Atrieflimren og livskvalitet

Mange mennesker lever et godt og rigt liv på trods af atrieflimren. Der er imidlertid også mange med atrieflimren, der oplever væsentligt påvirket livskvalitet på grund af dette. Det gælder både ved konstant flimren og – måske i endnu højere grad – ved periodisk flimren.

Den påvirkede livskvalitet kan have mange årsager. Mange er bange for, eller nervøse ved, hvad flimmeren kan betyde for hjertet. Slider det på hjertet? Andre kan være bange for, om de risikerer en blodprop i hjernen. Mange har symptomer på deres flimren i form af forpustethed, træthed, koncentrationsbesvær, urofornemmelse i kroppen, svedtendens osv.. Og oplever derfor indskrænkninger i, hvad de ellers gerne ville gøre. Mange slider med bivirkninger til den medicin, de har fået udskrevet af lægen.

'I'm writing you a prescription. Do you want a longer life with less quality or vice versa?'

Vi véd – fra mange undersøgelser – at den oplevede livskvalitet hos personer med atrieflimren i gennemsnit er lige så påvirket, som hvis man har svær, kronisk, hjertesygdom (som hjertesvigt) eller som hvis man gennemgår et langvarigt forløb med kræftsygdom. Det vil sige, at livskvaliteten i gennemsnit er betydeligt påvirket.

Vi véd – heldigvis – også, at den oplevede livskvalitet kan forbedres væsentligt, hvis man:

  • får grundig information om atrieflimren, og hvad det betyder for dig
  • hvis du får oplevelsen af, at blive taget alvorlig
  • får grundig information om, hvad der kan være fornuftig behandling
  • får behandlet tilstanden, så du enten får stabil og normal hjerterytme – eller får dæmpet symptomerne/generne fra flimmeren
  • tager hånd om, at medicin – der ellers kan være fornuftig at give – kan have væsentlige bivirkninger, som påvirker din oplevede livskvalitet
  • får grundig information om, hvad flimmeren har af konsekvenser for din måde at leve dit liv på. Og, at du – som hovedregel – skal kunne leve et normalt liv, og forvente normal livslængde på trods af din hjerterytmeproblem
  • får taget stilling til, om det er nødvendigt for dig at få blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper (http://rytmedoktor.dk/blodfortyndende-medicin/)

I mange undersøgelser har man kunnet vise, at både medicinsk behandling (http://rytmedoktor.dk/medicinsk-behandling-af-atrieflimren/) og ablationsbehandling (“brænding”, “varmebehandling”; http://rytmedoktor.dk/ablation-af-atrieflimren/) kan bedre den oplevede livskvalitet væsentligt.

Nogle gange kan den oplevede livskvalitet påvirkes så meget, at det nærmer sig egentlige angstreaktioner eller depression. Det kan derfor være en rigtig god idé, at tage sin praktiserende læge med på råd. Og nogle gange kan det være relevant og gavnligt at blive henvist til psykolog eller psykiater. Det er min erfaring, at specielt såkaldte kognitive psykologiske værktøjer kan være gavnlige.