Hvornår skal man overveje ablationsbehandling (“brænding”/”frysning”) for atrieflimren?

Vurdering af, hvem der bør tilbydes ablationsbehandling for atrieflimren er en specialistopgave. Det vil sige, at vurderingen skal foregå i et samarbejde mellem dig og en speciallæge i hjertesygdomme (en ”kardiolog”).

Vi har ikke holdepunkter for, at ablationsbehandling – eller anden behandling for atrieflimren, bortset fra blodfortyndende medicin – forlænger dit liv. Stillingtagen til behov for blodfortyndende medicin er absolut vigtig for at reducere risiko for blodpropkomplikation  mest muligt. Herudover er det først og fremmest hvor plaget du er af din  atrieflimren, der skal bestemme behandlingsformen. Og – hvis du er i medicinsk behandling for din atrieflimren – om du har så tilpas plagsomme bivirkninger til medicinen, at det retfærdiggør et skift i behandling.

Atrieflimren findes i to former – anfaldsvist/periodisk eller konstant. Anfaldsvist skal forstås sådan, at episoder med atrieflimren ”går over af sig selv”. Mens konstant atrieflimren kun går over, hvis der gøres el-konvertering (”DC-stød”) eller – nogle gange – hvis der gives medicinsk kur. Generelt er chancerne for at få normal hjerterytme størst, hvis atrieflimren optræder anfaldsvist. Anfaldsvis atrieflimren kaldes på ”lægesprog” for paroksystisk atrieflimren, mens konstant atrieflimren kaldes persisterende eller permanent atrieflimren. Ofte vil atrieflimren i starten være periodisk med korte episoder og lange perioder ind i mellem, hvor hjerterytmen er normal. Men efterhånden – en udvikling, der kan tage måneder til år – bliver anfaldende hyppigere og af længere varighed. Og på et tidspunkt vil atrieflimmeren blive konstant. Det vil sige, at der er atrieflimren hele tiden, med mindre der gives DC-stød eller gøres  medicinsk konvertering.

Ved anfaldsvis atrieflimren bør man overveje ablationsbehandling, hvis

  • Der er påvirket livskvalitet (ofte nedsat fysisk kapasitet, øget tendens til at miste pusten, urofornemmelse i brystet, dårlig koncentrationsevne) på trods af medicinsk behandling
  • Der er påvirket livskvalitet på grund af medicinsk behandling. Altså påvirket livskvalitet på grund af bivirkninger til den medicin, du har fået skrevet ud af lægen.
  • Hvis du i øvrigt har et normalt hjerte og er frisk bortset fra din episodiske atrieflimren og ønsker ablation som alternativ til medicinsk behandling. Det vil sige, at du ikke har prøvet medicinsk behandling for atrieflimren endnu. Ønsket om ablationsbehandling skal være forudgået af en grundig information om denne type behandling, inklusive forventninger til effekt og risiko for komplikationer.

 

Ved konstant atrieflimren kan man overveje ablationsbehandling, hvis

  • Der er påvirket livskvalitet på trods af medicinsk behandling
  • Der er påvirket livskvalitet på grund af bivirkninger til medicinsk behandling
  • Og atrieflimren ikke har stået på konstant for længe. Og med ”for længe” menes længere end et års tid eller mere. Samtidig med langvarig konstant atrieflimren vil man ofte ved en ultralydsscanning af hjertet se, at forkamrene (”atrierne”) er betydeligt forstørrede. Dette giver, i sig selv, en ringere forventning til at kunne genoprette normal hjerterytme.

 

Langt de fleste personer med atrieflimren har det godt med høj livskvalitet og godt fysisk aktivitetsniveau, hvis de behandles med medicin. Vi skal dog altid – som læger – spørge ind til mulige bivirkninger til den medicinske behandling. Hyppige bivirkninger til medicinsk behandling er øget træthed, nedsat fysisk kapacitet, øget tendens til at miste pusten ved fysisk aktivitet. Altså symptomer, der kan ligne det man oplever på grund af atrieflimren. Det kan således være vanskeligt at skelne mellem symptomer på grund af flimren og symptomer på grund af bivirkninger til medicinsk behandling.

Vi regner med, at omtrent 5% – eller én ud af tyve – af patienter med atrieflimren bør tilbydes ablationsbehandling. Som det fremgår af ovenstående, er det vigtigt at behandle atrieflimren effektivt, mens den endnu er periodisk. Man bør derfor ikke vente ”for længe” med at overveje ablationsbehandling.

International atrieflimren fokusuge – sammenfatning

I år er der i særlig grad fokus på at opdage atrieflimren for at forebygge blodpropkomplikationer – først og fremmest blodpropper i hjernen.
Det er der, fordi:
  • hver fjerde af os (25%) på et tidspunkt i livet får atrieflimren
  • hver fjerde blodprop i hjernen (cirka 3.000 om året i Danmark) skyldes atrieflimren
  • de fleste af disse blodpropper kan forebygges med blodfortyndende medicin
  • atrieflimren, og sygdomme relateret til atrieflimren, koster det danske samfund mere end 3 milliarder kroner om året

 

Mit første opslag handlede om at få mistanke om atrieflimren ved en simpel pulsmåling:

Tag pulsen – det kan skåne din hjerne

Der findes forskellige hjælpemidler til at registrere pulsen:

  • Automatiske blodtryksapparater med indikator for uregelmæssig puls
  • Forskellige “apps” til smart-phones. Fx https://www.preventicus.com/en/ , som er testet videnskabeligt
  • Smartphone tilbehør, der via en app kan optage og sende EKG-optagelse. Fx https://www.alivecor.com. AliveCor/Kardia app’en kan desværre endnu ikke købes i skandinaviske app-stores. Men det kommer.
  • Derudover “gammelkendte” som Holter, event-EKG, R-test – hvor man på sygehusambulatoriet kan blive udstyret med aflæsningsudstyr, der kan “fange” atrieflimren.

Derefter var der et opslag om “blodfortyndende” medicin. Det finder du igen på:

Blodfortyndende medicin

Og dagen efter skrev jeg om den risiko, der desværre er forbundet med at tage “blodfortyndende” medicin – nemlig risiko for blødning:

Den anden side af medaljen – risiko for blødning

Og – videre – fortalte jeg om mulighederne for at beskytte sig mod blodpropper i hjernen i de tilfælde, hvor man enten ikke kan tåle “blodfortyndende” medicin – eller har fået en blodprop på trods af, at man har taget blodfortyndende medicin:

Lukning af venstre forkammers hjerteøre (Aurikellukning)

Endelig skrev jeg i går om de symptomer, man skal være opmærksom på, som tegn på en blodprop i hjernen. Og vigtigheden af at søge behandling så hurtigt som overhovedet muligt:

Kend symptomerne på en blodprop i hjernen

Jeg håber, du har haft glæde af opslagene. Og at du måske fortæller andre om muligheden for at bruge min blog:

Om Rytmedoktor

 

Den anden side af medaljen – risiko for blødning

12.000 danskere får hvert år en blodprop i hjernen – heraf cirka 3.000 på grund af atrieflimren. Mange af disse blodpropper i hjernen kunne have været forebygget med “blodfortyndende” medicin.

I går skrev jeg om, hvem der bør behandles med blodfortyndende medicin. “Blodfortyndende” er i virkeligheden et misvisende begreb at bruge – blodet bliver ikke “tyndere” af denne type medicin. Derimod hæmmes blodets evne til at størkne. Det betyder samtidigt, at risiko for blødning – og alvorlig blødning – øges. Alvorlig blødning kan også være i hjernen.

Så – hvad der sættes til på gyngerne skulle meget gerne vindes (…..og mere til) igen på karrusellen. Det vil sige, man skal altid vurdere, om der er en “netto-gevinst” ved at tage blodfortyndende medicin.

Risiko for blødning skal naturligvis vurderes individuelt. Men, ligesom der findes et statistisk underbygget redskab til at vurdere risiko for blodprop (CHADS-VASC score: se mit opslag fra i går), findes der også et statistisk underbygget redskab til at vurdere risiko for blødning. Det kaldes “Has-Bled”:

Som du kan se, kan man maksimalt få 9 point. Flere af risikofaktorerne går igen fra CHADS-VASC scoren (Højt blodtryk (Hypertension), alder, tidligere apopleksi/stroke). Det vil sige, at en almindelig faktor som “forhøjet blodtryk” både kan være en risikofaktor for blodprop og for blødning.

Pointene kan “oversættes” til en risiko for blødning:

Hvis du sammenligner sammenhængen mellem score og blødningshyppighed (=blødningsrate) henholdsvis blodproprisiko, er der to faktorer, der er vigtige. For det første er stigningen i blødningsrisiko med højere score ikke så voldsom som for blodproprisiko. Og den højeste blødningshyppighed er ikke så høj som den højeste blodproprisiko. Det vil sige, at der ved CHADS-VASC score på 2 eller derover, skal være en del flere risikofaktorer for blødning til stede, før den gavnlige effekt – netto – af blodfortyndende medicin ophæves af risiko for blødning.

Mange – også læger – har været betænkelige ved at give blodfortyndende medicin til ældre/gamle mennesker på grund af formodet stor risiko for faldepisoder. Med deraf følgende risiko for indre blødninger. Denne betænkelighed står overfor den virkelighed, at ældre/gamle mennesker – alt andet lige – har den største risiko for blodpropkomplikationer til atrieflimren.

Jeg hørte for nogle år siden et meget fint foredrag fra en distingveret ældre og pensioneret britisk professor i hjertesygdomme. Han havde gjort sig den umage at forsøge at regne ud, hvor mange gange et ældre menneske med atrieflimren skulle falde for at den samlede risiko for alvorligere blødninger oversteg den gavnlige effekt af blodfortyndende medicin i forebyggelse af blodpropper. Mere end 370 fald om året – eller mere end ét fald om dagen – skulle der til, før gevinsten var udlignet af risiko for blødning. Og det er da trods alt de færreste ældre, der har så hyppige faldepisoder…….

Tag pulsen – det kan skåne din hjerne

Tre tusind danskere får hvert år en blodprop i hjernen på grund af atrieflimren. Mange af disse blodpropper kunne have været undgået, hvis atrieflimmeren var blevet opdaget. Så der kunne være startet forebyggende behandling med “blodfortyndende” medicin. Mistanke om atrieflimren kan man ofte få, blot ved at måle pulsen. Derfor bør alle kunne gøre dette på sig selv.

 

Description: http://www.atrialfibrillation.org.uk/files/image/130211-Resized%20pulse%20illustration.jpg

 

1) For at måle din hvilepuls ved håndleddet skal du først sidde 5 minutter og hvile. Undlad at drikke kaffe eller ryge, mens du venter – begge dele påvirker pulsen. Du skal bruge et ur – eventuelt dit armbåndsur – med sekundviser. Hvis du bruger dit armbåndsur, skal du måle pulsen med venstre hånds fingre på højre håndled.

2) Hold din højre eller venstre hånd med håndfladen opad og albuen let bøjet.

3) Sæt din pege-, lang- og ringfinger på håndleddet ved roden af tommelfingeren. Det er vigtigt at anvende mindst to fingre ved siden af hinanden. Nogle gange mærkes pulsen tydeligst med den ene finger, nogle gange tyderligere med den anden eller den tredje finger. Dine fingre skal placeres lige over håndledsfuren mellem underarmsknoglen og bøjesenen til din tommelfinger – som vist på figuren. Det kan være nødvendigt at flytte fingrene en smule, inden du finder pulsen. Tryk fast, men ikke for hårdt, ned mod pulsåren.

4) Tæl i 30 sekunder og gang med to for at få din puls per minut. Hvis din puls er uregelmæssig er det en god idé at tælle et helt minut. Så skal du selvfølgelig ikke gange med to for at få pulsen per minut.

Hvad er en normal puls?

Normalt skal pulsen ligge mellem 60 og 100 per minut. Og er regelmæssig eller rytmisk. Regelmæssig eller rytmisk betyder, at der er lige lang tid mellem hvert pulsslag.

Hvornår bør du søge råd og hjælp?

  • Hvis din puls er hurtigere end 100 per minut efter at du har hvilet i 5 minutter. Og specielt, hvis du samtidig ikke føler dig godt tilpas.
  • Hvis din puls er langsom – langsommere end 40 per minut – specielt, hvis du ikke føler dig godt tilpas. Men føler dig svimmel og måske på kanten til at kunne besvime.
  • Hvis din puls føles uregelmæssig. Det vil sige, hvis du kan mærke, at pulsslagene ikke kommer med samme mellemrum, men derimod kommer mere eller mindre tilfældigt. Uanset, om du i øvrigt føler dig vel tilpas eller ej.

Specielt den sidste måde at føle pulsen på, kan skyldes atrieflimren. Hvis du har atrieflimren er det vigtigt, at din læge – sammen med dig – tager stilling til, om du behøver blodfortyndende medicin. For at undgå, at der dannes blodpropper i hjertet, som kan flyde ud i kroppen og sætte sig som skadelige blodpropper i hjernen eller i andre organer.

 

 

 

DC-konvertering – elektrisk stød, der får hjertet i korrekt rytme

  • Atrieflimren kan enten “gå over af sig selv” (nogle gange hjulpet af rytmeregulerende medicin) eller være konstant til stede, uden at ville stoppe af sig selv eller ved at tage medicin. I denne situation kan man enten acceptere, at atrieflimren er blevet “kronisk” – eller stoppe flimmeren med et elektrisk stød.

Dette kaldes for DC-konvertering. DC står for “Direct Current” – eller jævnstrøm. Man afgiver altså et jævnstrømsstød på brystkassen for at få hjertet til at ændre rytme fra atrieflimren til normal (sinus) rytme.

Anekdotisk var det en dansk læge, P.C. Abildgaard der, så langt tilbage som i 1775, beskrev, hvordan han først slog en høne ihjel med et elektrisk stød – for derefter at vække hønen til live igen med endnu et elektrisk stød. Mekanismen forstod ingen. I dag véd vi, at det er vigtigt at “time” stødafgivelsen i forhold til de foregående hjerteslag. Det sørger “støderen” heldigvis automatisk for. Det er præcist hvad der skiller udfaldene “død høne” eller “levende høne”.

Først i 1962 fandt den amerikanske læge og forsker dr. Moe på, at stoppe atrieflimren ved at give et elektrisk stød gennem brystkassen.

Hvis man giver et elektrisk jævnstrømsstød gennem brystkassen kan man opnå, at hjertemuskelcellernes “hvilefase” forlænges så meget, at hjertet reelt “går i stå” i et kort øjeblik. Typisk anvender man en stødenergi på 150-360 Joule. Dette medfører, at atrieflimmeren stopper – og i stedet tager den normale impulsdannelse (“Sinusknuden”) over og man får normal hjerterytme, “Sinusrytme”. Det elektriske stød, i sig selv, beskytter derimod ikke imod, at atrieflimmeren kan komme tilbage. Det kan ske efter få sekunder – eller efter uger eller måneder. Tæt på 90% vil have fået atrieflimren igen i løbet af en opfølgningsperiode på 1½ år – selv med supplerende medicinsk behandling for at stabilisere hjerterytmen.

DC-konvertering giver først og fremmest mening, hvis

  • man er meget påvirket af sin atrieflimren, og den ikke stopper af sig selv (eller efter medicinsk påvirkning).
  • der er startet en medicinsk behandling, som man håber kan stabilisere sinusrytmen.
  • der er tale om “første-gangs” atrieflimren. For at se, om man skulle være heldig, at hjerterytme forbliver normal – i det mindste for en tid.
  • man vil vurdere, om man befinder sig bedre med sinusrytme end med atrieflimren.
  • man har fået atrieflimren i forbindelse med et forbigående stress på kroppen. For eksempel lungebetændelse, stor operation, hjerteoperation.
  • hvis man er i efterforløbet (de første 2-3 måneder) efter ablationsbehandling eller hjerteoperation. I denne periode kan der være en tendens til flimren, som forsvinder igen over tid.

Der er ikke holdepunkt for, at DC-konvertering skader hjertet. Der er dog – som følge af DC-konverteringen – en øget risiko for blodpropkomplikationer, inklusive blodpropper i hjernen, de første par uger efter konvertering. Også selvom du behandles med blodfortyndende medicin. Dette skyldes muligvis, at der går nogle dage/få uger inden forkamrene rent mekanisk tømmer sig normalt, efter at de er kommet i normal rytme. Denne risiko er formodentlig højere, jo længere flimmeren har haft lov at stå på inden DC-konvertering. Derudover kan der optræde forbrænding af huden, hvor stød-elektroderne har været placeret. Specielt, hvis hudkontakten ikke har været god – eller hvis man har skullet anvende høj energi.

Alt i alt er DC-konvertering en behandling som kan gennemføres med meget lav risiko.

 

 

 

Per Diemer skriver om styrketræning

DIT HJERTE SKAL HAVE MOTION .. styrketræning uden overanstrengelse

Min 24-årige know-it-all body builder kollega fortæller mig i al sin visdom, at “man kan altid finde en time hver dag til at træne”. Jeg kigger mildt overbærende på ham og omformulerer det for mig selv til, “man kan altid træne”.

For lige at få det på plads, så er jeg selv 57 år gammel, 183 høj og vejer i underkanten af 95 kilo. Jeg har gået med forkammerflimmer i minimum 4 år, men fik det først diagnosticeret for to år siden og fik min første DC konvertering (stød) for 6 uger siden. Jeg arbejder 1,5 job som hhv. sikkerhedsvagt og grafiker, og jeg har 2 børn fifty fifty. Så jeg vover den påstand, at jeg har lidt mere at have det i end min unge kollega 🙂

MAN KAN ALTID TRÆNE Men det er helt individuelt, HVAD man kan træne med. Hvis du vejer 120 kilo, så vil du selv under de bedste omstændigheder have svært ved at løbetræne, og er du svært ramt af din lidelse, så kan en tur op ad trapperne være nok til at udløse et anfald.

Jeg er selv ramt i relativt mild grad – måske pga min unge alder 🙂 så jeg har haft frihed til at eksperimentere lidt. Og en af de ting, som slår mig er, at jeg altid vil kunne styrketræne. Det vil sige, at jeg kan holde min krop og mit kredsløb ved lige, selv når jeg helst ikke skal blive forpustet – jeg skal bare ikke forvente at sætte nogle rekorder.

Men jeg skal forvente, at al bevægelse og al træning – uanset hvor lidt – kommer mig til gode på helbredskontoen. Og så giver det et fantastisk mentalt boost at se sig selv yde noget på trods.

Så for at hjælpe mig selv til at holde fast og komme videre, når det er hårdt, har jeg formuleret nogle overskrifter, som jeg vil uddybe her under:

TRÆNINGEN ER VIGTIG – IKKE DET KONKRETE RESULTAT Altså det er ikke vigtigt, om du løfter 2 eller 20 kilo. Det vigtige er, at du gør det. Jeg bruger selv mindre vægte, end jeg ellers ville have gjort og laver bare flere gentagelser. Det giver udholdenhed som en bonus 🙂

TRÆN LANGSOMT Det tager den tid, det tager. Og hvis du træner med stille og rolige velovervejede bevægelser… 1. så belaster du ikke dit hjerte så hårdt 2. så opnår du en helt ny muskel- og kropsbevidsthed, som kan hjælpe dig til at yde mere med mindre.

Og husk, du bruger den samme energi, om du flytter en vægt 100 gange hurtigt eller 100 gange langsomt. Du kan altså stadig tabe dig og opbygge muskelmasse, selvom dit hjerte ikke hamrer der ud ad.

TRÆN EN MUSKEL AF GANGEN Fordelen ved styrketræning er, at du kan isolere din træning til en muskel af gangen. Når man løber, er adskillige store muskelgrupper involveret og dit behov for ilt stærkt forøget. Men ved vægttræning, kan du med lidt øvelse bevæge dig helt ned i den enkelte muskel og dermed træne næsten uden at øge behovet for ilt og dermed undgå at belaste hjertet.

Hvis du kombinerer det med åndedrætsøvelser, kan du i virkeligheden træne ret effektivt – det tager bare lidt længere tid jf. forrige punkt. – lad åndedrættet følge øvelserne og tøm lungerne, når du spænder musklen og træk vejret langsomt ind, mens du slapper af.

HJEMMETRÆNING Der er flere gode grunde til at have udstyr til at træne der hjemme: 1. Du kan træne, lige når du føler for det. 2. Du kan træne så meget/lidt, du orker. Du SKAL ikke gennemføre et helt program. 3. Der er ingen, der kigger – hvis du er lidt flov over ikke at kunne så meget.

Men selvfølgelig… fordelen ved at gå i træningscenter er, at du har selskab og professionel instruktion. Det må du selv afveje.

Men lad mig uddybe hjemmetræningen lidt. Jeg bruger en kombination af helt gammeldags gulvøvelser – armstrækninger, mavebøjninger, squats og den slags – remme og kettlebells. Redskaberne er ikke så vigtige, men med de her har jeg en uendelighed af øvelser i alle sværhedsgrader til rådighed, og på den måde bliver det ikke så kedeligt 🙂 – Kettlebells sæt med 5 vægte kan fås for 1.200,- – Remme kan fås helt ned til 100,- for et sæt, men mine til 300,- er rare at arbejde med 🙂

DEN VIGTIGSTE FORDEL VED HJEMMETRÆNING .. er, at du gør det nemt for dig selv at træne og at komme i gang.

Det største problem med at træne er, at det nemt bliver uoverskueligt, specielt i starten. Du skal sætte timer af til det, pakke skiftetøj, passe det ind i kalenderen etc. etc.

Jeg har lavet en liste af øvelser, jeg skal i gennem for at få gennemarbejdet hele kroppen. Men ofte har jeg for travlt til at løbe hele programmet i gennem. Så tager jeg bare en øvelse af gangen, når jeg har tid og krydser af på listen. Nogle gange tager det flere dage at komme i gennem et listen – men det er lige meget. Jeg skal bare i gennem, og så starter jeg forfra.

Og bemærk… en øvelse giver knap nok sved på panden. Så jeg behøver ikke at skifte eller gå i bad – jeg HAR spurgt mine omgivelser 🙂

Jeg håber, at det her kan give andre lyst til at gå i gang. Bare skriv, hvis du har konkrete spørgsmål vedr. træning og udstyr.

Og som altid… personlige erfaringer – ikke en prædikken. Konsulter din egen læge og pas godt på dig selv 🙂

Per Diemer skriver om motion og atrieflimren

 

 

DIT HJERTE SKAL HAVE MOTION
.. erfaringer med løb og atrieflimren

Jeg ved godt, at for mange af jer er løb slet ikke en mulighed. Måske er din tilstand for dårlig eller din vægt for stor. Men hvis løb har været din foretrukne motionsform indtil nu, og du ærgrer dig over at lægge den på hylden, så kan du måske bruge mine erfaringer til noget.

JEG HAR OGSÅ VÆRET I KNÆ
Jeg blev første gang opmærksom på min tilstand ved næsten at gå i gulvet under en helt almindelig fredelig løbetur. Pludselig føltes det, som om jeg havde løbet en marathon, og det sortnede for mine øjne. Da jeg kom ned på knæ, gik der ti sekunder, og så var det som om, intet var hændt. Lidt forundret fortsatte jeg forsigtigt, uden at der skete mere. Der gik næsten et år inden næste anfald, men gradvis kom de oftere og oftere, til det gik op for mig, at der var noget helt galt.
Kort fortalt fik jeg konstateret atrieflimren, kom på Metoprolol, og så var det i første omgang det – troede jeg. Anfaldene var nu kommet for at blive – når jeg anstrengte mig – og jeg tænkte, at det var noget, jeg måtte leve med.

PROBLEMET VAR ILTMANGEL
Selvfølgelig er problemet konkret, at hjertet ikke gør, hvad det skal, men resultatet er iltmangel. Og ved løb bruger man rigtig meget ilt – hvem kender ikke til at være forpustet, selv uden hjerteproblemer?
Det gik op for mig, at et anfald altid blev varslet af, at musklerne syrede til – lynhurtigt. Et sikkert tegn på iltmangel, der umiddelbart efter blev fulgt af et hamrende hjerte og svimmelhed.

JEG LAGDE EN STRATEGI
Da lægen havde forsikret mig om, at min tilstand ikke var direkte farlig omend voldsomt irriterende, gik jeg i gang med at prøve mig frem for at finde en strategi for at holde mig i form alligevel. Og jeg kom frem til følgende fremgangsmåde:

1. TEGNENE: Lær tegnene at kende og hold belastningen lige under det, der udløser flimmeren. Jeg går ud fra, at de tegn er helt individuelle.
2. GÅ NED I DISTANCE: Før var min favoritdistance 5 km. Nu er jeg landet på 3 km.
3. OPVARMNING: Det har jeg bare aldrig været god til. Men når man starter op på en løbetur og aktiverer de store muskler i lår og sæde, så trækker de alt ilt ud af blodet, sådan! Og hvis hjertet ikke følger med, så får man akut åndenød og flimmer. Men opvarmning med squats (benbøjninger til 90°) giver en mere kontrolleret igangsætning og mulighed for hjertet til at følge med.
4. ÅNDEDRÆTSØVELSER: De fleste har det med kun at bruge en lille del af deres lunger, typisk den øverste. Resten af lungerne er fyldt med stillestående luft, der ikke bidrager til iltningen af blodet. I mange sportsgrene, ikke mindst kampsport, er åndedrætsøvelser en naturlig del af træningen, fordi en effektiv vejrtrækning giver større styrke og udholdenhed. Ved bevidst at tømme lungerne maksimalt, altså presse mellemgulv og brystkasse sammen, får man tømt den gamle, iltfattige luft helt ud. Ved at slappe af i mellemgulvet og udvide brystkassen igen, fyldes lungerne nu helt op med iltrig luft, og selv med et dårligt fungerende hjerte, får man iltet blodet mere end normalt. Jeg kombinerer åndedrætsøvelserne med mine squats for at ilte blodet maksimalt inden løbeturen. Og under løbeturen koncentrerer jeg mig hele tiden om at tømme lungerne mest muligt – de skal nok selv finde ud af at fylde sig igen 🙂

BEMÆRK at som en bonus, så giver åndedrætsøvelserne mig helt generelt mere energi i hverdagen, fordi de hjælper mig med at ilte blodet mere.

I mit næste indlæg vil jeg skrive om styrketræning som en måde at styrke formen uden at miste pusten.

Igen… det her er mine personlige erfaringer – det er ikke en prædikken. Konsulter din egen læge og pas godt på dig selv

Hvor godt virker ablation for atrieflimren?

Konklusionen på mit indlæg bliver, at ablation er en god behandling med en lav risiko.

Men først baggrund for denne konklusion:

Når vi foretager ablation for atrieflimren, benytter vi os af en viden om, at atrieflimren altid startes af ekstraslag (“ekstrasystoler”) fra bestemte områder i forkamrene – oftest områder omkring indmundingen af blodkarrene fra lungerne tilbage til hjertet (“lungevenerne”). Det vil sige: “ingen atrieflimren uden ekstrasystoler”, mens man kan have masser af ekstrasystoler uden nødvendigvis at få atrieflimren.

Ablation foretages med et lille instrument (et “ablationskateter”), som indføres til det venstre forkammer via blodkarsystemet fra lysken. Man kontrollerer det opnåede resultat med et andet lille instrument – et cirkelformet kateter – der kan vise, at den dannede barriere er effektiv.

 

 

Nedenfor har jeg vist, hvordan ablationspunkterne (de rød-brune cirkler) er markeret på et billede af det venstre forkammer med de fire lungevener strittende ud til henholdsvis højre og venstre side.

 

Ved opvarmningen (“ablationen”) varmes vævet op til ca. 65 til 70 grader. Det bevirker, at der kommer et “brændemærke” og senere et ar, hvor opvarmningen er sket. Ligesom hvis man skærer sig eller brænder sig på huden. Et ar danner en barriere for den elektriske impulsledning, og hvis arret når hele vejen rundt om de områder, der laver ekstraslag, vil der være en barriere hele vejen rundt, som forhindrer ekstraslagene i at komme videre rundt i hjertet – og dermed forhindrer, at atrieflimren opstår.

Nu kan du spørge: “Skader man ikke hjertet med behandlingen?”

Jo – det er faktisk hele meningen med det. Ablatio betyder “skære væk; fjerne”. Vi har imidlertid erfaring for – gennem mere end 15 år – at det ikke betyder noget for forkamrenes funktion efterfølgende. De områder, hvor man giver behandlingen, deltager ikke i forkamrenes tømningsfunktion i nogen målbar grad.

Derimod er det vigtigt, at varmeafgivelsen (eller kulde, hvis man anvender cryo-ablation) kun påvirker forkammervævet, og ikke beskadiger andre organer eller strukturer. Det kan være blodkarrene fra lungerne (lungevenerne), spiserøret (der ligger helt tæt på venstreforkammers bagvæg), en nerve der løber tæt på venstre forkammer og styrer mellemgulvets muskelfunktion (frenicus-nerven), lungerneog at varmen ikke er så voldsom, at der kan brændes hul i forkammervæggen, så der opstår blødning til hjertehulen.

Derfor er det vigtigt, at varmeafgivelsen (eller kuldeafgivelsen) foretages meget kontrolleret. Så man på den ene side opnår et effektivt resultat – en effektiv barriere – men på den anden side med så lille risiko for skadevirkning i omgivelserne som overhovedet mulig. Og her har både radiofrekvens (varme) og cryo (kulde) en god balance med høj effekt og lav risiko.

Bagsiden af denne nødvendige forsigtighed er, at vi ind imellem ikke får givet så meget vævspåvirkning ved behandlingen, at der kommer en blivende effekt på vævet. Der kan altså komme “huller i barrieren”. Det betyder, at fejl-impulserne – der starter atrieflimren – fortsat kan finde vej til hjertet. Og, dermed, at man fortsat kan få atrieflimren.

Det kan derfor være nødvendigt at gentage behandlingen – altså lave en ny ablationsoperation. Dette er nødvendigt hos 15-20% indenfor det første år efter den første behandling. For 5 år siden var dette tal 35-40%, så vi har klart bedre resultater i dag, end vi havde dengang. Selvom det ikke er ideelt endnu – altså 0% eller tæt på……

Det vigtige budskab i denne sammenhæng er, at risiko for skadevirkninger ved en ablationsbehandling er meget lille. Det véd vi fra det danske kvalitetsregister, som alle centre i Danmark, der foretager disse behandlinger, indberetter til.

De første uger efter ablationen

De første uger – op til tre måneder – efter ablation for atrieflimren kan der fortsat forekomme atrieflimren. Det kan man godt undre sig over, når man nu lige er blevet opereret.

Det skyldes, at selve operationen “stresser” hjertet. Og en typisk måde for hjertet at reagere på, når det bliver “stresset” er, at få lettere ved at slå ud i atrieflimren. Dette kender vi også fra andre operationer i hjertet – for eksempel, hvis man udskifter en hjerteklap eller laver omkørselsoperation (by-pass operation) på grund af forkalkede kranspulsårer.

Denne uro er ikke noget alle mærker. Men nogle gange kan det være meget generende, selvom det ofte vil foretage sig i løbet af nogle uger. Hvis der er mange tilbagefald i de første uger efter ablationen, vil jeg ofte anbefale, at du får medicin af typen Cordarone i et par måneder.

Det er også grunden til, at vi ofte anbefaler at fortsætte med din vanlige medicin i en periode – ofte de første tre måneder – efter ablationsbehandlingen.

Hvad kan betyde mindre chance for et godt resultat?

Der er bedre resultater af ablationsbehandling, hvis man har periodisk flimren (altså perioder med flimren afløst af perioder med normal hjerterytme), end hvis man har konstant flimren (altså flimren hele tiden – uden perioder med normal hjerterytme). Dette skyldes, blandt andet, at der sker nogle kroniske forandringer i hjertemuskulaturen ved konstant flimren, som i sig selv er med til at forstærke flimmertendensen. Det betyder ikke, at man ikke skal overveje ablationsbehandling ved konstant flimren, men – at man må nedtone forventningerne lidt.

Det er derfor væsentligt, at man ikke går for lang tid med konstant flimmer, før man beslutter sig for at ablationsbehandling kan være en god behandling. Desværre har der været en tendens til, at læger har villet prøve alle muligheder for behandling med medicin, før de foreslår ablationsbehandling. Dette er nok – til dels – stadig ofte tilfældet. Der er en del gode undersøgelser, der understøtter, at en mere aktiv håndtering – hurtigere henvisning til ablationsbehandling – giver bedre langtidsresultater.

Hvis din livskvalitet er væsentligt påvirket af din atrieflimren – på trods af den medicin du får – bør du således presse på i forhold til at blive henvist til ablationsbehandling. Det samme er tilfældet, hvis du har betydende bivirkninger til den medicin du får.

Kan du selv gøre noget for at bedre resultatet af en ablation?

Vi véd, at betydelig overvægt og søvnapnø både øger risikoen for at få atrieflimren og risikoen for at få atrieflimren igen, efter ablationsbehandling – eller medicinsk behandling, for den sags skyld. Det er derfor vigtigt at tilstræbe vægttab og at blive undersøgt for en mistænkt søvnapnø – og, om nødvendigt, få det behandlet.

Jeg mener ikke, der generelt er grund til at anbefale at holde sig fra eksempelvis kaffe og moderate mængder alkohol. Der er heller ikke baggrund for, at bestemte typer af kost skal undgås – eller er gavnlige.

Kan man overhovedet forvente, at ablationsbehandling kan fjerne problemet med flimmer?

Der er mange undersøgelser, der viser, at ablationsbehandling giver gode resultater, hvis man ikke har kunnet opnå tilstrækkeligt med medicin. Der er også flere undersøgelser, der viser, at ablationsbehandling har større chance for at give stabil og normal hjerterytme end medicinsk behandling. I flere undersøgelser er det vist, at mere end 80% – altså mere end 8 ud af 10 – ikke har atrieflimren 5 år efter ablationsbehandling. Og at mindre end én ud af 10 af disse (altså mindre end 10%) behøver supplerende rytmeregulerende medicin. For at nå disse resultater, er det i dag nødvendigt at foretage mere end én behandling hos en del.

Sammenfatning

Ablation for atrieflimren er en behandling med gode chancer for at kunne give stabil og normal hjerterytme (sinusrytme) hos rigtigt mange, der ellers er meget plagede af problemet. Og med en lav risiko for komplikationer, når behandlingen foretages i erfarne hænder.

Og – vigtigt – i Danmark er det erfarne hænder, der foretager disse behandlinger.

Maze og “Mini-Maze”

Maze er engelsk for labyrint. Princippet bag operation er en gammel observation: hvis man gør volumen af sammenhængende forkammermuskulatur tilstrækkeligt lille, kan flimmer ikke forekomme. Operationen blev i 1980’erne udviklet af den amerikanske hjertekirurg James Cox. Han udviklede operationen via forskellige mellemstadier. Derfor kaldes den færdigudviklede operation for Cox’ Maze-III operation.

De stiplede linier illustrerer, hvor man først skærer vævet i stykker – og siden syr det sammen. Der dannes herved en “labyrint” (Maze) fra sinusknuden (der starter de normale hjerteimpulser) til AV-knuden (der leder impulserne fra forkamrene til hjertekamrene).

Operationen er teknisk vanskelig, og er kun i begrænset omfang taget op i forskellige hjertecentre. I øvede hænder er det imidlertid en effektiv behandling af atrieflimren med en relativ beskeden risiko ved operationen. I størrelsesordenen 90% får normal hjerterytme (sinusrytme) ved operationen. Nogle får dog efterfølgende atrieflagren, som man så ofte kan behandle med en kateterablation. Cirka 10% skal efterfølgende have en pacemaker – oftest på grund af påvirkning af sinusknuden. Der er tale om en omfattende hjerteoperation, hvor man skal påregne en betydelig rekonvalescensperiode efterfølgende – ofte op til et halvt års tid.

Der findes en videreudvikling af operationen, som man kalder Maze-IV, hvor man bruger kulde (Cryo), i stedet for en kniv, til at lave linierne i labyrinten med. Fordelen ved denne teknik er, at den kan laves kikkert-baseret. Resultaterne ved Maze-IV er ikke så velunderbyggede som ved Maze-III.

En af fordelene ved Maze-operationerne er, at man samtidig fjerner hjerteøret fra det venstre forkammer. Det nedsætter risiko for blodprop i fremtiden.

På grund af den vanskelige teknik ved Maze-III operationen, har man udviklet forskellige modifikationer, som samlet set kaldes mini-Maze. Der er imidlertid ikke tale om labyrint-kirurgi  (Maze-kirurgi), men typisk “bare” tale om en kirurgisk baseret isolering af vævene i venstre forkammer omkring indmundingen af blodkarrene fra lungerne. I virkeligheden det samme, som foretages ved en kateterbaseret ablation (http://rytmedoktor.dk/ablation-af-atrieflimren/) . Der dannes således ingen labyrint fra sinusknude til AV-knude – hvorfor betegnelsen mini-Maze er misvisende. Resultaterne ved denne form for kirurgi er samlet set omtrent som resultaterne ved kateterablation – ikke bedre.

Såvel Maze-III og de såkaldte mini-Maze indgreb anvendes hyppigst, hvis man skal foretage anden hjerteoperation. For eksempel reparation eller udskiftning af en hjerteklap hos en patient, der også har atrieflimren. En sjælden gang imellem kan man også vælge kirurgisk behandling for atrieflimren uden samtidigt behov for anden hjerteoperation. Dette vil typisk være, hvis gentagne kateterablationer ikke har givet tilstrækkeligt godt resultat.

 

Upåagtede faktorer, der kan udløse atrieflimren

Mange personer med tilbagevendende atrieflimren véd, at (større mængder) kaffe, alkohol – og nogle gange fysisk aktivitet – kan udløse episoder med atrieflimren. Der er imidlertid andre faktorer, der kan være i spil – og viden om disse kan hjælpe dig til at undgå episoder med flimren

Rejser

Når du rejser, kan du udsætte dig selv for faktorer, der kan starte atrieflimren. Det kan være, at du bliver “overtræt” eller udmattet. Det stress, du udsætter dig selv for ved at rejse, sammen med ændringer i søvnmønster, kan udløse en stress-situation i kroppen med øgede niveauer af stress-hormoner, der kan medvirke til at fremprovokere flimren.

  • Sørg for at få sovet godt
  • Sørg for at drikke tilstrækkeligt (og ikke for meget alkohol……..)
  • Lad være at springe måltider over rejsestress
  • Forbered dig mentalt på f.eks. flyskift
  • Undgå travlhed, tag dig tid og være organiseret og velforberedt

Overdrevet stress kan påvirke dit hjerte via kroppens produktion af adrenalinlignende hormoner. Ved at blive mere bevidst om, hvilke situationer, der øger dit stress-niveau og forsøge at undgå disse – eller være forberedt på dem – kan du mindske din risiko for at få atrieflimren. Mindfullness øvelser og meditation kan være med til at reducere stress-påvirkning.

Ferier

“Holiday Heart” er velkendt som udløsende faktor for atrieflimren. Det er fordi ferier – hos nogle – lader en række mulige provokerende faktorer komme i spil. Det er stress (rejse-), udmattelse, manglende søvn og øget alkoholindtagelse. Specielt indtagelse af større mængder alkohol kan være anfaldsprovokerende, men for nogle vil selv mindre mængder alkohol kunne fremprovokere episoder med flimren.

alkohol

Feststoffer

Det kan måske forekomme irrelevant, men virkeligheden er, at stoffer som hash, amfetamin, kokain og “designer-druugs” (f.eks. ecstasy) ikke kun bruges af unge. feststofferBåde hash/marihuana, kokain, ecstasy og amfetamin øger din puls betydeligt – og ofte i flere timer. Anfaldsvis atrieflimren er bare én af mange grunde til at undgå denne typer stoffer.

 

Der er mange faktorer, der kan medvirke til at fremprovokere atrieflimren. Selv, hvad vi normalt opfatter som positive begivenheder som ferier eller fejring af fødselsdage og højtider. En god “tommelfingerregel”, hvis man har anlæg for atrieflimren er, at “gøre alt med måde”.

julehjerte

Jeg ønsker hermed alle læsere af min blog en glædelig jul og et fredfyldt nytår