens til svimmelhed, fordi stoffet ikke kun virker på hjertet, men også kan påvirke nervecellerne i centralnervesystemet. Man vil oftest anbefale at kombinere flecainid med en mindre dosis betablokker eller calciumblokker. Det skyldes, at flecainid nogle gange kan få en flimmer til at blive til en såkaldt atrieflagren (se post om atrieflagren). For at undgå at atrieflagren under samtidig behandling med flecainid skal give al for hurtig puls, vil man give supplerende medicin (betablokker eller calciumblokker), der hæmmer impulsoverledningen fra forkamre til hjertekamre.

Sotalol er ikke meget mere effektivt end betablokkere. Til gengæld giver stoffet risiko for rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene, som kan være farlige. Dette ses specielt hos personer med nedsat nyrefunktion, hos kvinder og hos personer som samtidig får anden type af medicin, der kan påvirke det såkaldte QT-interval, som måles på hjertediagrammet (EKG).

Multaq er – efter min erfaring – ikke særligt effektivt, og har mange bivirkninger – ofte i form af meget generende kvalmetendens.

Amiodaron (Cordarone eller Cordan) er det mest effektive stof til at undgå atrieflimren. Det har imidlertid også mange bivirkninger – specielt ved langtidsbehandling (mere end 6 måneder). Bivirkningerne spænder fra en generende lysoverfølsomhed for sollys (man tåler dårligt solen – bliver hurtigere forbrændt) til stofskiftepåvirkning og risiko for påvirkning af lever-, lunge- og nervesystem. Det kan være udmærket af anvende dette stof i en kortere periode før og efter DC-konvertering (stød på brystet for at stoppe atrieflimren) eller i en periode efter ablationsbehandling. Herudover vil jeg sjældent anvende det til mere langsigtet behandling på grund af de mange bivirkninger.

Flecainid (Tambocor), propafenon (Rytmonorm), sotalol (Sotacor) og Multaq behandling bør altid startes under indlæggelse (typisk 2 døgn), hvor hjerterytmen overvåges. Cordarone kan godt startes uden samtidig indlæggelse og overvågning.

En hyppig bivirkning, jeg ofte selv hører om – specielt når man får medicin af typen betablokker, sotalol og amiodaron (Cordan/Cordarone) – er øget træthed og nedsat fysisk funktionsformåen. Dette skyldes, at medicinen også sænker den normale puls (sinusrytmen bliver langsommere, end den ellers ville have været), og – vigtigt – at pulsen stiger langsommere under fysisk aktivitet, end den normalt ville gøre. Det betyder, at det går for langsomt med at øge ilt-tilbuddet til muskler og andre organer – og dermed, at man for hurtigt “kører træt”. Generelt skal man derfor sørge for at justere medicindoser til så lave niveauer som muligt. Og undlade at kombinere medicin med pulsdæmpende egenskaber (f.eks. kombination af betablokker og Cordan/Cordarone).

Specielt med Cordan/Cordarone og Sotalol/Sotacor skal man være forsigtig med at give andre lægemidler. En del – også ganske almindelige – lægemidler forstærker nogle effekter af Cordan/Cordarone og Sotalol/Sotacor, så du kommer i risiko for nogle alvorlige hjerterytmeforstyrrelser. Det er derfor vigtigt, at du spørger din læge eller på sygehuset, om den medicin du allerede får – eller ny medicin – går an sammen med den hjerterytmeregulerende medicin.