Hvad gør vægttab ved min atrieflimren?

Jeg har tidligere skrevet om sammenhængen mellem overvægt og atrieflimren. Der er kommet flere nye undersøgelser, der har set på denne sammenhæng.

Jeg vil dele opslaget op i tre afsnit – 1) Hvad er sammenhængen mellem overvægt og atrieflimren; 2) Får jeg mindre atrieflimren, hvis jeg taber mig, og 3) hvordan påvirker vægttab udviklingen i atrieflimren.

Sammenhæng mellem overvægt og atrieflimren

Der er mange undersøgelser, der har vist at jo større overvægt, desto større risiko for atrieflimren. En større undersøgelse fra australske forskere viser, at risiko for atrieflimren stiger med 8% for hvert BMI-point over 27. Du regner dit BMI ud ved at dele din vægt med din højde (i meter) to gange: Du er 1,75 m (altså 175 cm) høj og vejer 86 kg – det giver 86 divideret med 1,75 = 49. Herefter dividerer du 49 med 1,75 = 28. Det giver altså et body-mass index (BMI) på 28. Du kan let finde en app på din mobil, som kan hjælpe med BMI-beregningen.

Hvad sker der, hvis jeg taber mig?

Denne figur viser, hvad der sker med din atrieflimren hvis du kun taber dig meget lidt (3%, eller – hvis du som udgangspunkt vejer 80 kg – 2,5 kg). Hvis du taber dig moderat (3-9%) og hvis du taber dig mere end 10%. Ti procent svarer til, at du taber dig 8 kg, hvis din udgangsvægt er 80 kg. Uden at gøre andet ved din atrieflimren – det vil sige, uden at medicinere dig eller behandle dig med fx en ablation – kan du reducere forekomsten af din atrieflimren med næsten 50%, hvis du taber dig 10% i vægt.

Der er også undersøgelser, der viser at du får bedre resultat ud af såvel medicinsk behandling som behandling med ablation, hvis du samtidigt taber dig.

Hvordan påvirker vægttab udviklingen i atrieflimren

Hvis du allerede har haft gentagne episoder med atrieflimren, kan din flimren udvikle sig på tre måder: 1) du kan få mindre atrieflimren, 2) du kan få flere (og længere) episoder med atrieflimren eller 3) din atrieflimren kan blive konstant.

I denne undersøgelse har forskerne kigget på, hvordan din atrieflimren udvikler sig over tid, afhængigt af, om du ikke taber dig, taber dig lidt (3-9% af din udgangsvægt) eller taber dig pænt meget (mere end 10% af din udgangsvægt). Som udgangspunkt havde cirka halvdelen af forsøgspersonerne konstant atrieflimren (= ”persistent”) og halvdelen anfaldsvis/periodisk (= ”paroxysmal”) atrieflimren. Man undersøgte så, hvor mange der blev fri for atrieflimren over tid (grå farve); hvor mange der skiftede fra anfaldsvis til konstant atrieflimren (lilla farve); hvor mange der skiftede fra konstant til anfaldsvis atrieflimren (gul farve) og hvor mange, der ikke skete noget med (grøn farve).

Du kan se, at i gruppen med størst vægttab var der flest, der blev fri for atrieflimren (52%) eller skiftede fra konstant til anfaldsvis flimren (36%). Og kun meget få, der skiftede fra anfaldsvis til konstant flimren (3%). Mens der i gruppen med det mindste vægttab var færrest, der blev fri for atrieflimren (25%) eller skiftede fra konstant til anfaldsvis atrieflimren (1%). Og flest, der skiftede fra anfaldsvis til konstant flimren (48%).

Man så altså en klar tendens til forværret og mere atrieflimren i gruppen med mindst vægttab. Og en ligeså klar tendens til forbedret og mindre atrieflimren i gruppen med det største vægttab.

Ny viden om alkohol og atrieflimmer

I løbet af de sidste par år er der kommet flere nye undersøgelser af sammenhængen mellem alkohol og atrieflimren. Der har i mange år været enighed om, at der er en sammenhæng mellem højt forbrug af alkohol og atrieflimren. Og at et stort indtag af gangen – beruselse – giver øget risiko for atrieflimren. Og der har også været enighed om, at højt forbrug af alkohol – såvel dagligt som i form af beruselse – giver øget risiko for at udløse atrieflimren hos personer, som tidligere har haft tilbagevendende atrieflimren. Større mængder alkohol kan således både disponere til at udvikle atrieflimren og udløse atrieflimrenepisoder, hvis man allerede har dispositionen til flimren.

Der har derimod ikke været den samme enighed i forhold til beskedent og moderat alkoholforbrug og sammenhæng med atrieflimren.

En gruppe svenske forskere har undersøgt dette i en meget stor gruppe svenske mænd og kvinder. Og samtidigt har de lavet en samlet analyse af de studier, der tidligere har kigget på denne sammenhæng. På denne måde har de kunnet påvise, at for hver øgning af den daglige alkoholindtagelse på én (1) genstand (en normalstyrke øl eller et glas vin) øges risiko for at få atrieflimren med 8%. Det vil sige, at hvis man – i gennemsnit – forbruger 21 genstande per uge (svarende til gennemsnitligt tre genstande per dag) øger man sin risiko for atrieflimren med 25%. Og dermed sin livstidsrisiko fra cirka 25% til knap 35%. Denne sammenhæng er ”renset” for forskelle i køn, alder og forekomst af andre disponerende faktorer som forhøjet blodtryk, sukkersyge, anden hjertesygdom, overvægt osv.. Denne sammenhæng kunne bekræftes, når man samlede informationerne fra en større mængde undersøgelser, der tidligere har kigget på sammenhængen mellem alkohol og atrieflimren. Der er således ingen tvivl om, at selv et mindre alkoholforbrug giver en vis øget risiko for at få atrieflimren. Det er formodentligt et samspil af mange forskellige faktorer, som alkholhol kan have indflydelse på, der ligger til grund for den øgede forekomst af atrieflimren i takt med øget forbrug af alkohol.

En australsk forskergruppe har set på ændringer i hjertets impulsledning afhængigt af de oplysninger om alkoholforbrug, man kunne få fra forsøgsdeltagerne. De fandt, at der kunne påvises forstyrrelser i impulsudbredningen i hjertets forkamre som i højere grad var til stede, jo højere det gennemsnitlige alkoholforbrug var. Og at denne sammenhæng også gjorde sig gældende for et moderat alkoholforbrug på – i gennemsnit – 2-3 genstande per dag, eller 14-21 genstande per uge. De forstyrrelser, der kunne påvises i impulsudbredningen var af en slags, som vi normalt forbinder med en øget risiko for at få atrieflimren. Man kunne imidlertid ikke med sikkerhed påvise nogen forstyrrelse i impulsudbredningen hos de personer, der havde et let alkoholforbrug – højst 1 genstand per dag (under 7 genstande per uge) – sammenlignet med personer, der slet ikke rørte alkohol.

På billedet ovenfor er de rød/gul/grønne områder steder, hvor impulsledningen er forstyrret. De tre billeder repræsenterer det venstre forkammer hos henholdsvis en person, der aldrig rører alkohol (non drinker), en person med alkoholforbrug under 7 genstande om ugen (mild drinker) og en person med alkoholforbrug på 7-21 genstande om ugen (moderate drinker). Det er forandringer, som jeg også selv ser, når jeg foretager ablationsbehandling for atrieflimren.

Jeg fortolker selv disse resultater – både fra de svenske og fra de australske forskere – sådan, at jeg ikke vil fraråde, at man nyder et glas vin eller to i weekenden, måske oven i købet både fredag og lørdag. Men at man skal undgå alkohol i det daglige og undgå at drikke større mængder alkohol i det hele taget.

Er der sammenhæng mellem fysisk træning og atrieflimren?

Jeg bliver ofte spurgt om:

  1. ”Er det på grund af min sport, at jeg har fået atrieflimren?”
  2. ”Vil det hjælpe på mine problemer med atrieflimren, hvis jeg stopper med at dyrke sport?”
  3. ”Hvornår kan jeg starte med sport igen?” (typisk efter en ablationsbehandling)
  4. ”Kan det hjælpe på mine problemer, hvis jeg begynder at træne (noget mere)”?

Det er spørgsmål, som er svære at svare præcist på. Dels fordi vores viden om sammenhæng mellem fysisk aktivitet og sport er begrænset. Dels fordi der sjældent er absolut “rigtige” svar på spørgsmålene. Og dels fordi, der sandsynligvis er store forskelle fra person til person.

Der er mange undersøgelser, der har påvist en såkaldt ”U-formet” sammenhæng mellem niveauet af sportsaktivitet og forekomst af atrieflimren. ”U-formet” vil sige, at der både er højere risiko for atrieflimren, hvis man ikke dyrker nogen form for fysisk aktivitet – og, hvis man dyrker rigtigt meget sport. Mens den mindste forekomst af atrieflimren er hos personer, der er moderat fysisk aktive.

Der sker rigtigt meget med hjertet, kredsløbet og de mekanismer, der regulerer hjertet, når man sammenligner ikke-sportsdyrkere med intens-sportsdyrkere. I takt med øget træning kan man se, at hjertekamrene – både pumpekamre og forkamre – bliver større og får større muskelmasse. Hjertet er jo en muskel og – ligesom alle andre muskler i kroppen – sker der en hensigtsmæssig tilpasning til den øgede brug af hjertet, som træningen medfører. Øget træningsindsats stiller større krav til hjertets funktion som ”energileverandør” til vores øvrige muskler. Dette krav opfyldes ved en kombination af, at hjertet pumper mere blod ud for hvert hjerteslag (man siger, at ”slagvolumen” øges). De større hjertekamre kan pumpe mere blod ud. Og samtidig kan vi øge pulsen, så der kommer flere pulsslag per minut. Kombinationen af mere blodtilførsel per hjerteslag og flere hjerteslag per minut tilfredsstiller kroppens øgede behov for at få tilført ilt (=brændstof).

Figuren illustrerer sammenhæng mellem risiko for atrieflimren (“2.5” betyder to og en halv gange større risiko) og træningsintensitet over lang tid. Øverst er der vist ultralydsbilleder af hjertet, der illustrerer, at alle hjertets kamre bliver større, jo mere man træner. Og at tykkelsen af hjertemuskulaturen også øges.

Samtidigt med, at hjertet vokser og øger dets muskelmasse, sker der også ændringer i nervesystemets styring af hjertet. Det nervesystem, der styrer hjertet, er den del af vores nervesystem, som ikke er underlagt viljens kontrol. Vi kalder det også for ”det autonome nervesystem”. Det autonome nervesystem har både en aktiveringsdel, som vi kalder for ”det sympatiske nervesystem”. Og en hviledel, som vi kalder for ”det parasympatiske nervesystem”. Aktiveringssystemet hjælper med til at øge pulsen, når vi skal yde noget fysisk – og bliver ved øget træningsindsats i stand til at øge pulsen endnu mere end tidligere. Hvilesystemet er med til at sænke pulsen igen, når vi hviler – og bliver ved øget træningsindsats i stand til at sænke pulsen i hvile endnu mere end tidligere. Det er grunden til, at man får lavere puls, når man er i god form.

Alt dette er i og for sig en hensigtsmæssigt tilpasning til de øgede krav til hjertet i forbindelse med øget fysisk aktivitet og bedret træningstilstand.

Men – som med så meget andet – gælder det også her, at for meget kan have uhensigtsmæssige konsekvenser.

For meget udvidelse af forkamrene med fortykkelse af muskulaturen kan medføre øget forekomst af ”ekstraslag” – kaldes også ”ekstrasystoler”. Det vil sige elektriske impulser med aktivering af forkamrene, som ligger ud over de normale hjerteslag. Ekstraslag er præcist det, der kan udløse atrieflimren. Det skal forstås sådan, at man kan have masser af ekstraslag uden at få atrieflimren, men man får ikke atrieflimren uden at have ekstraslag.

Ekstraslagene forstyrrer hjerterytmen imellem de normale hjerteslag. Da påvirkningen af hvile-nervesystemet er særligt udtalt, når vi er i hvile – og specielt når vi sover – bliver pulsen i hvile og under søvn langsommere og dermed bliver afstanden mellem pulsslagene længere. Da ekstraslagene kun kan påvirke hjerterytmen imellem de normale slag, bliver der mere tid til denne påvirkning, når pulsen er lav. Tænk på ekstraslagene som en sten, der kan kastes og ramme et vindue og slå glasset i stykker (udløse atrieflimren). Jo større, vinduet er, jo større er chancen for at ramme det, når man kaster stenen. Og dermed – når pulsen bliver lavere, bliver  risikoen for at udløse atrieflimren med et ekstraslag samtidigt større.

Der er således meget, der understøtter, at der er en sammenhæng mellem mængden af fysisk træning og risiko for atrieflimren. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at sammenhængen er kraftigere for lav træningsindsats end for høj.

Så – tilbage til spørgsmålene:

”Er det på grund af min sport, at jeg har fået atrieflimren?”

Hvis du dyrker langdistanceløb (marathon, ultraløb), langdistanceroning, langrendsski på lange distancer (fx Vasa-løb) eller triathlon på lange distancer (jernmand) kan der være en sammenhæng. Men ikke, hvis vi taler om mere moderat – men alligevel pænt højt – træningsniveau. Tværtimod er der mindre forekomst af atrieflimren hos personer, der træner moderat end hos personer, der slet ikke træner.

”Vil det hjælpe på mine problemer med atrieflimren, hvis jeg stopper med at dyrke sport”?

Der er gode undersøgelser, der har vist, at moderat fysisk aktivitet både giver færre episoder med atrieflimren og betyder, at man bedre kan acceptere den atrieflimren, der alligevel måtte opstå. Det er derfor ikke en god ide at stoppe med sport.

Fornuftsmæssigt kan vi tænke, at det kan være hensigtsmæssigt at ændre typen af sportsaktivitet fra langdistance til mere intervalbetonede aktiviteter. Men der er ingen undersøgelser, der underbygger dette. På den anden side véd vi, at en del af den påvirkning af hjertet og nervesystemet, der ses hos elitesportsudøvere (fx professionelle cykelryttere) aftager, når man stopper som professionel og skifter til en mere ”almindelig” træningsindsats. Min egen tilgang til denne problematik er at tage en grundig snak om problematikken og det vi véd om sportsbetinget påvirkning. Og herefter må man som ”patient” selv tage stilling til – på oplyst baggrund – hvad man vil gøre.

”Hvornår kan jeg starte med sport igen?” (typisk efter en ablationsbehandling)

Jeg anbefaler normalt, at man starter med træning igen efter et par uger. Men ofte har der forudgående været en længere periode, hvor man – på grund af generne fra rytmeforstyrrelsen (eller fordi man har været bange for at kunne provokere rytmeforstyrrelsen ved fysisk aktivitet) ikke har trænet. Eller kun har trænet meget begrænset. Det er derfor vigtigt, at man respekterer, at kroppen skal trænes op igen. Og ikke går i gang ”for fuld skrue” med det samme. Jo ældre vi bliver, jo hurtigere taber vi både kondition og muskelstyrke. Og jo længere tager det at bygge op igen.

”Kan det hjælpe på mine problemer, hvis jeg begynder at træne (noget mere)?”

Der er gode holdepunkter fra en del undersøgelser for, at man kan mindske hyppigheden af atrieflimrenepisoder, hvis man forbedrer sin fysiske form. Specielt, hvis man forudgående har haft et lavt aktivitetsniveau. Der er også gode holdepunkter for, at generne ved den atrieflimren, som alligevel måtte opstå, kan reduceres, hvis man er i nogenlunde eller god træningstilstand, sammenlignet med, hvis man ikke er i form.

Samlet set er ”for lidt” værre end ”for meget”, når vi taler om sammenhæng mellem fysisk aktivitet og atrieflimren. Der er også gode holdepunkter for, at en ændring fra ”for lidt” til ”noget mere” er hensigtsmæssigt. Mens holdepunkterne for, at en ændring fra ”(for) meget” til ”noget mindre” vil gavne, er mere sparsomme.

Hvornår skal man overveje ablationsbehandling (“brænding”/”frysning”) for atrieflimren?

Vurdering af, hvem der bør tilbydes ablationsbehandling for atrieflimren er en specialistopgave. Det vil sige, at vurderingen skal foregå i et samarbejde mellem dig og en speciallæge i hjertesygdomme (en ”kardiolog”).

Vi har ikke holdepunkter for, at ablationsbehandling – eller anden behandling for atrieflimren, bortset fra blodfortyndende medicin – forlænger dit liv. Stillingtagen til behov for blodfortyndende medicin er absolut vigtig for at reducere risiko for blodpropkomplikation  mest muligt. Herudover er det først og fremmest hvor plaget du er af din  atrieflimren, der skal bestemme behandlingsformen. Og – hvis du er i medicinsk behandling for din atrieflimren – om du har så tilpas plagsomme bivirkninger til medicinen, at det retfærdiggør et skift i behandling.

Atrieflimren findes i to former – anfaldsvist/periodisk eller konstant. Anfaldsvist skal forstås sådan, at episoder med atrieflimren ”går over af sig selv”. Mens konstant atrieflimren kun går over, hvis der gøres el-konvertering (”DC-stød”) eller – nogle gange – hvis der gives medicinsk kur. Generelt er chancerne for at få normal hjerterytme størst, hvis atrieflimren optræder anfaldsvist. Anfaldsvis atrieflimren kaldes på ”lægesprog” for paroksystisk atrieflimren, mens konstant atrieflimren kaldes persisterende eller permanent atrieflimren. Ofte vil atrieflimren i starten være periodisk med korte episoder og lange perioder ind i mellem, hvor hjerterytmen er normal. Men efterhånden – en udvikling, der kan tage måneder til år – bliver anfaldende hyppigere og af længere varighed. Og på et tidspunkt vil atrieflimmeren blive konstant. Det vil sige, at der er atrieflimren hele tiden, med mindre der gives DC-stød eller gøres  medicinsk konvertering.

Ved anfaldsvis atrieflimren bør man overveje ablationsbehandling, hvis

  • Der er påvirket livskvalitet (ofte nedsat fysisk kapasitet, øget tendens til at miste pusten, urofornemmelse i brystet, dårlig koncentrationsevne) på trods af medicinsk behandling
  • Der er påvirket livskvalitet på grund af medicinsk behandling. Altså påvirket livskvalitet på grund af bivirkninger til den medicin, du har fået skrevet ud af lægen.
  • Hvis du i øvrigt har et normalt hjerte og er frisk bortset fra din episodiske atrieflimren og ønsker ablation som alternativ til medicinsk behandling. Det vil sige, at du ikke har prøvet medicinsk behandling for atrieflimren endnu. Ønsket om ablationsbehandling skal være forudgået af en grundig information om denne type behandling, inklusive forventninger til effekt og risiko for komplikationer.

 

Ved konstant atrieflimren kan man overveje ablationsbehandling, hvis

  • Der er påvirket livskvalitet på trods af medicinsk behandling
  • Der er påvirket livskvalitet på grund af bivirkninger til medicinsk behandling
  • Og atrieflimren ikke har stået på konstant for længe. Og med ”for længe” menes længere end et års tid eller mere. Samtidig med langvarig konstant atrieflimren vil man ofte ved en ultralydsscanning af hjertet se, at forkamrene (”atrierne”) er betydeligt forstørrede. Dette giver, i sig selv, en ringere forventning til at kunne genoprette normal hjerterytme.

 

Langt de fleste personer med atrieflimren har det godt med høj livskvalitet og godt fysisk aktivitetsniveau, hvis de behandles med medicin. Vi skal dog altid – som læger – spørge ind til mulige bivirkninger til den medicinske behandling. Hyppige bivirkninger til medicinsk behandling er øget træthed, nedsat fysisk kapacitet, øget tendens til at miste pusten ved fysisk aktivitet. Altså symptomer, der kan ligne det man oplever på grund af atrieflimren. Det kan således være vanskeligt at skelne mellem symptomer på grund af flimren og symptomer på grund af bivirkninger til medicinsk behandling.

Vi regner med, at omtrent 5% – eller én ud af tyve – af patienter med atrieflimren bør tilbydes ablationsbehandling. Som det fremgår af ovenstående, er det vigtigt at behandle atrieflimren effektivt, mens den endnu er periodisk. Man bør derfor ikke vente ”for længe” med at overveje ablationsbehandling.

International atrieflimren fokusuge – sammenfatning

I år er der i særlig grad fokus på at opdage atrieflimren for at forebygge blodpropkomplikationer – først og fremmest blodpropper i hjernen.
Det er der, fordi:
  • hver fjerde af os (25%) på et tidspunkt i livet får atrieflimren
  • hver fjerde blodprop i hjernen (cirka 3.000 om året i Danmark) skyldes atrieflimren
  • de fleste af disse blodpropper kan forebygges med blodfortyndende medicin
  • atrieflimren, og sygdomme relateret til atrieflimren, koster det danske samfund mere end 3 milliarder kroner om året

 

Mit første opslag handlede om at få mistanke om atrieflimren ved en simpel pulsmåling:

Tag pulsen – det kan skåne din hjerne

Der findes forskellige hjælpemidler til at registrere pulsen:

  • Automatiske blodtryksapparater med indikator for uregelmæssig puls
  • Forskellige “apps” til smart-phones. Fx https://www.preventicus.com/en/ , som er testet videnskabeligt
  • Smartphone tilbehør, der via en app kan optage og sende EKG-optagelse. Fx https://www.alivecor.com. AliveCor/Kardia app’en kan desværre endnu ikke købes i skandinaviske app-stores. Men det kommer.
  • Derudover “gammelkendte” som Holter, event-EKG, R-test – hvor man på sygehusambulatoriet kan blive udstyret med aflæsningsudstyr, der kan “fange” atrieflimren.

Derefter var der et opslag om “blodfortyndende” medicin. Det finder du igen på:

Blodfortyndende medicin

Og dagen efter skrev jeg om den risiko, der desværre er forbundet med at tage “blodfortyndende” medicin – nemlig risiko for blødning:

Den anden side af medaljen – risiko for blødning

Og – videre – fortalte jeg om mulighederne for at beskytte sig mod blodpropper i hjernen i de tilfælde, hvor man enten ikke kan tåle “blodfortyndende” medicin – eller har fået en blodprop på trods af, at man har taget blodfortyndende medicin:

Lukning af venstre forkammers hjerteøre (Aurikellukning)

Endelig skrev jeg i går om de symptomer, man skal være opmærksom på, som tegn på en blodprop i hjernen. Og vigtigheden af at søge behandling så hurtigt som overhovedet muligt:

Kend symptomerne på en blodprop i hjernen

Jeg håber, du har haft glæde af opslagene. Og at du måske fortæller andre om muligheden for at bruge min blog:

Om Rytmedoktor

 

Den anden side af medaljen – risiko for blødning

12.000 danskere får hvert år en blodprop i hjernen – heraf cirka 3.000 på grund af atrieflimren. Mange af disse blodpropper i hjernen kunne have været forebygget med “blodfortyndende” medicin.

I går skrev jeg om, hvem der bør behandles med blodfortyndende medicin. “Blodfortyndende” er i virkeligheden et misvisende begreb at bruge – blodet bliver ikke “tyndere” af denne type medicin. Derimod hæmmes blodets evne til at størkne. Det betyder samtidigt, at risiko for blødning – og alvorlig blødning – øges. Alvorlig blødning kan også være i hjernen.

Så – hvad der sættes til på gyngerne skulle meget gerne vindes (…..og mere til) igen på karrusellen. Det vil sige, man skal altid vurdere, om der er en “netto-gevinst” ved at tage blodfortyndende medicin.

Risiko for blødning skal naturligvis vurderes individuelt. Men, ligesom der findes et statistisk underbygget redskab til at vurdere risiko for blodprop (CHADS-VASC score: se mit opslag fra i går), findes der også et statistisk underbygget redskab til at vurdere risiko for blødning. Det kaldes “Has-Bled”:

Som du kan se, kan man maksimalt få 9 point. Flere af risikofaktorerne går igen fra CHADS-VASC scoren (Højt blodtryk (Hypertension), alder, tidligere apopleksi/stroke). Det vil sige, at en almindelig faktor som “forhøjet blodtryk” både kan være en risikofaktor for blodprop og for blødning.

Pointene kan “oversættes” til en risiko for blødning:

Hvis du sammenligner sammenhængen mellem score og blødningshyppighed (=blødningsrate) henholdsvis blodproprisiko, er der to faktorer, der er vigtige. For det første er stigningen i blødningsrisiko med højere score ikke så voldsom som for blodproprisiko. Og den højeste blødningshyppighed er ikke så høj som den højeste blodproprisiko. Det vil sige, at der ved CHADS-VASC score på 2 eller derover, skal være en del flere risikofaktorer for blødning til stede, før den gavnlige effekt – netto – af blodfortyndende medicin ophæves af risiko for blødning.

Mange – også læger – har været betænkelige ved at give blodfortyndende medicin til ældre/gamle mennesker på grund af formodet stor risiko for faldepisoder. Med deraf følgende risiko for indre blødninger. Denne betænkelighed står overfor den virkelighed, at ældre/gamle mennesker – alt andet lige – har den største risiko for blodpropkomplikationer til atrieflimren.

Jeg hørte for nogle år siden et meget fint foredrag fra en distingveret ældre og pensioneret britisk professor i hjertesygdomme. Han havde gjort sig den umage at forsøge at regne ud, hvor mange gange et ældre menneske med atrieflimren skulle falde for at den samlede risiko for alvorligere blødninger oversteg den gavnlige effekt af blodfortyndende medicin i forebyggelse af blodpropper. Mere end 370 fald om året – eller mere end ét fald om dagen – skulle der til, før gevinsten var udlignet af risiko for blødning. Og det er da trods alt de færreste ældre, der har så hyppige faldepisoder…….

Tag pulsen – det kan skåne din hjerne

Tre tusind danskere får hvert år en blodprop i hjernen på grund af atrieflimren. Mange af disse blodpropper kunne have været undgået, hvis atrieflimmeren var blevet opdaget. Så der kunne være startet forebyggende behandling med “blodfortyndende” medicin. Mistanke om atrieflimren kan man ofte få, blot ved at måle pulsen. Derfor bør alle kunne gøre dette på sig selv.

 

Description: http://www.atrialfibrillation.org.uk/files/image/130211-Resized%20pulse%20illustration.jpg

 

1) For at måle din hvilepuls ved håndleddet skal du først sidde 5 minutter og hvile. Undlad at drikke kaffe eller ryge, mens du venter – begge dele påvirker pulsen. Du skal bruge et ur – eventuelt dit armbåndsur – med sekundviser. Hvis du bruger dit armbåndsur, skal du måle pulsen med venstre hånds fingre på højre håndled.

2) Hold din højre eller venstre hånd med håndfladen opad og albuen let bøjet.

3) Sæt din pege-, lang- og ringfinger på håndleddet ved roden af tommelfingeren. Det er vigtigt at anvende mindst to fingre ved siden af hinanden. Nogle gange mærkes pulsen tydeligst med den ene finger, nogle gange tyderligere med den anden eller den tredje finger. Dine fingre skal placeres lige over håndledsfuren mellem underarmsknoglen og bøjesenen til din tommelfinger – som vist på figuren. Det kan være nødvendigt at flytte fingrene en smule, inden du finder pulsen. Tryk fast, men ikke for hårdt, ned mod pulsåren.

4) Tæl i 30 sekunder og gang med to for at få din puls per minut. Hvis din puls er uregelmæssig er det en god idé at tælle et helt minut. Så skal du selvfølgelig ikke gange med to for at få pulsen per minut.

Hvad er en normal puls?

Normalt skal pulsen ligge mellem 60 og 100 per minut. Og er regelmæssig eller rytmisk. Regelmæssig eller rytmisk betyder, at der er lige lang tid mellem hvert pulsslag.

Hvornår bør du søge råd og hjælp?

  • Hvis din puls er hurtigere end 100 per minut efter at du har hvilet i 5 minutter. Og specielt, hvis du samtidig ikke føler dig godt tilpas.
  • Hvis din puls er langsom – langsommere end 40 per minut – specielt, hvis du ikke føler dig godt tilpas. Men føler dig svimmel og måske på kanten til at kunne besvime.
  • Hvis din puls føles uregelmæssig. Det vil sige, hvis du kan mærke, at pulsslagene ikke kommer med samme mellemrum, men derimod kommer mere eller mindre tilfældigt. Uanset, om du i øvrigt føler dig vel tilpas eller ej.

Specielt den sidste måde at føle pulsen på, kan skyldes atrieflimren. Hvis du har atrieflimren er det vigtigt, at din læge – sammen med dig – tager stilling til, om du behøver blodfortyndende medicin. For at undgå, at der dannes blodpropper i hjertet, som kan flyde ud i kroppen og sætte sig som skadelige blodpropper i hjernen eller i andre organer.

 

 

 

DC-konvertering – elektrisk stød, der får hjertet i korrekt rytme

Atrieflimren kan enten “gå over af sig selv” (nogle gange hjulpet af rytmeregulerende medicin) eller være konstant til stede, uden at ville stoppe af sig selv eller ved at tage medicin. I denne situation kan man enten acceptere, at atrieflimren er blevet “kronisk” – eller stoppe flimmeren med et elektrisk stød.

Dette kaldes for DC-konvertering. DC står for “Direct Current” – eller jævnstrøm. Man afgiver altså et jævnstrømsstød på brystkassen for at få hjertet til at ændre rytme fra atrieflimren til normal (sinus) rytme.

Anekdotisk var det en dansk læge, P.C. Abildgaard der, så langt tilbage som i 1775, beskrev, hvordan han først slog en høne ihjel med et elektrisk stød – for derefter at vække hønen til live igen med endnu et elektrisk stød. Mekanismen forstod ingen. I dag véd vi, at det er vigtigt at “time” stødafgivelsen i forhold til de foregående hjerteslag. Det sørger “støderen” heldigvis automatisk for. Det er præcist hvad der skiller udfaldene “død høne” eller “levende høne”.

Først i 1962 fandt den amerikanske læge og forsker dr. Moe på, at stoppe atrieflimren ved at give et elektrisk stød gennem brystkassen.

Hvis man giver et elektrisk jævnstrømsstød gennem brystkassen kan man opnå, at hjertemuskelcellernes “hvilefase” forlænges så meget, at hjertet reelt “går i stå” i et kort øjeblik. Typisk anvender man en stødenergi på 150-360 Joule. Dette medfører, at atrieflimmeren stopper – og i stedet tager den normale impulsdannelse (“Sinusknuden”) over og man får normal hjerterytme, “Sinusrytme”. Det elektriske stød, i sig selv, beskytter derimod ikke imod, at atrieflimmeren kan komme tilbage. Det kan ske efter få sekunder – eller efter uger eller måneder. Tæt på 90% vil have fået atrieflimren igen i løbet af en opfølgningsperiode på 1½ år – selv med supplerende medicinsk behandling for at stabilisere hjerterytmen.

DC-konvertering giver først og fremmest mening, hvis

  • man er meget påvirket af sin atrieflimren, og den ikke stopper af sig selv (eller efter medicinsk påvirkning).
  • der er startet en medicinsk behandling, som man håber kan stabilisere sinusrytmen.
  • der er tale om “første-gangs” atrieflimren. For at se, om man skulle være heldig, at hjerterytme forbliver normal – i det mindste for en tid.
  • man vil vurdere, om man befinder sig bedre med sinusrytme end med atrieflimren.
  • man har fået atrieflimren i forbindelse med et forbigående stress på kroppen. For eksempel lungebetændelse, stor operation, hjerteoperation.
  • hvis man er i efterforløbet (de første 2-3 måneder) efter ablationsbehandling eller hjerteoperation. I denne periode kan der være en tendens til flimren, som forsvinder igen over tid.

Der er ikke holdepunkt for, at DC-konvertering skader hjertet. Der er dog – som følge af DC-konverteringen – en øget risiko for blodpropkomplikationer, inklusive blodpropper i hjernen, de første par uger efter konvertering. Også selvom du behandles med blodfortyndende medicin. Dette skyldes muligvis, at der går nogle dage/få uger inden forkamrene rent mekanisk tømmer sig normalt, efter at de er kommet i normal rytme. Denne risiko er formodentlig højere, jo længere flimmeren har haft lov at stå på inden DC-konvertering. Derudover kan der optræde forbrænding af huden, hvor stød-elektroderne har været placeret. Specielt, hvis hudkontakten ikke har været god – eller hvis man har skullet anvende høj energi.

Alt i alt er DC-konvertering en behandling som kan gennemføres med meget lav risiko.

 

 

 

Per Diemer skriver om styrketræning

DIT HJERTE SKAL HAVE MOTION .. styrketræning uden overanstrengelse

Min 24-årige know-it-all body builder kollega fortæller mig i al sin visdom, at “man kan altid finde en time hver dag til at træne”. Jeg kigger mildt overbærende på ham og omformulerer det for mig selv til, “man kan altid træne”.

For lige at få det på plads, så er jeg selv 57 år gammel, 183 høj og vejer i underkanten af 95 kilo. Jeg har gået med forkammerflimmer i minimum 4 år, men fik det først diagnosticeret for to år siden og fik min første DC konvertering (stød) for 6 uger siden. Jeg arbejder 1,5 job som hhv. sikkerhedsvagt og grafiker, og jeg har 2 børn fifty fifty. Så jeg vover den påstand, at jeg har lidt mere at have det i end min unge kollega 🙂

MAN KAN ALTID TRÆNE Men det er helt individuelt, HVAD man kan træne med. Hvis du vejer 120 kilo, så vil du selv under de bedste omstændigheder have svært ved at løbetræne, og er du svært ramt af din lidelse, så kan en tur op ad trapperne være nok til at udløse et anfald.

Jeg er selv ramt i relativt mild grad – måske pga min unge alder 🙂 så jeg har haft frihed til at eksperimentere lidt. Og en af de ting, som slår mig er, at jeg altid vil kunne styrketræne. Det vil sige, at jeg kan holde min krop og mit kredsløb ved lige, selv når jeg helst ikke skal blive forpustet – jeg skal bare ikke forvente at sætte nogle rekorder.

Men jeg skal forvente, at al bevægelse og al træning – uanset hvor lidt – kommer mig til gode på helbredskontoen. Og så giver det et fantastisk mentalt boost at se sig selv yde noget på trods.

Så for at hjælpe mig selv til at holde fast og komme videre, når det er hårdt, har jeg formuleret nogle overskrifter, som jeg vil uddybe her under:

TRÆNINGEN ER VIGTIG – IKKE DET KONKRETE RESULTAT Altså det er ikke vigtigt, om du løfter 2 eller 20 kilo. Det vigtige er, at du gør det. Jeg bruger selv mindre vægte, end jeg ellers ville have gjort og laver bare flere gentagelser. Det giver udholdenhed som en bonus 🙂

TRÆN LANGSOMT Det tager den tid, det tager. Og hvis du træner med stille og rolige velovervejede bevægelser… 1. så belaster du ikke dit hjerte så hårdt 2. så opnår du en helt ny muskel- og kropsbevidsthed, som kan hjælpe dig til at yde mere med mindre.

Og husk, du bruger den samme energi, om du flytter en vægt 100 gange hurtigt eller 100 gange langsomt. Du kan altså stadig tabe dig og opbygge muskelmasse, selvom dit hjerte ikke hamrer der ud ad.

TRÆN EN MUSKEL AF GANGEN Fordelen ved styrketræning er, at du kan isolere din træning til en muskel af gangen. Når man løber, er adskillige store muskelgrupper involveret og dit behov for ilt stærkt forøget. Men ved vægttræning, kan du med lidt øvelse bevæge dig helt ned i den enkelte muskel og dermed træne næsten uden at øge behovet for ilt og dermed undgå at belaste hjertet.

Hvis du kombinerer det med åndedrætsøvelser, kan du i virkeligheden træne ret effektivt – det tager bare lidt længere tid jf. forrige punkt. – lad åndedrættet følge øvelserne og tøm lungerne, når du spænder musklen og træk vejret langsomt ind, mens du slapper af.

HJEMMETRÆNING Der er flere gode grunde til at have udstyr til at træne der hjemme: 1. Du kan træne, lige når du føler for det. 2. Du kan træne så meget/lidt, du orker. Du SKAL ikke gennemføre et helt program. 3. Der er ingen, der kigger – hvis du er lidt flov over ikke at kunne så meget.

Men selvfølgelig… fordelen ved at gå i træningscenter er, at du har selskab og professionel instruktion. Det må du selv afveje.

Men lad mig uddybe hjemmetræningen lidt. Jeg bruger en kombination af helt gammeldags gulvøvelser – armstrækninger, mavebøjninger, squats og den slags – remme og kettlebells. Redskaberne er ikke så vigtige, men med de her har jeg en uendelighed af øvelser i alle sværhedsgrader til rådighed, og på den måde bliver det ikke så kedeligt 🙂 – Kettlebells sæt med 5 vægte kan fås for 1.200,- – Remme kan fås helt ned til 100,- for et sæt, men mine til 300,- er rare at arbejde med 🙂

DEN VIGTIGSTE FORDEL VED HJEMMETRÆNING .. er, at du gør det nemt for dig selv at træne og at komme i gang.

Det største problem med at træne er, at det nemt bliver uoverskueligt, specielt i starten. Du skal sætte timer af til det, pakke skiftetøj, passe det ind i kalenderen etc. etc.

Jeg har lavet en liste af øvelser, jeg skal i gennem for at få gennemarbejdet hele kroppen. Men ofte har jeg for travlt til at løbe hele programmet i gennem. Så tager jeg bare en øvelse af gangen, når jeg har tid og krydser af på listen. Nogle gange tager det flere dage at komme i gennem et listen – men det er lige meget. Jeg skal bare i gennem, og så starter jeg forfra.

Og bemærk… en øvelse giver knap nok sved på panden. Så jeg behøver ikke at skifte eller gå i bad – jeg HAR spurgt mine omgivelser 🙂

Jeg håber, at det her kan give andre lyst til at gå i gang. Bare skriv, hvis du har konkrete spørgsmål vedr. træning og udstyr.

Og som altid… personlige erfaringer – ikke en prædikken. Konsulter din egen læge og pas godt på dig selv 🙂

Per Diemer skriver om motion og atrieflimren

 

 

DIT HJERTE SKAL HAVE MOTION
.. erfaringer med løb og atrieflimren

Jeg ved godt, at for mange af jer er løb slet ikke en mulighed. Måske er din tilstand for dårlig eller din vægt for stor. Men hvis løb har været din foretrukne motionsform indtil nu, og du ærgrer dig over at lægge den på hylden, så kan du måske bruge mine erfaringer til noget.

JEG HAR OGSÅ VÆRET I KNÆ
Jeg blev første gang opmærksom på min tilstand ved næsten at gå i gulvet under en helt almindelig fredelig løbetur. Pludselig føltes det, som om jeg havde løbet en marathon, og det sortnede for mine øjne. Da jeg kom ned på knæ, gik der ti sekunder, og så var det som om, intet var hændt. Lidt forundret fortsatte jeg forsigtigt, uden at der skete mere. Der gik næsten et år inden næste anfald, men gradvis kom de oftere og oftere, til det gik op for mig, at der var noget helt galt.
Kort fortalt fik jeg konstateret atrieflimren, kom på Metoprolol, og så var det i første omgang det – troede jeg. Anfaldene var nu kommet for at blive – når jeg anstrengte mig – og jeg tænkte, at det var noget, jeg måtte leve med.

PROBLEMET VAR ILTMANGEL
Selvfølgelig er problemet konkret, at hjertet ikke gør, hvad det skal, men resultatet er iltmangel. Og ved løb bruger man rigtig meget ilt – hvem kender ikke til at være forpustet, selv uden hjerteproblemer?
Det gik op for mig, at et anfald altid blev varslet af, at musklerne syrede til – lynhurtigt. Et sikkert tegn på iltmangel, der umiddelbart efter blev fulgt af et hamrende hjerte og svimmelhed.

JEG LAGDE EN STRATEGI
Da lægen havde forsikret mig om, at min tilstand ikke var direkte farlig omend voldsomt irriterende, gik jeg i gang med at prøve mig frem for at finde en strategi for at holde mig i form alligevel. Og jeg kom frem til følgende fremgangsmåde:

1. TEGNENE: Lær tegnene at kende og hold belastningen lige under det, der udløser flimmeren. Jeg går ud fra, at de tegn er helt individuelle.
2. GÅ NED I DISTANCE: Før var min favoritdistance 5 km. Nu er jeg landet på 3 km.
3. OPVARMNING: Det har jeg bare aldrig været god til. Men når man starter op på en løbetur og aktiverer de store muskler i lår og sæde, så trækker de alt ilt ud af blodet, sådan! Og hvis hjertet ikke følger med, så får man akut åndenød og flimmer. Men opvarmning med squats (benbøjninger til 90°) giver en mere kontrolleret igangsætning og mulighed for hjertet til at følge med.
4. ÅNDEDRÆTSØVELSER: De fleste har det med kun at bruge en lille del af deres lunger, typisk den øverste. Resten af lungerne er fyldt med stillestående luft, der ikke bidrager til iltningen af blodet. I mange sportsgrene, ikke mindst kampsport, er åndedrætsøvelser en naturlig del af træningen, fordi en effektiv vejrtrækning giver større styrke og udholdenhed. Ved bevidst at tømme lungerne maksimalt, altså presse mellemgulv og brystkasse sammen, får man tømt den gamle, iltfattige luft helt ud. Ved at slappe af i mellemgulvet og udvide brystkassen igen, fyldes lungerne nu helt op med iltrig luft, og selv med et dårligt fungerende hjerte, får man iltet blodet mere end normalt. Jeg kombinerer åndedrætsøvelserne med mine squats for at ilte blodet maksimalt inden løbeturen. Og under løbeturen koncentrerer jeg mig hele tiden om at tømme lungerne mest muligt – de skal nok selv finde ud af at fylde sig igen 🙂

BEMÆRK at som en bonus, så giver åndedrætsøvelserne mig helt generelt mere energi i hverdagen, fordi de hjælper mig med at ilte blodet mere.

I mit næste indlæg vil jeg skrive om styrketræning som en måde at styrke formen uden at miste pusten.

Igen… det her er mine personlige erfaringer – det er ikke en prædikken. Konsulter din egen læge og pas godt på dig selv