Er der sammenhæng mellem fysisk træning og atrieflimren?

Jeg bliver ofte spurgt om:

  1. ”Er det på grund af min sport, at jeg har fået atrieflimren?”
  2. ”Vil det hjælpe på mine problemer med atrieflimren, hvis jeg stopper med at dyrke sport?”
  3. ”Hvornår kan jeg starte med sport igen?” (typisk efter en ablationsbehandling)
  4. ”Kan det hjælpe på mine problemer, hvis jeg begynder at træne (noget mere)”?

Det er spørgsmål, som er svære at svare præcist på. Dels fordi vores viden om sammenhæng mellem fysisk aktivitet og sport er begrænset. Dels fordi der sjældent er absolut “rigtige” svar på spørgsmålene. Og dels fordi, der sandsynligvis er store forskelle fra person til person.

Der er mange undersøgelser, der har påvist en såkaldt ”U-formet” sammenhæng mellem niveauet af sportsaktivitet og forekomst af atrieflimren. ”U-formet” vil sige, at der både er højere risiko for atrieflimren, hvis man ikke dyrker nogen form for fysisk aktivitet – og, hvis man dyrker rigtigt meget sport. Mens den mindste forekomst af atrieflimren er hos personer, der er moderat fysisk aktive.

Der sker rigtigt meget med hjertet, kredsløbet og de mekanismer, der regulerer hjertet, når man sammenligner ikke-sportsdyrkere med intens-sportsdyrkere. I takt med øget træning kan man se, at hjertekamrene – både pumpekamre og forkamre – bliver større og får større muskelmasse. Hjertet er jo en muskel og – ligesom alle andre muskler i kroppen – sker der en hensigtsmæssig tilpasning til den øgede brug af hjertet, som træningen medfører. Øget træningsindsats stiller større krav til hjertets funktion som ”energileverandør” til vores øvrige muskler. Dette krav opfyldes ved en kombination af, at hjertet pumper mere blod ud for hvert hjerteslag (man siger, at ”slagvolumen” øges). De større hjertekamre kan pumpe mere blod ud. Og samtidig kan vi øge pulsen, så der kommer flere pulsslag per minut. Kombinationen af mere blodtilførsel per hjerteslag og flere hjerteslag per minut tilfredsstiller kroppens øgede behov for at få tilført ilt (=brændstof).

Figuren illustrerer sammenhæng mellem risiko for atrieflimren (“2.5” betyder to og en halv gange større risiko) og træningsintensitet over lang tid. Øverst er der vist ultralydsbilleder af hjertet, der illustrerer, at alle hjertets kamre bliver større, jo mere man træner. Og at tykkelsen af hjertemuskulaturen også øges.

Samtidigt med, at hjertet vokser og øger dets muskelmasse, sker der også ændringer i nervesystemets styring af hjertet. Det nervesystem, der styrer hjertet, er den del af vores nervesystem, som ikke er underlagt viljens kontrol. Vi kalder det også for ”det autonome nervesystem”. Det autonome nervesystem har både en aktiveringsdel, som vi kalder for ”det sympatiske nervesystem”. Og en hviledel, som vi kalder for ”det parasympatiske nervesystem”. Aktiveringssystemet hjælper med til at øge pulsen, når vi skal yde noget fysisk – og bliver ved øget træningsindsats i stand til at øge pulsen endnu mere end tidligere. Hvilesystemet er med til at sænke pulsen igen, når vi hviler – og bliver ved øget træningsindsats i stand til at sænke pulsen i hvile endnu mere end tidligere. Det er grunden til, at man får lavere puls, når man er i god form.

Alt dette er i og for sig en hensigtsmæssigt tilpasning til de øgede krav til hjertet i forbindelse med øget fysisk aktivitet og bedret træningstilstand.

Men – som med så meget andet – gælder det også her, at for meget kan have uhensigtsmæssige konsekvenser.

For meget udvidelse af forkamrene med fortykkelse af muskulaturen kan medføre øget forekomst af ”ekstraslag” – kaldes også ”ekstrasystoler”. Det vil sige elektriske impulser med aktivering af forkamrene, som ligger ud over de normale hjerteslag. Ekstraslag er præcist det, der kan udløse atrieflimren. Det skal forstås sådan, at man kan have masser af ekstraslag uden at få atrieflimren, men man får ikke atrieflimren uden at have ekstraslag.

Ekstraslagene forstyrrer hjerterytmen imellem de normale hjerteslag. Da påvirkningen af hvile-nervesystemet er særligt udtalt, når vi er i hvile – og specielt når vi sover – bliver pulsen i hvile og under søvn langsommere og dermed bliver afstanden mellem pulsslagene længere. Da ekstraslagene kun kan påvirke hjerterytmen imellem de normale slag, bliver der mere tid til denne påvirkning, når pulsen er lav. Tænk på ekstraslagene som en sten, der kan kastes og ramme et vindue og slå glasset i stykker (udløse atrieflimren). Jo større, vinduet er, jo større er chancen for at ramme det, når man kaster stenen. Og dermed – når pulsen bliver lavere, bliver  risikoen for at udløse atrieflimren med et ekstraslag samtidigt større.

Der er således meget, der understøtter, at der er en sammenhæng mellem mængden af fysisk træning og risiko for atrieflimren. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at sammenhængen er kraftigere for lav træningsindsats end for høj.

Så – tilbage til spørgsmålene:

”Er det på grund af min sport, at jeg har fået atrieflimren?”

Hvis du dyrker langdistanceløb (marathon, ultraløb), langdistanceroning, langrendsski på lange distancer (fx Vasa-løb) eller triathlon på lange distancer (jernmand) kan der være en sammenhæng. Men ikke, hvis vi taler om mere moderat – men alligevel pænt højt – træningsniveau. Tværtimod er der mindre forekomst af atrieflimren hos personer, der træner moderat end hos personer, der slet ikke træner.

”Vil det hjælpe på mine problemer med atrieflimren, hvis jeg stopper med at dyrke sport”?

Der er gode undersøgelser, der har vist, at moderat fysisk aktivitet både giver færre episoder med atrieflimren og betyder, at man bedre kan acceptere den atrieflimren, der alligevel måtte opstå. Det er derfor ikke en god ide at stoppe med sport.

Fornuftsmæssigt kan vi tænke, at det kan være hensigtsmæssigt at ændre typen af sportsaktivitet fra langdistance til mere intervalbetonede aktiviteter. Men der er ingen undersøgelser, der underbygger dette. På den anden side véd vi, at en del af den påvirkning af hjertet og nervesystemet, der ses hos elitesportsudøvere (fx professionelle cykelryttere) aftager, når man stopper som professionel og skifter til en mere ”almindelig” træningsindsats. Min egen tilgang til denne problematik er at tage en grundig snak om problematikken og det vi véd om sportsbetinget påvirkning. Og herefter må man som ”patient” selv tage stilling til – på oplyst baggrund – hvad man vil gøre.

”Hvornår kan jeg starte med sport igen?” (typisk efter en ablationsbehandling)

Jeg anbefaler normalt, at man starter med træning igen efter et par uger. Men ofte har der forudgående været en længere periode, hvor man – på grund af generne fra rytmeforstyrrelsen (eller fordi man har været bange for at kunne provokere rytmeforstyrrelsen ved fysisk aktivitet) ikke har trænet. Eller kun har trænet meget begrænset. Det er derfor vigtigt, at man respekterer, at kroppen skal trænes op igen. Og ikke går i gang ”for fuld skrue” med det samme. Jo ældre vi bliver, jo hurtigere taber vi både kondition og muskelstyrke. Og jo længere tager det at bygge op igen.

”Kan det hjælpe på mine problemer, hvis jeg begynder at træne (noget mere)?”

Der er gode holdepunkter fra en del undersøgelser for, at man kan mindske hyppigheden af atrieflimrenepisoder, hvis man forbedrer sin fysiske form. Specielt, hvis man forudgående har haft et lavt aktivitetsniveau. Der er også gode holdepunkter for, at generne ved den atrieflimren, som alligevel måtte opstå, kan reduceres, hvis man er i nogenlunde eller god træningstilstand, sammenlignet med, hvis man ikke er i form.

Samlet set er ”for lidt” værre end ”for meget”, når vi taler om sammenhæng mellem fysisk aktivitet og atrieflimren. Der er også gode holdepunkter for, at en ændring fra ”for lidt” til ”noget mere” er hensigtsmæssigt. Mens holdepunkterne for, at en ændring fra ”(for) meget” til ”noget mindre” vil gavne, er mere sparsomme.

Per Diemer skriver om styrketræning

DIT HJERTE SKAL HAVE MOTION .. styrketræning uden overanstrengelse

Min 24-årige know-it-all body builder kollega fortæller mig i al sin visdom, at “man kan altid finde en time hver dag til at træne”. Jeg kigger mildt overbærende på ham og omformulerer det for mig selv til, “man kan altid træne”.

For lige at få det på plads, så er jeg selv 57 år gammel, 183 høj og vejer i underkanten af 95 kilo. Jeg har gået med forkammerflimmer i minimum 4 år, men fik det først diagnosticeret for to år siden og fik min første DC konvertering (stød) for 6 uger siden. Jeg arbejder 1,5 job som hhv. sikkerhedsvagt og grafiker, og jeg har 2 børn fifty fifty. Så jeg vover den påstand, at jeg har lidt mere at have det i end min unge kollega 🙂

MAN KAN ALTID TRÆNE Men det er helt individuelt, HVAD man kan træne med. Hvis du vejer 120 kilo, så vil du selv under de bedste omstændigheder have svært ved at løbetræne, og er du svært ramt af din lidelse, så kan en tur op ad trapperne være nok til at udløse et anfald.

Jeg er selv ramt i relativt mild grad – måske pga min unge alder 🙂 så jeg har haft frihed til at eksperimentere lidt. Og en af de ting, som slår mig er, at jeg altid vil kunne styrketræne. Det vil sige, at jeg kan holde min krop og mit kredsløb ved lige, selv når jeg helst ikke skal blive forpustet – jeg skal bare ikke forvente at sætte nogle rekorder.

Men jeg skal forvente, at al bevægelse og al træning – uanset hvor lidt – kommer mig til gode på helbredskontoen. Og så giver det et fantastisk mentalt boost at se sig selv yde noget på trods.

Så for at hjælpe mig selv til at holde fast og komme videre, når det er hårdt, har jeg formuleret nogle overskrifter, som jeg vil uddybe her under:

TRÆNINGEN ER VIGTIG – IKKE DET KONKRETE RESULTAT Altså det er ikke vigtigt, om du løfter 2 eller 20 kilo. Det vigtige er, at du gør det. Jeg bruger selv mindre vægte, end jeg ellers ville have gjort og laver bare flere gentagelser. Det giver udholdenhed som en bonus 🙂

TRÆN LANGSOMT Det tager den tid, det tager. Og hvis du træner med stille og rolige velovervejede bevægelser… 1. så belaster du ikke dit hjerte så hårdt 2. så opnår du en helt ny muskel- og kropsbevidsthed, som kan hjælpe dig til at yde mere med mindre.

Og husk, du bruger den samme energi, om du flytter en vægt 100 gange hurtigt eller 100 gange langsomt. Du kan altså stadig tabe dig og opbygge muskelmasse, selvom dit hjerte ikke hamrer der ud ad.

TRÆN EN MUSKEL AF GANGEN Fordelen ved styrketræning er, at du kan isolere din træning til en muskel af gangen. Når man løber, er adskillige store muskelgrupper involveret og dit behov for ilt stærkt forøget. Men ved vægttræning, kan du med lidt øvelse bevæge dig helt ned i den enkelte muskel og dermed træne næsten uden at øge behovet for ilt og dermed undgå at belaste hjertet.

Hvis du kombinerer det med åndedrætsøvelser, kan du i virkeligheden træne ret effektivt – det tager bare lidt længere tid jf. forrige punkt. – lad åndedrættet følge øvelserne og tøm lungerne, når du spænder musklen og træk vejret langsomt ind, mens du slapper af.

HJEMMETRÆNING Der er flere gode grunde til at have udstyr til at træne der hjemme: 1. Du kan træne, lige når du føler for det. 2. Du kan træne så meget/lidt, du orker. Du SKAL ikke gennemføre et helt program. 3. Der er ingen, der kigger – hvis du er lidt flov over ikke at kunne så meget.

Men selvfølgelig… fordelen ved at gå i træningscenter er, at du har selskab og professionel instruktion. Det må du selv afveje.

Men lad mig uddybe hjemmetræningen lidt. Jeg bruger en kombination af helt gammeldags gulvøvelser – armstrækninger, mavebøjninger, squats og den slags – remme og kettlebells. Redskaberne er ikke så vigtige, men med de her har jeg en uendelighed af øvelser i alle sværhedsgrader til rådighed, og på den måde bliver det ikke så kedeligt 🙂 – Kettlebells sæt med 5 vægte kan fås for 1.200,- – Remme kan fås helt ned til 100,- for et sæt, men mine til 300,- er rare at arbejde med 🙂

DEN VIGTIGSTE FORDEL VED HJEMMETRÆNING .. er, at du gør det nemt for dig selv at træne og at komme i gang.

Det største problem med at træne er, at det nemt bliver uoverskueligt, specielt i starten. Du skal sætte timer af til det, pakke skiftetøj, passe det ind i kalenderen etc. etc.

Jeg har lavet en liste af øvelser, jeg skal i gennem for at få gennemarbejdet hele kroppen. Men ofte har jeg for travlt til at løbe hele programmet i gennem. Så tager jeg bare en øvelse af gangen, når jeg har tid og krydser af på listen. Nogle gange tager det flere dage at komme i gennem et listen – men det er lige meget. Jeg skal bare i gennem, og så starter jeg forfra.

Og bemærk… en øvelse giver knap nok sved på panden. Så jeg behøver ikke at skifte eller gå i bad – jeg HAR spurgt mine omgivelser 🙂

Jeg håber, at det her kan give andre lyst til at gå i gang. Bare skriv, hvis du har konkrete spørgsmål vedr. træning og udstyr.

Og som altid… personlige erfaringer – ikke en prædikken. Konsulter din egen læge og pas godt på dig selv 🙂

Per Diemer skriver om motion og atrieflimren

 

 

DIT HJERTE SKAL HAVE MOTION
.. erfaringer med løb og atrieflimren

Jeg ved godt, at for mange af jer er løb slet ikke en mulighed. Måske er din tilstand for dårlig eller din vægt for stor. Men hvis løb har været din foretrukne motionsform indtil nu, og du ærgrer dig over at lægge den på hylden, så kan du måske bruge mine erfaringer til noget.

JEG HAR OGSÅ VÆRET I KNÆ
Jeg blev første gang opmærksom på min tilstand ved næsten at gå i gulvet under en helt almindelig fredelig løbetur. Pludselig føltes det, som om jeg havde løbet en marathon, og det sortnede for mine øjne. Da jeg kom ned på knæ, gik der ti sekunder, og så var det som om, intet var hændt. Lidt forundret fortsatte jeg forsigtigt, uden at der skete mere. Der gik næsten et år inden næste anfald, men gradvis kom de oftere og oftere, til det gik op for mig, at der var noget helt galt.
Kort fortalt fik jeg konstateret atrieflimren, kom på Metoprolol, og så var det i første omgang det – troede jeg. Anfaldene var nu kommet for at blive – når jeg anstrengte mig – og jeg tænkte, at det var noget, jeg måtte leve med.

PROBLEMET VAR ILTMANGEL
Selvfølgelig er problemet konkret, at hjertet ikke gør, hvad det skal, men resultatet er iltmangel. Og ved løb bruger man rigtig meget ilt – hvem kender ikke til at være forpustet, selv uden hjerteproblemer?
Det gik op for mig, at et anfald altid blev varslet af, at musklerne syrede til – lynhurtigt. Et sikkert tegn på iltmangel, der umiddelbart efter blev fulgt af et hamrende hjerte og svimmelhed.

JEG LAGDE EN STRATEGI
Da lægen havde forsikret mig om, at min tilstand ikke var direkte farlig omend voldsomt irriterende, gik jeg i gang med at prøve mig frem for at finde en strategi for at holde mig i form alligevel. Og jeg kom frem til følgende fremgangsmåde:

1. TEGNENE: Lær tegnene at kende og hold belastningen lige under det, der udløser flimmeren. Jeg går ud fra, at de tegn er helt individuelle.
2. GÅ NED I DISTANCE: Før var min favoritdistance 5 km. Nu er jeg landet på 3 km.
3. OPVARMNING: Det har jeg bare aldrig været god til. Men når man starter op på en løbetur og aktiverer de store muskler i lår og sæde, så trækker de alt ilt ud af blodet, sådan! Og hvis hjertet ikke følger med, så får man akut åndenød og flimmer. Men opvarmning med squats (benbøjninger til 90°) giver en mere kontrolleret igangsætning og mulighed for hjertet til at følge med.
4. ÅNDEDRÆTSØVELSER: De fleste har det med kun at bruge en lille del af deres lunger, typisk den øverste. Resten af lungerne er fyldt med stillestående luft, der ikke bidrager til iltningen af blodet. I mange sportsgrene, ikke mindst kampsport, er åndedrætsøvelser en naturlig del af træningen, fordi en effektiv vejrtrækning giver større styrke og udholdenhed. Ved bevidst at tømme lungerne maksimalt, altså presse mellemgulv og brystkasse sammen, får man tømt den gamle, iltfattige luft helt ud. Ved at slappe af i mellemgulvet og udvide brystkassen igen, fyldes lungerne nu helt op med iltrig luft, og selv med et dårligt fungerende hjerte, får man iltet blodet mere end normalt. Jeg kombinerer åndedrætsøvelserne med mine squats for at ilte blodet maksimalt inden løbeturen. Og under løbeturen koncentrerer jeg mig hele tiden om at tømme lungerne mest muligt – de skal nok selv finde ud af at fylde sig igen 🙂

BEMÆRK at som en bonus, så giver åndedrætsøvelserne mig helt generelt mere energi i hverdagen, fordi de hjælper mig med at ilte blodet mere.

I mit næste indlæg vil jeg skrive om styrketræning som en måde at styrke formen uden at miste pusten.

Igen… det her er mine personlige erfaringer – det er ikke en prædikken. Konsulter din egen læge og pas godt på dig selv

Atrieflimren og motion/sport

Når jeg taler med personer med atrieflimren, både i min konsultation og når man kommer til operation/ablation, bliver der meget tit spurgt til omstændigheder omkring motion og sport, når man har fået problemer med atrieflimren. Men også i forhold til at mindske risiko for atrieflimren i fremtiden. Generelt anbefaler jeg, at man – så vidt som muligt – har motion som en daglig aktivitet. Hos nogle – og efterhånden ikke helt få – er der imidlertid grund til at tale om, hvordan meget betydelig og intensiv motions-/sportsaktivitet kan være mindre hensigtsmæssig.

Jeg vil dele mit opslag i:

  • Motion/sport, når du allerede har atrieflimren (periodisk eller konstant)
  • Motion/sport som provokerende faktor for at atrieflimren

Motion/sport, når du allerede har atrieflimren:

Der er ikke holdepunkter for, at moderat fysisk aktivitet/motion/sport forværrer atrieflimren – og heller ikke holdepunkter for, at moderat motion/fysisk aktivitet hos det store flertal kan få anfald af atrieflimren til at start eller gå over.

Derimod kan moderat fysisk aktivitet/motion/sport give personer med atrieflimren en bedre fysisk udholdenhed, bedre evne til at klare daglige opgaver (socialt, arbejdsmæssigt, familiemæssigt) og bedre oplevet livskvalitet.

Jeg kan derfor anbefale, at du sørger for at bevæge dig – gerne, så du “får lidt sved på panden” – en halv times tid dagligt. En rask gåtur er fint, men naturligvis også anden fysisk aktivitet.imagescafb5l9w

Udfordringerne ved fysisk aktivitet, når man har atrieflimren, er dels flimmeren i sig selv, og dels den medicin, du tager. Når du har flimmer, vil der ikke komme så meget iltet blod fra forkammer til hjertekammer. Det betyder, at der ikke kommer helt samme tilbud af ilt – og dermed energi – til kroppens muskler, organer og hjerne. Du vil derfor lettere blive træt, forpustet og uoplagt. Nogle kan også opleve en fornemmelse af svimmelhed i forbindelse med fysisk aktivitet. Disse gener er ikke “farlige” eller risikable, men kan naturligvis være irriterende og begrænsende. Hvis du alligevel gennemfører fysiske aktiviteter jævnligt – gerne dagligt – vil du alligevel efterhånden opleve, at din fysiske kapacitet bliver bedre, “din kondition stiger”.

Medicinen, du får på grund af din atrieflimren, kan også give problemer. Specielt medicin af typen “betablokker” (f.eks. metoprololsuccinat eller emconcor/bisoprolol), men også cordarone/cordan, verapamil/veraloc og sotacor/sotalol kan være problematiske. Grunden til, at medicin giver problemer er flere. For det første vil disse typer af medicin typisk betyde, at din puls – når du ikke har dine flimmeranfald – er langsommere end den ville være uden medicin. For det andet – og ofte vigtigere – vil den stigning i puls, som vi oplever, når vi er fysisk aktive, være sløvere på grund af medicinen. Og din maksimalpuls vil være lavere på grund af medicinen. Det vil sige, at det tager dig længere tid at få din puls op – og du kan ikke få den så højt op, som hvis du ikke fik medicin. Det betyder i praksis, at du kan opleve for hurtigt at blive træt – syre til i musklerne og blive ubehageligt forpustet. Her kan det være en god idé, at øge belastningen (meget) langsommere, end du ellers ville have gjort. Og langsommere, end du syntes ellers ville være normalt for dig.

Motion/sport som provokerende faktor for at atrieflimren:

Der er en del undersøgelser, der viser at moderat motion/fysisk aktivitet nedsætter din risiko for at få atrieflimren. Der er således ingen betænkeligheder i forhold til moderat motion/fysisk aktivitet – altså “ingen undskyldninger”.

Derimod er der meget der peger på, at specielt “udholdenhedssport” medfører en øget risiko for atrieflimren. Her er der ikke tale om en løbetur et par gange om ugen. Men træning og konkurrencer indenfor, i særlig grad, langdistance løb (maraton, ultraløb), langdistance skiløb (Vasa-loppet, Birkebeinerrennet), “Ironman”, langdistance roning og ekstremcykling. Den øgede risiko for atrieflimren skyldes flere faktorer – kendte som ukendte. Men i hvert fald mener vi, at faktorer som højere niveau af “stress-hormoner”, ændret balance i det såkaldte “autonome nervesystem”, øget tryk-påvirkning af forkamrene og påvirkning af selve hjertekamrene (“sportshjerte”) bidrager til den øgede risiko for at udvikle atrieflimren. Og til at starte anfald af atrieflimren, hvis du allerede har en tendens til at få dette. Denne risiko må jo nødvendigvis opvejes for hver enkelt person i forhold til den gevinst, man oplever ved at træne meget og hårdt – og konkurrere på lange distancer.

imagesca89kgtq

Fra et rent “hjerte-sundheds- synspunkt” vil en træningsindsats på højt/intensivt niveau på fem timer om ugen (ideelt med én til to dages pause per uge) være optimal. Mere end dette kan medføre øget risiko for at udvikle atrieflimren, og kan også bidrage til, at du bliver mere belastet af din allerede tilstedeværende anfaldsvise atrieflimren, end du ellers ville være.

Som den gamle græske læge og filosof Hippocrates er citeret for at have udtalt for 2.500 år siden: “Hvis vi kunne give hvert individ den rette mængde næring og fysisk aktivitet – ikke for lidt og ikke for meget – vil vi have fundet den sikreste vej til et godt helbred”. Stadig et klogt og indsigtsfuldt udsagn mange hundrede år senere.